Det 20. århundredes bedste tale - 50 år efter

Talen gav associationer tilbage til begyndelsen af århundredet. I januar 1918 talte præsident Wilson om, at målsætningen efter Første Verdenskrig for USA "er retfærdighed mod alle folk og nationaliteter og deres ret til at leve på lige betingelser med hensyn til frihed og sikkerhed med hinanden, hvad enten de er stærke eller svage."

Dette citat gengav redaktør Ove Rode i sin tale i Studenterforeningen i oktober 1918, hvor han også roste Wilson for at gå ind i Første Verdenskrig for "en gang for alle at gøre ende på krigen. Ingensinde før havde verden oplevet et sådant krigsmotiv. Krigens afskaffelse?".

Præsident Kennedy tog denne vision fra præsident Wilson op og omformede den i sin appel til sine modparter i den kolde krig: "Lad da begge parter mødes om det næste hverv: at skabe ikke en ny magtbalance, men en ny lovens verden, hvor den stærke er retfærdig og den svage sikker og freden bevaret."

Han tog også præsident Wilsons ønske om at føre krig for krigens afskaffelse op. Det var i det afsnit af sin tale, hvor han kaldte til "en kamp mod menneskehedens fælles fjender: tyranni, fattigdom, sygdom og selve krigen. Kan vi mod disse fjender smede en stor og verdensomspændende alliance, Nord og Syd, Øst og Vest, som kan sikre hele menneskeheden en mere frodig tilværelse? Vil I være med i denne historiske styrkeprøve?".

Tilsvarende appellerede Robert F. Kennedy i den tale, der gav anledning til attentatet på ham i juni 1968, til Israel om at "vinde den største sejr af alle: Sejren over krigen".

Præsident Kennedys tale gav ligesom præsident Wilsons tale genlyd i Danmark. Selvom Bodil Koch som kirkeminister var medlem af Viggo Kampmanns regering, stillede hun op for atommarcherne først i 1960?erne.

Den 2. april 1961 talte hun deres sag på Rådhuspladsen i København og inddrog USA?s udenrigspolitiske kurs, hvor hendes ængstelse gik ud på, at "konstruktive politiske impulser fra USA blev overskygget af de militær-strategiske". Hun fortsatte: "Ved præsidentskiftet synes dette forhold lykkeligvis ganske ændret."

"Ikke en ny magtbalance," sagde præsident Kennedy i sin tiltrædelsestale "men en verden. I hvilken de stærke er retfærdige og de svage sikrede og freden vil blive bevaret."

Alligevel kan det ses nu længe bagefter, at ganske ændret var og blev det ikke. Den engelske udgave af Ted Sorensens store værk "Kennedy" gør opmærksom på, at i både det første udkast og det næstsidste udkast til indsættelsestalen brugte Kennedy ordet "reckless" om kursen i den igangværende oprustning. Det ord betyder på dansk: ubesindig, dumdristig, overmodig eller hensynsløs, men det blev desværre strøget og erstattet af "nuværende" kurs. Var det for ikke at tale det militærindustrielle kompleks imod lige fra starten?

Tilsvarende indeholdt første udkast til talen appellen til begge sider i den kolde krig, som heller ikke er medtaget i den danske udgave af Ted Sorensens nævnte bog: "lad begge sider ultimativt forenes i skabelsen af en sand verdensorden", men det ultimative gled ud i den endelige version.

Derved blev der i højere grad givet grønt lys til oprustningen, som måtte følge af opfattelsen i talen: "Kun når vore våben uden tvivl er tilstrækkelige, kan vi uden tvivl være sikre på, de ikke bliver brugt."

Heri lå en opfattelse, som den unge John F. Kennedy havde udtrykt i sin første bog: "Why England Slept" - Hvorfor England sov, underforstået: Hvorfor sov England, mens Nazityskland satte turbo på sin oprustning?

Så sent som i 2008 fremhæver Ted Sorensen i sin bog "Præsidentens mand" dette citat i talen som et vigtigere udtryk for Kennedy-regeringens hensigter. Men sætningen står som den svageste og mest uholdbare i talen. Det kan enhver, der tester den ved at lade den indgå i taler af statsledere i FN?s øvrige nu omkring 190 medlemslande til deres folk, overbevise sig selv om.

Det var da også en følgeslutning, som Kennedy selv kom frem til: "Men to store grupper af nationer kan heller ikke opnå tryghed ved deres nuværende kurs. Begge sider er mere end tynget af udgifterne til moderne våben. Begge er med rette urolige over det stadig øgede omfang af dødelige atomvåben."

Den udvikling i hans vurdering førte til hans mange advarsler mod våbenkapløbet og mod spredning af atomvåben i løbet af hans korte tid som præsident. Han erkendte, at jo mere der førtes an i oprustning, jo mere sårbare blev de, der førte an.

Derfor fulgte en dagsorden for modpartsforhandlinger, som stadig bør tages i brug i dette århundrede. Den blev fulgt af det forslag til en ny verdensorden, "at bringe den absolutte magt til at ødelægge andre nationer ind under alle nationers absolutte kontrol."

Visionen i disse magtomvæltende ord blev også fulgt af præsident Kennedy i hans tale i De Forenede Nationer den 25. september 1961, hvor han udtalte: "Udbygningen af denne organisation rummer det eneste virkelige alternativ til krig – og krig gælder ikke mere som et fornuftigt alternativ".

Fra først til sidst var talen båret af Kennedys kristne livssyn. Til den ønskede han forslag fra alle. Billy Graham sendte ham en samling skriftsteder fra Bibelen. To indgik i talen: Fra Esajas at "sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed" (Es. 58,6) og fra Paulus? brev til romerne, vær "glade i håbet, tålmodige i trængslen?" (Rom. 12, 12).

Talen sluttede med denne bed og arbejd-appel: "Vi beder om Hans velsignelser og Hans hjælp, men vi ved, at her på Jorden må Guds gerning udrettes af os."

Gid man i trossamfund og folk i de næste 50 år ville tage den op på sin dagsorden og ikke tage den af dagsordenen igen, før dens målsætninger er opfyldt.

Som ærkebiskop Desmond Tutu udtalte, da han modtog Kennedy Selskabets pris i 2007, vidste Kennedy godt, at noget kunne have lange udsigter, men pointen var, som Kennedy sluttede dette afsnit af talen: "Lad os begynde!"

Svend Aage Nielsen er forfatter og formand for Kennedy Selskabet i Danmark