Den postmoderne Gud — apropos Grønkjær og hans kritikere

Gud er ikke, hvad han har været. Det har han måske aldrig været, for selv et løst henkastet blik på teologiens historie vil med det samme afsløre, at Gud kan tænkes – og er blevet tænkt – på mange forskellige måder.

Heller ikke Bibelen rummer én utvetydig gudsforestilling. Eller hvis den gør, må den i hvert fald siges at være godt kamufleret bag utallige og ofte gensidigt ekskluderende udsagn, der, hvis man tog dem alle for pålydende, ville afsløre en Gud, der lider af ekstrem personlighedsspaltning.

At vi ikke rigtig kan blive enige om, hvem eller hvad Gud er, kan godt være lidt frustrerende. Jeg har derfor en vis forståelse for, om end kun ringe sympati med, de såkaldte fundamentalister, hvis gudsforestilling nærmest udelukkende baserer sig på en ufleksibel læsning af 1. Mosebog kapitel 1.

En sådan operation kan muligvis tilvejebringe en konsistent gudsforestilling, eventuelt noget i retning af en overdimensioneret supermand, der bor i himlen et eller andet sted ude bag stjernerne.

Denne gudsforestilling kan naturligvis formuleres mere eller mindre sofistikeret, fra det tegneserieagtige til det filosofisk spekulative, men selvom man udsætter den transcendente skabergud for en fantasifuld striptease og river skæg og supermandskostume af ham, er og bliver han en menneskelig forestilling, i forhold til hvilken der findes utallige alternativer.

Gud kan tænkes på mange måder. Det er et faktum, der er lige så trivielt som konstateringen af, at en mand uden hår er skaldet. Forvirringen om, hvad vi overhovedet skal mene med ordet "Gud", er ikke blevet mindre i takt med udbredelsen af den intellektuelle globaliseringsbølge, man kalder postmodernisme.