Flere organisationer melder om kraftig stigning i antallet af seniorer, der arbejder frivilligt rundt omkring i verden
Et stigende antal ældre er i løbet af de seneste år begyndt at rejse til lande i Den Tredje Verden for at lave frivilligt arbejde. Det kan være alt fra gadebørnsarbejde til tømrerarbejde, og opholdenes længde varierer typisk fra en til tre måneder.
En af de organisationer, som tilbyder den mulighed, er Mission Afrika med projektet Afrika 50+. De sender ældre i alderen 50 år og opefter til Nigeria og Cameroun. Det første hold seniorvolontører blev sendt af sted i 2006. Dengang var de kun to, men sidste år var tallet 22, og derfor vil organisationen i år udvide projekterne, fortæller Egon Olesen, som står bag initiativet.
"Vi oplever helt klart, at interessen er stigende. Mange af volontørene er gået på efterløn, men de mangler noget at engagere sig i. En af volontørerne fortalte mig, at han havde været på charterferie på Tenerife 10 år i træk, og nu ville han gerne prøve noget andet."
Og Afrika 50+ er ikke de eneste, som med stor succes sender seniorvolontører på arbejde i lande i Den Tredje Verden. Seniorer Uden Grænser har stor fremgang, og Mellemfolkeligt Samvirke havde i 2009 20 seniorvolontører, mens tallet mere end fordobledes til 50 i 2010. Det samme forventer de i år.
"Mange af dem, der rejser ud, har haft en udlængsel i rigtig mange år. Og så er der mange, der efterlyser noget andet end en turistrejse, hvor de i stedet kommer ind under huden på lokalbefolkningen og samtidig gør en forskel," siger Lasse Jensen, volontørkoordinator i Mellemfolkeligt Samvirke.
Meget af drivkraften til at rejse ud skal findes i den ældre generations store samfundsmæssige engagement, påpeger kulturforsker Anne Leonora Blaakilde, forsker ved Center for Sund Aldring på Københavns Universitet.
marianne.knudsen@k.dk