Vi skal til enhver tid være kritiske, men vi bør - ikke mindst i videnskabens navn - altid lade en dør står på klem over for den mulighed, at vi i vores bedømmelse af omgivelserne kan være fastlåst i en given verdensopfattelse, skriver Lasse Skovgaard, cand.mag. og cand.pæd.
- Colourbox.
Lasse Skovgaard |
18. januar 2011
Det er ofte i videnskabens grænseland, at nye videnskabelige landvindinger ser dagens lys. Og vi skal blive bedre til at bevæge os i dette grænseland, skriver Lasse Skovgaard, cand.mag. og cand.pæd.
PÅ DR 2 KAN MAN for tiden følge i med i programserien "Sjæl og videnskab", hvor emner på kanten af den konventionelle videnskab tages op til debat. Der sættes blandt andet fokus på tankens kraft, telepati og nærdødsoplevelser, og internationale forskere og videnskabsmænd kommenterer ny viden og forskning på området.
Programserien er allerede i visse kredse blevet udskældt for at sætte fokus på useriøse og uvidenskabelige emner. Men programserien er utrolig vigtig i en tid, hvor der er tendens til, at man enten er ukritisk tilhænger eller indædt modstander af det, der ikke umiddelbart kan forklares inden for en konventionel videnskabelig ramme.
For det er jo ofte netop i videnskabens grænseland, at nye videnskabelige landvindinger ser dagens lys. Og vi skal blive bedre til at bevæge os i dette grænseland.
Et eksempel på dette kunne være et arrangement, der for nylig fandt sted i Valby-hallen, hvor 1600 mennesker blev healet via såkaldt stilhedsterapi af en kroatisk healer. Det lyder umiddelbart som et sært arrangement, på grænsen til det okkulte, og arrangementet er da også i flere sammenhænge blevet kritiseret eller latterliggjort. Og der er blevet argumenteret for, at man burde have lært af historiske pendanter og på forhånd have afvist en sådan moderne udgave af fortidens mirakelmagere.
Men hvis vi prøver at placere os i videnskabens grænseland frem for at vælge side, kan der være interessante perspektiver i arrangementet. Hvis man ser på tidligere tiders mirakelmagere såsom Emmanuel Swedenborg, greven af Saint-Germain, Frédérick-Antoine Mesmer, Alexandre de Cagliostro og Maharishi Manesh Yogi, har de nogle væsentlige fællestræk.
Fælles for dem – og mange andre lignende personligheder – er, at de gik på tværs af de konventionelle paradigmer, og at de i deres holdninger og handlinger overskred de herskende menneskesyn og verdensopfattelser.
Mange af dem gjorde mærkelige ting, og nogle af dem blev afsløret som regulære fuskere, men mange af disse fortidens mirakelmagere repræsenterede også nytænkning til glæde for mange mennesker. Det samme gør sig gældende i vore dage inden for det område, vi kalder det spirituelle eller alternative.
Jeg argumenterer ikke for, at vi kritikløst skal godtage enhver ny teori, der ser dagens lys. Historien har lært os, at vi skal være på vagt over for forførelser i alle afskygninger, men historien har også lært os, at vi skal være varsomme med at tage patent på sandheden.
Navnlig skal vi være varsomme med udelukkende at bedømme vores omverden ud fra vores eget perspektiv, da vi dermed risikerer at begå den videnskabsteoretiske fejl at bedømme ud fra forkerte præmisser. Det har videnskabshistorien også lært os.
Tingene er sjældent sort-hvide, og vi skal passe på med at sætte virkeligheden i bås. Det er så bekvemt at gøre, og det er så dejligt trygt at stadfæste sin egen verdensopfattelse ved at stemple det, der overskrider den, som useriøst eller uvidenskabeligt.
Vi skal til enhver tid være kritiske, men vi bør – ikke mindst i videnskabens navn – altid lade en dør stå på klem over for den mulighed, at vi i vores bedømmelse af omgivelserne kan være fastlåst i en given verdensopfattelse, i ét paradigme blandt andre. Ellers risikerer vi at lukke ny erkendelse ude.
Så se for Guds – eller i hvert fald videnskabens – skyld programserien "Sjæl og videnskab" på DR 2. Se den med åbent og kritisk sind. Du kan højst blive klogere.
Lasse Skovgaard,
Cand.mag. og cand.pæd.
Bistrupvej 57
Birkerød
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad