Benjamin Krasnik |
19. januar 2011
For handicappede kan det være nyttigt at finde god information om adgangsforhold til museer og forlystelser. Det findes på hjemmesiden godadgang.dk. Men Danmark er stadig bagud, når det gælder tilgængelighed
Er man dårligt gående, har nedsat syn eller sidder i kørestol, er det en fordel at planlægge et besøg på et museum eller en anden forlystelse godt. Information om tilgængelighed til kulturinstitutioner kan nemlig blive forskellen mellem succes og fiasko for de omkring 15 procent af danskerne, der er berørt af en funktionsnedsættelse. Som beskrevet i avisen i går er adgangen til museer i Danmark stadig mangelfuld trods 15 års forsøg på at give handicappede adgang til kulturen på lige fod med alle andre.
Den mangelfulde information om tilgængelighed forsøger Foreningen Tilgængelighed for Alle, FTA, at gøre noget ved. FTA er en non-profit-organisation, som blev stiftet i 2003 i et samarbejde mellem turisterhvervet og Danske Handicaporganisationer. Virksomheder og institutioner, der ønsker at gøre tilgængelighed til en del af deres markedsføring, kan blive registreret og mærket for tilgængelighed hos FTA. På hjemmesiden godadgang.dk kan personer med handicap finde de mærkede steder i Danmark og blive oplyst om adgangsforholdene.
For at kunne få en mærkning vurderer FTA, om stedet opfylder kravene til tilgængelighed. Og de forhold, der kan forbedres, ligger for det meste i småtingsafdelingen, fortæller Ulla Kramer, sekretariatsleder i FTA.
"Erfaringen viser, at der er tale om mange mindre ting, som man ikke har tænkt over i dagligdagen. Det er for eksempel en manglende armstøtte, et spejl, der sidder lidt for højt, og manglende p-pladser. Det er problemer, der kan udbedres med en lille indsats og et mindre beløb," siger hun.
FTA har givet tilgængelighedsmærke til 100 museer og forlystelser landet over, men mange flere kunne få fordel af mærkeordningen, mener Ulla Kramer. Det handler nemlig om troværdighed og ærlighed, siger hun. For det er afgørende, at begge parter har afstemt forventningen til besøget.
"Man udelukker jo mange, når man ikke hjælper handicappede med at oplyse om tilgængeligheden. Selvom det halter med adgangen, så kan god information om forholdene være med til at rykke ansvaret for oplevelsen over på gæsten, der så må planlægge sig ud af det," siger hun.
Tilgængelighed er også kommet på dagsordenen i EU, og Europa-Kommissionen arbejder i øjeblikket på en ny fælleseuropæisk turismepolitik. FTA har fået lov til at kommentere Økonomi- og Erhvervsministeriets høringssvar og minder Kommissionen om, at 15-18 procent af den europæiske befolkning er berørt af en funktionsnedsættelse.
"Vi forsøger at slå på tromme for, at 'accessible tourism' – altså tilgængelig turisme – bliver et emne. Debatten er faktisk godt på vej rundt om i Europa, og i USA er man langt fremme allerede, men herhjemme er den udeblevet og er stadig på græsrodsniveau. Det er svært at få folk til at anerkende, at tilgængelighed også er et salgsparameter," siger Ulla Kramer.
krasnik@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad