Nye bestemmelser greb dramatisk ind i mange herboende udlændinges retsstilling og i betænkelig grad berørte en række menneskeretlige og statsretlige problemer, skriver Jørgen Poulsen, Radikale Venstre

Bag lukkede døre og uden forudgående debat indgik regeringspartierne og Dansk Folkeparti i december 2005 en aftale om at indføre Europas hidtil skrappeste regler for indfødsret.

Ja, det foregik så stille, at aftalen end ikke blev sendt i høring eller forelagt organisationer med viden på området. Dette til trods for, at de nye bestemmelser greb dramatisk ind i mange herboende udlændinges retsstilling og i betænkelig grad berørte en række menneskeretlige og statsretlige problemer.

Regeringen og partierne bag aftalen ønskede tydeligvis ikke at blande viden ind i deres forehavende.

Her fem år senere kan vi så konstatere, at denne "vi-alene-vide-holdning" har ført til en retssikkerhedsmæssig skandale. Kort før jul måtte integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) indrømme, at ministeriet havde fejlbehandlet 35 ansøgninger fra statsløse her i landet. Selvom det var deres soleklare ret at få dansk statsborgerskab, var ansøgningerne blevet afslået, ikke behandlet eller lagt i bunken med alle andre ansøgninger om indfødsret. Alt sammen i strid med lovgivningen.

Undskyldningen var, at ministeren ikke vidste bedre! Det lyder underligt. For selvom parterne bag aftalen frabad sig indblanding fra folk med viden på området, så sendte Institut For Menneskerettigheder uopfordret et notat til ministeriet, hvor instituttet udtrykkeligt gør opmærksom på, at det er uheldigt, at de nye regler ikke fremgår af lovteksten, men er gemt bort i et bilag til et cirkulære. Instituttet advarer direkte regeringen om, at "som reglerne nu er udformet, kan det ikke udelukkes, at statsløse personer med retskrav på indfødsret ifølge 1961-konventionen undlader at søge indfødsret, fordi de tror, at de er afskåret fra at blive optaget på et lovforslag".

Og det er nøjagtig, hvad der er sket. Mens ministeriet i en lind strøm har afvist alle ansøgninger fra unge statsløse, har andre unge bare opgivet at søge, fordi de kunne konstatere, at det var nytteløst, eller fordi de har fået fejlagtige oplysninger om deres rettigheder.

Det er unge mennesker, som er født her i landet, og som har haft hele deres skolegang i Danmark. De har måske drømt om at søge ind ved politiet eller militæret eller andre steder, som kræver dansk statsborgerskab. Den drøm er knust.

For selvom ministeren har tilkendegivet, at hun vil rette op på fejlene, så er det for sent. De unge, som har søgt, er ikke så unge mere. Den første ansøgning går helt tilbage til 2002.

Det er naturligvis altid noget, at ministeren tilbyder, at unge som fejlagtigt har fået afslag, kan søge igen. Til gengæld er det ikke i orden, at ministeren, som hun sagde i radioprogrammet Orientering i sidste uge, ikke kan "overse" konsekvenserne, hvis dette tilbud også skal omfatte de unge, der kunne have søgt, men har opgivet at søge, fordi de ikke var bekendt med deres rettigheder. Det var jo deres egen skyld, at de ikke havde søgt, sagde hun.

Lad den lige stå et øjeblik. Det forventes altså, at disse unge skal have bedre kendskab til reglerne end ministeren! Hvordan godtgør man i øvrigt en knust drøm?

Fadæsen med de unge statsløse er blot det seneste eksempel på, at der ikke er orden i vores forvaltning af indfødsretslovgivningen. I praksis er det Folketingets partier, der aftaler reglerne og beslutter, hvem der skal have dansk statsborgerskab. Det sker ved simpelt flertal.

I Danmark har man den sære ordning, at politikerne i Indfødsretsudvalget er sagsbehandlere. En ansøger, som lider af en fysisk eller psykisk sygdom af så alvorlig karakter, at vedkommende ikke vil være i stand til at gennemføre kravene om sprog- og samfundskendskab (de såkaldte indfødsretsprøver), kan søge om dispensation. Lovgivningen retter sig her efter internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt.

Men i den famøse aftale mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti fra 2005 har man ikke bare strammet kravene til prøverne, man anfører også, at det forudsættes, at Integrationsministeriet afviser ansøgere, som lider af traumatiske sygdomme (PTSD) – også selvom tilstanden er kronisk og dokumenteret af en læge.

Man kunne jo ellers tro, at sygdom var sygdom, og at det afgørende måtte være, at vedkommende var for syg til at tage prøverne. Men sådan er det ikke! Og der er meget andet, der halter.

Ministeren kan ikke gøre det skete godt igen. Men det eneste anstændige svar på fadæsen med de unge statsløse er, at ministeren nu tager initiativ til en samlet overvejelse af vores indfødsretslovgivning – også set i relation til internationale konventioner. Det har man gjort i vores nabolande Norge, Sverige og Finland. Det bør vi også gøre i Danmark. Det er på høje tid!

Jørgen Poulsen er medlem af Folketinget for Radikale Venstre