Lars Sandbeck |
18. januar 2011
Forestillingen om Gud i det postmoderne er præget af forsøget på at undgå alt det overnaturlige, mytologiske og verdensfremmede, der knytter sig til den traditionelle metafysiske gudsforestilling
Gud er ikke, hvad han har været. Det har han måske aldrig været, for selv et løst henkastet blik på teologiens historie vil med det samme afsløre, at Gud kan tænkes – og er blevet tænkt – på mange forskellige måder.
Heller ikke Bibelen rummer én utvetydig gudsforestilling. Eller hvis den gør, må den i hvert fald siges at være godt kamufleret bag utallige og ofte gensidigt ekskluderende udsagn, der, hvis man tog dem alle for pålydende, ville afsløre en Gud, der lider af ekstrem personlighedsspaltning.
At vi ikke rigtig kan blive enige om, hvem eller hvad Gud er, kan godt være lidt frustrerende. Jeg har derfor en vis forståelse for, om end kun ringe sympati med, de såkaldte fundamentalister, hvis gudsforestilling nærmest udelukkende baserer sig på en ufleksibel læsning af 1. Mosebog kapitel 1.
En sådan operation kan muligvis tilvejebringe en konsistent gudsforestilling, eventuelt noget i retning af en overdimensioneret supermand, der bor i himlen et eller andet sted ude bag stjernerne.
Denne gudsforestilling kan naturligvis formuleres mere eller mindre sofistikeret, fra det tegneserieagtige til det filosofisk spekulative, men selvom man udsætter den transcendente skabergud for en fantasifuld striptease og river skæg og supermandskostume af ham, er og bliver han en menneskelig forestilling, i forhold til hvilken der findes utallige alternativer.
Gud kan tænkes på mange måder. Det er et faktum, der er lige så trivielt som konstateringen af, at en mand uden hår er skaldet. Forvirringen om, hvad vi overhovedet skal mene med ordet "Gud", er ikke blevet mindre i takt med udbredelsen af den intellektuelle globaliseringsbølge, man kalder postmodernisme.
Den postmoderne tænkning inden for teologi og filosofi er blevet til i et opgør med den fornuftdyrkende modernitets videreførelse af metafysikkens grundlagstænkning. Moderniteten tror på fornuft og sandhed, på objektiv erkendelse af virkeligheden, på universelle love i naturen og samfundet, på videnskaben og andre sikkerhedsforanstaltninger. Uenighed og forskelle er udelukkende til for at blive overvundet, sådan at vi alle kan nå frem til den samme forkromede, entydige sandhed.
En sådan tankegang er temmelig effektiv, når det drejer sig om at beherske naturen og skabe orden og sikkerhed inde i hovedet såvel som ude i samfundet. Men den er ikke videre tolerant over for forskelle og over for det, de postmoderne kalder "det andet".
Den postmoderne tænkning insisterer ganske enkelt på, at det andet også er muligt, altså at vi også kan sige og mene noget andet end det, vi lige for tiden siger og mener. For så vidt som det postmoderne rummer en lære, så er det læren om, hvorfor vores forskelle og uenigheder ikke skyldes en programfejl, der hurtigst muligt bør korrigeres.
Uenighed er kommet for at blive, og forsøget på at skabe enighed og ensretning fører kun til (mental og nogle gange fysisk) vold. Den postmoderne tænkning er ikke relativistisk, sådan som dens kritikere ellers altid hævder, den er derimod perspektivistisk: der findes mange forskellige måder at se tingene på.
Postmoderne teologer vil, ligesom alle andre teologer, gerne sige noget om Gud, men de vil for alt i verden undgå grundlagstækningens evige og uforanderlige Gud i det høje. Indbyrdes er de postmoderne ganske vist ret uenige om, hvorfor denne Gud er forkastelig.
Feministerne opfatter ham som en hypostasering af det patriarkalske samfunds normsystem; de postkoloniale mener, han er et produkt af vestlig imperialisme; dekonstruktivisterne kalder ham voldelig; og socialkonstruktivisterne ved ikke rigtig, hvad de skal mene.
De postmoderne siger med Nietzsche, at Gud er død – i hvert fald metafysikkens evige og uforanderlige Gud. Ham kan vi ikke længere bruge til noget. Men hvilken Gud kommer så efter Guds død? Hvad kendetegner den postmoderne Gud? Tro mod det perspektivistiske udgangspunkt findes der naturligvis mange postmoderne gudsforestillinger, men der er alligevel visse generelle tendenser.
For det første er den postmoderne Gud i hvert fald ikke transcendent i betydningen: en eller anden størrelse uden for verden. Han (eller hun) er derimod immanent, altså et eller andet i eller inden for vores virkelighed. Hvis vi vil få øje på den postmoderne Gud, skal vi altså ikke stirre op mod himlen, men snarere på os selv eller på det, der er imellem os: relationerne, kærligheden, erfaringsbevægelserne, eller hvad det nu ellers hedder i den postmoderne teologi.
Derudover er den postmoderne Gud foranderlig – eller omstillingsparat, som man siger i erhvervslivet. Gud er ikke, men Gud bliver til. Hans væren er i tilblivelsen, som den tyske teolog Eberhard Jüngel har sagt. Dermed er Gud ikke et grundlag, men en flod, og man kan som bekendt ikke bade i den samme flod to gange. Ideen om Guds foranderlighed er, som nogle vil vide, i øvrigt en af grundtankerne i Niels Grønkjærs aktuelle bog 'Den nye Gud'.
Det er også karakteristisk for den postmoderne Gud, at "han" ikke eksisterer uafhængigt af mennesket (en Gud, der er Gud, om alle mand var døde). Gud er tilsyneladende så intimt forviklet med det menneskelige, at "hans" egen eksistens afhænger deraf.
Forholdet mellem Guds skabelse af mennesket og menneskets skabelse af Gud bliver dermed tvetydigt eller, som man siger, dialektisk.
Mens metafysikkens Gud var garant for orden og stabilitet, er der en klar tendens til, at den postmoderne Gud bliver garant for det stik modsatte. Gudstanken fungerer som en usikkerheds- og kontingensforøgende tankefigur. Caputo kalder for eksempel Gud for en "begivenhed", men vel at mærke en begivenhed, der indtræffer overrumplende, og som dermed ryster vores vanemæssige forestillinger og relativt stabile tankestrukturer for at skabe plads til det radikalt nye.
Mark C. Taylor, en anden amerikansk teolog, identificerer Gud med en ustyrlig og uudgrundelig kreativitet midt i vores verden, en kreativ kraft, der skaber, destruerer og genskaber livsformer i en uendelig, rastløs proces. Dette er en nietcheansk Gud hinsides godt og ondt.
Den postmoderne Gud er ikke just nogen supermand. Det er ikke en stærk og almægtig Gud, men en Gud, der svækker sin egen magt. Postmoderne teologi er kenotisk, det vil sige den lægger vægt på inkarnationen og forestillingen om Guds lidelse og død på korset. Gud stiger ned fra sin trone, afstår fra magten og vælger til sidst at dø for således at blive menneskelig helt igennem.
Hvis den postmoderne Gud står op fra de døde – og det gør han ikke altid – så er det bestemt ikke for at genindtage tronen oppe i himlen. Måske genopstår Gud som fællesskabets ånd, altså som den kærlighed, der binder os sammen, og som fungerer som selvoptagethedens, bedrevidenhedens, tyranniets og voldens modstykke.
Den postmoderne Gud, eller forestillingen om Gud i det postmoderne, er præget af forsøget på at undgå alt det metafysiske, overnaturlige, mytologiske og verdensfremmede, der knytter sig til den metafysiske gudsforestilling.
Postmodernitetens kritikere indvender gerne, at den postmoderne Gud er alt for lille, kan for lidt og i øvrigt ikke er til at forstå. Men med hvilken ret insisterer vi på, at Gud skal være stor, skal kunne meget og være til at forstå?
Gud kan tænkes på mange forskellige måder. Det er på en og samme tid teologiens frihed og forbandelse. Postmoderne teologer som Niels Grønkjær har nok en tendens til at opfatte det mere som en frihed en som en forbandelse. Hans kritikere kunne næppe være mere uenige.
Lars Sandbeck er ph.d. og cand.theol.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad