Af frygt for flere angreb mod koptiske kristne i Egypten har pave Shenouda aflyst en stor gudstjeneste i denne uge
Kombinationen af de friske minder fra det dødelige bombeangreb mod kristne koptere i Alexandria nytårsaften og de stadige trusler, yderligtgående islamiske grupper retter mod Egyptens koptiske mindretal via fora på internettet, har fået den koptiske pave, Shenouda III, til at bede landets koptere om at holde lav profil.
Tirsdag i denne uge aflyste Shenouda III derfor den store, planlagte gudstjeneste i forbindelse med den årlige åbenbaringsfest. I stedet holdt Shenouda III en mindre og lukket gudstjeneste under de egyptiske sikkerhedstjenesters overvågning.
"Mange koptere havde planlagt at deltage i pavens gudstjeneste, men det skabte frygt for disse menneskers sikkerhed i lyset af al-Qaedas trusler og den meget anspændte stemning efter angrebene i Alexandria," siger Shenoudas talsmand, Naguib Gabriel.
En unavngiven koptisk præst siger til nyhedsbureauet AP, at de egyptiske sikkerhedsstyrker har bedt kopterne om ikke at samle sig i store grupper og dermed gøre sig selv til lettere og mere sårbare mål for bombeangreb.
Angrebet nytårsaften er det hidtil hårdeste angreb mod koptere. 23 personer døde, og mindst 47 blev såret. De egyptiske myndigheder peger på, at udenlandske terrorgrupper står bag angrebet, og at motivationen stammer fra de trusler, al-Qaeda i Irak udsendte mod de koptiske egyptere efter beskyldninger om, at kopterne forhindrer kristne kvinder i at konvertere til islam.
Men kopterne har i en længere periode følt sig som ofre for trusler og direkte opfordringer til vold. For et år siden blev en større gruppe koptere angrebet efter en gudstjeneste. Seks af dem døde, og først i denne uge har de egyptiske myndigheder dømt den 39-årige Hamam Kamouny som en af bagmændene bag episoden. Hamam Kamouny er blevet dømt til døden, men er først endegyldig, hvis Egyptens stormufti godkender dommen den 20. februar.
Mange af Egyptens koptere beskylder myndighederne for at tøve med opklaringen af de forskellige angreb mod kopterne for ikke at vække det muslimske flertals vrede. En nylig undersøgelse viser, at ingen af 350 forskellige overgreb mod koptere i løbet af de seneste to år er blevet opklaret af det egyptiske politi. Også i sagen om mordet på de seks koptere for et år siden er det kun Hamam Kamouny, der indtil videre er blevet dømt.
allan@k.dk