Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

I år er det 300 år siden, at den sidste pestepidemi hærgede Danmark. I løbet af epidemien døde sjællændere i hobetal heraf 23.000 bare i København. Hele familier blev udslettet trods kongens ihærdige indsats imod sygdommen

Den 10. januar 1711 indløb den længe frygtede besked: Pesten havde sneget sig ind i Danmark. To læger rapporterede om en epidemi i det lille fiskerleje Lappen nord for Helsingør. Politi- og Kommercekollegiet tog affære, og fiskerlejet blev isoleret med militær bevogtning i forsøg på at holde smitten inde – men forgæves. Senere i januar brød sygdommen ud i Hellebæk og Helsingør.

Kongen – Frederik IV – og myndighederne havde ellers gjort en brav indsats for at holde pesten fra landets grænser. Sygdommen var brudt ud i Polen i 1709, hvor den via havnebyen Danzig bredte sig til nabolandene og indtog Stockholm i 1710. Men de danske myndigheder formåede at holde pesten stangen med forebyggende foranstaltninger, der lå i tråd med den nyeste viden på området.

Frederik IV havde nemlig gjort sig en del erfaringer om forebyggelse af pest på sin store udlandsrejse i 1708. Italienerne var på forkant her, da landet med sine havnebyer ud til Middelhavet lå i en højrisikozone for pestsmitte. Skibe fra hele verden anløb Venedig og Livorno, og de havde ved flere tilfælde bragt smitte med sig.

Annonce

Så italienerne havde anlagt noget så moderne som karantænestationer, der isolerede potentielle smittebærere i disse byer, og fik på den måde begrænset smittefaren. Der var også oprettet permanente sundhedskommissioner til at forebygge pest. De havde for eksempel myndighed til at arrestere og isolere folk samt indføre forbud, der begrænsede borgernes færden.

Frederik IV observerede disse tiltag med stor interesse. Så da pesten brød ud i Polen året efter, greb han straks til handling og fik etableret en karantænestation på den lille ø Saltholm i Øresund. Mistænkelige skibe skulle ankre op på Københavns Red og besætning samt gods tilbringe 40 døgn på Saltholm, før de måtte anløbe København. I Helsingør foretog man også foranstaltninger, og kongen nedlagde forbud mod at drive handel med pestramte byer, deriblandt Danzig.

Disse tiltag bar da også frugt, og danskerne holdt pesten fra døren i to år. Men den 10. januar 1711 måtte de erklære slaget for tabt. Pesten havde snigløbet dem, og en epidemi på Sjælland var en realitet.

Pesten spredte sig til hele Helsingør og de nærliggende landsbyer Ålsgårde, Hellebæk og Hornbæk samt Tikøb og Esbønderup. Kongen befalede den 25. maj, at Helsingør med dens landsbyer skulle afspærres og udelukkes fra al handel både til vands og til lands.

Men befolkningen lyttede ikke og gjorde, som man altid havde gjort, når pesten kom: De flygtede! Det lykkedes mange fra Helsingør-egnen at trænge igennem afspærringerne, og de tog smitten med sig.

I et desperat forsøg på at holde styr på folk, udstedte myndighederne strenge forordninger: Ingen bonde måtte forlade sin landsby uden sundhedsbevis. Et befængt hus skulle omgives med vagt. Proviant skulle henlægges på marken. De smittede huse skulle betegnes med et hvidt kors. Desuden skulle de døde begraves inden for 24 timer, og traditionen med at samles og tage afsked med den døde hjemme i stuen blev forbudt.

Men lige meget hjalp det. Folk nægtede at overholde det udstedte reglement, og visse steder kom det til kampe imellem borgere og politi.

Så resultatet af det forebyggende arbejde var nedslående, og pesten fik frit løb mod hovedstaden. I slutningen af maj var pesten en realitet i København, da smitten blev konstateret i et hushold i Lille Grønnegade. Smitten kan være kommet med skomagersvenden Lauridts Nielsen eller en dreng på 14-15 år, der begge havde lusket sig ind i hovedstaden fra Helsing-ør. Skomagersvenden, drengen, hans moster og hele husholdningen fra Grønnegade blev straks overført til karantænestationen på Saltholm. Men sygdommen havde vundet fodfæste, og den rasede voldsomt i den varme sommer.

