Jøder, muslimer og ikke-troende kritiserer nyindsat guvernør efter udtalelser om ikke-kristne. Guvernør undskylder
Kun få timer efter at være tiltrådt som guvernør i den amerikanske delstat Alabama, røg Robert J. Bentley ud i sit første stormvejr, da han udtalte, at ikke-kristne "ikke er hans brødre og søstre"
Mandag i denne uge tiltrådte den republikanske Robert Bentley som guvernør, blandt andet med en understregning af, at han er "guvernør for hele Alabama - demokrater, republikanere og uafhængige, ung og gammel, sort og hvid, rig og fattig".
Men kun få timer senere var tonen en lidt anden, da den nyindsatte guvernør i Alabamas hovedstad Montgomery talte for en stor forsamling i baptistkirken Dexter Avenue King Memorial Baptist Church, som er kendt for at, at borgerrettighedsforkæmpen og præsten Martin Luther King tidligere har prædiket her.
"Hvis du er kristen og frelst, er du min bror og søster. Men jeg er nødt til at sige, at hvis vi ikke har den samme far, er vi ikke brødre og søstre", lød det fra Robert Bentley, som ifølge
den amerikanske avis Los Angeles Times understregede sin pointe flere gange.
"Til enhver, som er her i dag og som ikke har accepteret Jesus Kristus som deres frelser, siger jeg, at du er ikke min bror og ikke min søster, og jeg ønsker at være jeres bror", lød det fra Robert Bentley.
Efterfølgende er Robert Bentley blevet mødt med skarp kritik fra flere, der mener, at hans tale i kirken står direkte i kontrast til hans udmelding om at være guvernør for alle i staten Alabama.
"Hans udtalelser er meget bekymrende...han siger, at vi efter hans mening skal blive kristne for at blive betragtet som ligeværdige. Jeg håber, at han bare ønskede at behage menigheden i kirken og derfor glemte sin tidligere tale om at væe guvernør for hele Alabama", lyder det Ashfaq Taufique, der er formand for Islamisk Samfund i Birmingham i Alabama.
Samme melding kommer Richard Friedman, der står i spidsen for Birmingham Jødisk Forening.
"Det er et tilbagevendende tema i Alabama", siger Friedman og henviser til, at der findes godt 10.000 jøder blandt Alabamas 4,7 millioner indbyggere.
"Vi skal gøre vores ledere mere bevidste om, at der faktisk er ikke-kristne i staten og samtidig opfordre dem til at tage hensyn til det", lyder det fra Richard Friedman, der nu vil arrangere et møde, hvor jøder og kristne i fællesskab mødes med guvernør Bentley.
Også blandt Alabamas ikke-troende har guvernørens bemærkninger skabt debat.
"Han er guvernør, ikke mullah. Dette er en forskelligartet nation med en sekulær regering. Hvis han ikke kan lide det, skal han ikke være guvernør", siger David Silverman, formand for Amerikanske Ateister.
Hos Alabamas buddhister tager man dog guvernørens bemærkninger mere roligt.
"Han er ganske vist guvernør, men han kan ikke ændre folks sind", lyder det fra Tenzen Deshek, lama ved et buddhistisk center i Birmingham i Alabama.
De mange kritikere har nu fået Robert Bentley til at undskylde sine udtalelser.
Til avisen New York Times udtaler den nyindsatte guvernør, at han i kirken talte til andre kristne.
"Hvis nogen fra andre religioner følte sig fremmedgjort af det sprog, jeg brugte, vil jeg gerne undskylde", siger Robert J. Bentley.