Også Tidehverv argumenterer nu med skriftsteder

I dette kan engang så to uegale og åndeligt stridende bevægelser sagtens finde hinanden. Hvad der måtte skille, synes af mindre betydning i den standende diskussion. Men Tidehvervs nyvundne politiske front skinner klart igennem med de flittige referencer – ligeledes med klassisk luthersk inspiration – til nødvendige og uopgivelige ordninger og fundamenter for samfund og civilisation.

Kan bøsser og lesbiske blive gift i kirken, skrider det hele. Kirkens højrefløj og Tidehverv kan ikke være mere enige. Skabelsesberetningen og måden at læse den på forener dem.

De, der i en folkekirkelig sammenhæng måtte mene anderledes, kan selvfølgelig ikke tages til indtægt for et mere eller mindre defineret grundtvigsk ståsted. Men de fylder jo godt i landskabet. Og det er immer tydeligt, at debattørerne fra denne brede folkekirkelige midte ikke føler sig videre hjemme på den bane, højrefløjen og Tidehverv med stor energi kridter op.

Teologisk dovenskab eller forædt tolerance – kunne sidstnævnte tænkes at forklare det med. Måske. Men ikke desto mindre trækkes der også her på en tradition, der som højrefløjens/Tidehvervs fremstår så meget tydeligere og markeret under indtryk af – lad os i mangel af bedre kalde det for senmodernitetens vinde eller måske bare tidens frontforskydninger.

Grundtvigianere har i de halvandet hundrede år, de har været virksomme, videreført Grundtvigs opgør med den lutherske ortodoksis skriftsyn i et stædigt engagement i deres samtid, fordi livet, som det leves nu og her, skal fortolkes af, ikke funderes i, skriften. Hos efterkommerne er den tendens blevet stadig stærkere. Derfor den svækkede afhængighed af skrift og tradition, som den modsatte fløj jo føler sig langt bedre hjemme i. Og derfor, som vi ser det i den aktuelle debat, en større lyst end dem til teologisk at argumentere ind i end imod tiden og tidsånden.

Fundamentteologer og fortolkningsteologer kan vi forsøgsvis kalde de to retninger, der ikke mindst i kølvandet af vielsesdebatten former sig på ruinerne af de gamle.

Spørgsmålet er så, om de således profilerede fløje taler mere forbi hinanden end før i tiden? Vel nok ikke. Men det tyder på, at de konsoliderer kulturkampens politiske kløfter i en kirkelig sammenhæng. Ikke mindst blandt de flere og flere, der nok ikke har rod i de gamle kirkelige bevægelser, men dog orienterer sig mere efter netop fundamenterne eller fortolkningerne: tingene, som de var og gerne skal vedblive med at være, eller som de måske kan eller bør blive. Urokkelig klippe eller levende kilde – med andre ord.

kirke@k.dk