Debatten om efterlønnen bør ses i sammenhæng med den lutherske arbejdsetik - eller mangel på samme. Her ses en statue af reformatoren Martin Luther foran Lutherkirken i København.
- Wikimedia Commons
Kurt E. Larsen |
15. januar 2011
Debatten om efterlønnen hænger sammen med indflydelsen fra den store årgang 1945, den første generation, der ikke fik lært katekismen og det lutherske syn på pligt og arbejde
Den meget omtalte efterløn kan ses i et teologisk og kirkeligt lys. Bag debatten ligger dybest set to forskellige syn på arbejdet: en luthersk arbejdsetik kontra en marxistisk.
For Karl Marx var livet ikke en gave fra nogen skaber, men mennesket skaber sig selv ved sit arbejde. Han mente, at det kapitalistiske samfund hindrede mennesket i at realisere sig selv, så det blev fremmedgjort i forhold til sit arbejde, hvorfor produktionsforholdene måtte ændres og et klasseløst samfund indføres. I moderat udgave betød Marx' indflydelse, at arbejderbevægelsen krævede kortere arbejdstid, længere ferier, tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet – alt sammen ud fra tanken om arbejdet som et onde.
I luthersk etik er mennesket skabt af Gud, der har sat mennesket til at arbejde. Arbejdet er derfor et kald. Det kan være byrdefuldt nok, men som kald er det en pligt og en gave.
Dermed havde Luther genindført Det Nye Testamentes høje vurdering af manuelt arbejde: Apostlen Paulus formanede de nye kristne til et stilfærdigt liv, hvor de arbejdede med deres hænder, for "den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden". Jesus tilbragte formodentlig det meste af sit liv som tømrer.
Dette stred mod romerrigets åndelige religiøsitet, og kristendomskritikeren Kelsos gjorde sig i 100-tallet lystig over en religion, der gik tilbage til en håndværker. Luther reagerede mod katolicismens beundring for munkenes lediggang og foragten for manuelt arbejde. Derfor blev det daglige arbejde i kald og stand stærkt understreget. Igennem børneskolen blev denne arbejds-etik terpet og sunget ind i danske børn, så de lærte at "gøre gavn som Gud det vil/ på allerbedste måde".
Det er tankevækkende, at tidens vigtigste politiske tema er bagudrettet. Ved indgangen til 1900-tallet talte man om barnets århundrede, nu handler det om midaldrendes ret til at gå på efterløn. Det hænger sammen med eksistensen af de store årgange fra omkring 1945. "Årgang 1945" har altid sat dagsordenen. Den årgang skabte behov for flere og bedre skoler i 1950'erne. Den sprængte de gamle universiteters rammer i 1968. Nu er den fyldt 65 år, hvilket har sat efterlønsordningen under pres. Og den generation fik en anden opdragelse end deres forældre fra omkring 1920.
Årgang 1920 lærte katekismen med de 10 bud og den lutherske arbejdsetik. Man lærte, at det ikke primært handlede om, hvad man følte for sit arbejde, men hvad Gud sagde om arbejdet, og hvad der var ens pligt. Man lærte fra barnsben noget om Gud, kirke og fædreland. Disse værdier blev holdt i hævd – ikke mindst under besættelsen. Balslevs katekismus blev trykt i 3,7 millioner eksemplarer og har sat sit præg på danske børn. Men den udkom sidste gang i 1951.
Årgang 1945 lærte ikke mere katekismus i skolen. Den fik ikke de 10 bud indprentet, og det var dem, der omkring 1968 gjorde oprør mod traditionerne. Ud røg morgensangen: "Velan, jeg til mit kald mig giver!". Ud røg den lutherske arbejds-etik, der har præget Danmark i fire århundreder.
Følgen af dette er blevet, at danskerne i dag er præget af kun at vise solidaritet med deres egne netværk. At man har sin identitet i arbejdet og arbejder for sine egne karrieremål, som det fremgik af artikler for nylig (Kristeligt Dagblad den 7. januar).
Vi har fået en rettighedskultur og en krævementalitet. Dette kan også blive belastende for den enkelte selv, når ens eget liv er det absolutte centrum – og det så ikke lever op til idealet. Ud fra et luthersk-bibelsk syn på arbejdet kom man lettere igennem en svær periode. Menneskets identitet lå da ikke i arbejdet, men i at tilhøre en anden, nemlig at være Guds barn. Den tryghed fik man også indlært i de gamle morgensalmer fra skolen.
Dronningens nytårstale om mere vægt på pligter frem for rettigheder har dette som sin baggrund. Men hun er jo også fra før 1945.
kirke@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad