Da Benjamin blev bankrøver

De står af cyklerne, men stiller dem ikke fra sig. Benjamin kan se i Simons øjne, at han ikke vil fuldføre planen. Han vil væk.

– Du kan bare blive stående her og vente på mig, siger han til ham.

Simon nikker langsomt.

– Okay.

Benjamin stiller cyklen i den lille carport. Han mærker pulsen galopere. Hele kroppen føles skarp.

Han hiver elefanthuen op af tasken og trækker den hurtigt ned over hovedet. Ser nogen ham nu, er de færdige.

Øjnene flyver, men der er ingen at se på den lille villavej. De kan stadig nå at glemme det hele, tænker han. Bare hoppe på cyklerne og forsvinde igen, men han nægter bare at give op. Har man sagt A, må man sige B. Sådan er det.

Hænderne søger mod bunden af tasken og finder sækken med bombeattrappen og pistolen. Han nikker til Simon og sætter i løb, så hurtigt han kan, direkte mod banken.

5. januar 1991

– otte år tidligere

Benjamin kigger ud af bilruden. De er snart henne ved skolen, hvor han skal hentes.

Det har været en god 12 års fødselsdag. Mark er én af hans bedste venner, og Benjamin kan godt lide at komme i deres hus. Desuden er Marks fødselsdag altid speciel, fordi det er dagen før hans egen.

Bilen sænker farten. I krydset, hvor de skal dreje ind på skolen, er mennesker stimlet sammen, men Benjamin kan ikke se noget. De drejer. Og i glimt mellem kroppe ser han den væltede motorcykel. Hjulet snurrer stadig. En cykel. Og en ubevægelig krop liggende med hovedet i en pøl af blod, der er sivet halvt ud på vejbanen.