Midt i juni flyttede kongen til Jægersborg, og den 7. juli nedsatte han en ny sundhedskommission på rådhuset. Et af kommissionens første tiltag var at lukke Østerport for passage og kun tillade transport af døde ud af byen. Byens kirkegårde var fyldt til bristepunktet, så der blev anlagt nødkirkegårde uden for voldene. Kistefabrikanterne kunne ikke følge med, så på pestens højdepunkt fik fattige udleveret brædder og søm til en "kistes forfærdigelse".

Byens bedre borgerskab og embedsmænd begyndte nu at forlade byen. Men de mindrebemidlede måtte blive ligesom præsterne og barbererne, der forsøgte at hjælpe og lindre.

Biskop Christian Worm blev ligeledes og tog blandt andet initiativ til oprettelsen af et pesthospital på Vodroffsvej. Han lod også afbrænde enebærgrene i byens kirker, da stærk røg skulle hindre smitte. Kirkegængere skulle ligeledes vaske deres hænder i eddike på vej ind i Guds hus. For folk søgte kirken for trøst og håb, selvom pesten blev anset for Guds straf over mennesket. Der blev også afholdt pest-bededage, hvor man sang bestemte salmer og bad bønner for at blive skånet for pesten.

Men modsat ved tidligere tiders pestepidemier greb myndigheder og kirken denne gang aktivt til handling og formåede ifølge dr.phil. Karl-Erik Frandsen fra Københavns Universitet at begrænse skaden:

"Der er ingen tvivl om, at pesten i 1711 kunne være gået meget værre. Myndighederne var godt forberedt og gjorde de rigtige ting på det rigtige tidspunkt, og det begrænsede dødstallene væsentligt. Modsat andre af enevældens konger holdt Frederik IV stand – den ros skal han have," påpeger Karl-Erik Frandsen.

Desværre makkede befolkningen dog ikke ret og øgede smittefaren ved den uhensigtsmæssige opførsel.

"Myndighedernes forordninger var strenge, men nødvendige. Folk ville bare ikke lytte. For eksempel nægtede bønderne på Amager, som var hårdt ramt, at isolere de syge i et pesthus. De ville blive hjemme og sove sammen i ægtesengen, som de alle dage havde gjort. De ville heller ikke have besøg af barberer, der fungerede som en slags praktiserende læger for den almindelige borger under pesten, selvom regelmæssig rensning og tømning af bylder bevisligt helbredte de syge. Og i Nyboder kom det til voldsomme optøjer, fordi folk ikke ville finde sig i restriktionerne," siger Karl-Erik Frandsen.

I oktober klingede pesten imidlertid af, og i november blev Østerport genåbnet. Men på det tidspunkt var mindst 23.000 mennesker svarende til en tredjedel af Københavns befolkning døde, og mere end 500 huse stod tomme. Det varede dog ikke længe, før hovedstaden atter kom op i gear. Folk fra landet strømmede til for at overtage et tomt hus eller en lukket forretning. Håndværkere kunne nemt få arbejde, og mange greb chancen for et liv i hovedstaden.

I Helsingør tog det lang tid at komme sig over tabet af 60 procent af byens indbyggere. Her gik handel og byliv trægt indtil 1800-tallet, hvor der atter kom gang i hjulene.

Så selvom pesten i 1711 ikke blev så voldsom, som den kunne være blevet, efterlod den dybe spor og overfyldte kirkegårde. Heldigvis blev det sidste gang, at den frygtede sygdom gæstede Danmark.

historie@k.dk

Kilde: The Last Plague in the Baltic Region 1709-1713. Af Karl-Erik Frandsen. Museum Tusculanums Forlag. 2010.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock