Haitis folk smiler midt i elendigheden

Haitis hovedstad, Port-au-Prince, er langtfra genopbygget efter det kraftige jordskælv, der dræbte 316.000 for godt et år siden. Men landets folk er fuldt af håb og tro på fremtiden

"Namboulee biti biti". En flok unge haitianere møder hinanden på gaden mellem murbrokker og handlende, der sidder på den hullede gade og sælger alt fra bildæk, motorolie og sandaler til legetøj, potter og pander. De giver kindkys og gentager: "Namboulee biti biti". Udtrykket er kreolsk og betyder "det går o.k., jeg kæmper for at overleve". Og især efter jordskælvet, som dræbte tæt på 316.000 mennesker den 12. januar sidste år, kommer udtrykket til sin ret.

For der er stadig meget at kæmpe for i Haiti. Omkring en million mennesker bor endnu i de teltlejre, som de hundreder af ikke-statslige hjælpeorganisationer, de såkaldte ngo'er satte op kort tid efter katastrofen.

Mere end 50 procent har mistet deres arbejde, simpelthen fordi deres arbejdsplads er styrtet sammen. 2000 er døde af kolera, mens 90.000 er smittede. Og selv om 20 procent af murbrokkerne nu er fjernet fra gaderne i Port-au-Prince, ser det ud, som om opgaven med at få gravet millionbyen fri er umulig.

Skrald i flere meter høje bjerge, overfyldte kloakker, hvor høns og svin roder rundt, og cementblokke, jernstænger og tagplader fra bygninger ligger overalt, så det er en svær opgave at bevæge sig rundt i byen.

Alligevel smiler de. Børnene. De unge. De gamle. Overalt på vores vej rundt i hovedstaden Port-au-Prince møder vi dem fulde af håb og tro på, at fremtiden bringer dem noget godt. Kristeligt Dagblad har spurgt dem, hvad deres største håb er for 2011.

udland@k.dk

Håber på Guds hjælp Emilie så sin mors døde krop blive kørt væk i en trillebør, kort tid efter at jordskælvet havde smadret Port-au-Prince. Hun gik i chok og sagde ikke noget i tre måneder. Hun siger stadig ikke meget. Hun holder sig i sit telt det meste af dagen. Her bor hun med sin tante og sine kusiner. Hun er lige startet i den nyåbnede skole i Pétionville i en lejr, der er bygget på en golfbane midt i bydelen. Her bor 50.000 mennesker.

"Jeg håber bare, at 2011 bliver bedre end 2010. Men det kan næsten heller ikke gå værre. Og så håber jeg, at Gud ser, at jeg beder. Jeg beder hver dag til, at han vil gøre noget godt for Haiti. Vi har lidt nok. Tror jeg. Men det er Gud, der bestemmer."

Min kiosk er mit liv Moumou har åbnet en lille kiosk i lejren i Pétionville i Port-au-Prince, hvor hun bor. Før jordskælvet havde hun også en kiosk på et gadehjørne, som styrtede sammen. Intet var tilbage. Det har været hårdt at starte kiosken igen, fordi hun havde mistet alt, men ved salg af friturestegte kartofler har hun tjent en smule penge og har fået råd til at købe lidt varer til sin kiosk. Hun har også fået hjælp fra sin familie i bjergene, der har givet hende kaffebønner.

"Mit håb for 2011 er, at koleraen bliver slået ned. Min familie bor i bjergene tæt ved grænsen til Den Dominikanske Republik, og de plejer at sælge kaffe hen over grænsen. Men på grund af koleraen må de ikke komme ind i Den Dominikanske Republik; det har ødelagt deres handel, og de tjener ingen penge. Jeg har afleveret mine børn hos dem, men hvis der ikke kommer gang i kaffesalget, har de ikke råd til at have dem, og så må jeg hente dem her tilbage til lejren. Men lejrlivet er ikke godt for børn."

Koleraen skal ud af Haiti Samuel Sanon sad i en bus under jordskælvet. Han var på vej tilbage til Port-au-Prince, og pludselig så han træer og telefonmaster vælte langs vejen. Alle i bussen skreg og forsøgte at gemme sig under sæderne. Samuel løb ud. Han mistede sin mor under skælvet. I dag arbejder han hos den brasilianske organisation Viva Rio med et stort koleraprojekt. Projektet deler vandrensningstabletter ud til beboere i slummen Bel Air. De har opsat toiletter, der rengøres hver dag, der er lavet vandkiosker, hvor man kan hente vand, og korpset, som Samuel arbejder i, oplyser beboerne om hygiejne.

"Da en lille dreng tæt på, hvor jeg bor, fik kolera, meldte jeg mig til kolera-korpset. Mit håb for 2011 er, at koleraen bliver udryddet i Haiti. Men jeg ved godt, at vi nok aldrig slipper af med den. I det mindste kan jeg dog forsøge at lære folk om, hvordan de kan holde sig raske. Min opgave er at rense gaderne med klor, og så fortæller jeg om, hvordan man kan undgå at blive syg.

Du kan undgå kolera ved at vaske hænder efter toiletbesøg. Vaske hænder, inden du spiser. Rense dit vand med vandrensningstabletter. Og stoppe alle huller til på den døde, hvis I har en kolera-inficeret i hjemmet," siger han.

Flere børn skal gå i skole Gina Morin arbejder som lærer i det store hvide Uniceftelt i lejren Nerette. Hun har med hjælp fra USAid bygget sit eget hus lidt uden for teltlejren, som hun indtil nu har boet i. Jordskælvet dræbte hendes søster og hendes brors tre små døtre. Hendes mor blev fanget under det sammenstyrtede hus og blev først reddet ud to dage senere. Men livet i en lejr er hårdt, og siden begyndelsen har Gina Morin vidst, at hun ville stå på egne ben så hurtigt som muligt. Sammen med sin mand og deres seksårige datter er hun nu tæt på at gøre sin drøm til virkelighed. Om en måneds tid flytter familien ind i sin egen lille træhytte på 16 kvadratmeter.

"Jeg skreg og skreg, da jordskælvet kom. Jeg var i mit hus sammen med min datter, men huset faldt ikke sammen. Det gjorde min mors hus, og da jeg kom dertil, troede jeg, hun var død. Jeg kunne se hendes ben i murbrokkerne, men et par naboer var i gang med at grave hende ud, og hun overlevede. Nu går livet videre, men i de første mange måneder var det svært. Frygten sad så dybt i mig, og jeg græd meget. Men hvis der kommer et jordskælv igen, så ved jeg, at jeg skal bevare roen og gemme mig under noget tungt, som ikke kan falde ned. Men jeg er glad nu. Jeg er heldig, fordi jeg har fået mit eget hus med min egen dør, som jeg kan låse. Mit håb for 2011 er, at endnu flere børn kan komme i skole. Det er det vigtigste for vores land, så børnene kan genopbygge det og gøre Haiti til et dejligt sted på jorden."

Drømmen om et job og et hus Noel René hugger jern ud af tykke betonplader fra sammenstyrtede huse. Jernet sælger han på markedet og tjener et par dollar om dagen. Noel René var lastbilchauffør før jordskælvet, men lige efter katastrofen blev vognmanden skudt af en bande, der ville have hans lastbil. Noel mistede både sin kone og sine tre børn i skælvet og bor nu alene i lejren Navette. For et par måneder siden begyndte han at hugge jern fri fra brokkerne, men han har udsigt til et bedre job hos en amerikansk byggevirksomhed, der har hyret haitianere til opførelse af midlertidige træhytter i Port-au-Prince.

"I sidste uge var der et møde her i lejren, hvor vi kunne melde os, hvis vi ville arbejde for den amerikanske virksomhed med at bygge hytter. Jeg meldte mig straks, men det samme gjorde flere hundrede andre også. Så jeg ved ikke endnu, om jeg får det, men jeg tror på det. Og det er mit håb for 2011. At jeg får det job, så jeg kan tjene flere penge, bygge mit eget hus og komme videre i livet".

Når jeg danser føler jeg mig stærk Sammen med 200 andre børn og unge lærer Carline Dumerlille at danse capoeira hos den brasilianske hjælpeorganisation Viva Rio, som arbejder i Bel Air, der er et af byens store slumkvarterer. Projektet, hvor der også bliver uddelt mad tre gange om dagen til de børn, der deltager i aktiviteterne, blev søsat kort tid efter katastrofen.

"Jeg var ikke hjemme, da "goudou goudou " kom. (Haitianernes ord for jordskælvet. Det var den lyd, der kom, da jorden rystede). Jeg løb tilbage til mit hus, som var helt styrtet sammen. Ingen fra min familie var dog hjemme, så hele familien overlevede, men mange af mine venner er her ikke mere. I februar sidste år hørte jeg om danseprojektet, og siden har jeg danset. Når jeg danser, får jeg det triste ud af min sjæl. Jeg føler mig stærk, og jeg føler mig som et nyt menneske. Mit håb for 2011 er, at jeg kan blive endnu bedre til at danse, sådan at jeg en dag er så god, at jeg kan åbne min egen danseskole."