Det handler om at prøve noget nyt

"Man kan ikke sige noget generelt om, hvordan en 65-årig eller en 80-årig dansker er. De ældre er højst forskellige individer. Vores kroppe bliver mere sårbare med alderen, men hvis vi undgår nedslidning og ellers er i god form, så kan vi blive ved med at arbejde stort set lige så længe, som vi er sunde og raske," siger Henning Kirk.

Over en kop kaffe i rækkehuset i Værløse nord for København, hvor han bor sammen med sin hustru, pædagogisk konsulent Kirsten Tang Kirk, uddyber han sit synspunkt.

"Det, der interesserer mig, er, hvordan det påvirker folks selvopfattelse og fremtidsperspektiver at have et aldersmæssigt skarpt hjørne som en pensionsalder på 65 år. Meget tyder på, at det har en selvforstærkende virkning på folks selvbillede: Nå, nu nærmer jeg mig den grænse, og så er jeg nok ikke så god længere. Den nyeste forskning viser, at det, at man har en grænse, har en negativ indflydelse på vores opfattelse af vores livskarrieres muligheder."

"Som kommende pensionist kan man glæde sig til rabatter på offentlig transport, museumsbesøg og briller. Men de rabatter er med til at fastholde behovet og forståelsen for en aldersgrænse. Den deler samfundet op i to grupper: vi og de, vi voksne og de ældre. Som pensionist træder man ud af de voksnes rækker," siger Henning Kirk.

Hans egen karriere som læge og samfundsmediciner har været koncentreret om aspekterne ved aldring. Han er medstifter af Gerontologisk Institut, som han var leder af fra 1989 til 1998. Siden har han arbejdet som selvstændig konsulent, foredragsholder og forfatter – de seneste år med hjernens vedligeholdelse som tema. Det er blevet til bøgerne "Det grå guld", "Hjernen bag erfaring", "Huskebogen – om hjerneøkonomi og god hukommelse", "Med hjernen i behold" og "Sådan holder du hjernen i gang".

Interessen for alder – kulturelt, psykologisk, lægeligt og historisk – blev vakt, da han som ung læge på Hvidovre Hospital opdagede, at de ældre patienter havde problemer, som lægerne ikke var gode til at løse.

"Som læger var vi klædt på til at interessere os for bestemte organer og sygdomme. Men så kunne vi stå over for især kvindelige patienter på over 80 år, som havde fem forskellige problemer, og det stod der ikke noget om i vores lærebøger. Det kunne være en blanding af dårligt hjerte, slidgigt, grå stær, depression og ensomhed, hvor alderen gav hvert problem et særligt udtryk. Alderen i sig selv var ikke noget problem, medmindre altså man havde et problem, for så kunne alderen gøre det værre i form af svækkelse, afhængighed, isolation og forringet livskvalitet."

Sammen med kollegaen Carsten Hendriksen begyndte han at lave undersøgelser om ældre patienter. Målet blev efterhånden at finde svar på spørgsmål som, hvorfor de som læger manglede viden om området, og hvorfor læger og mennesker generelt har negative forventninger til alderdommen.

"Hvordan så ældrebilledet ud, og hvordan kunne det tolkes? Der var så mange praktiske problemer, og det var det, vi beskæftigede os med på Gerontologisk Institut," siger Henning Kirk.

I dag går Henning Kirks forskningsmæssige interesse på, hvad mennesker bliver bedre til med årene.

"Det er seniorkompetencer, som er relevante for arbejdsmarkedet så som viden, erfaring, overblik, ekspertise, håndelag og empati. Vi bør gå efter alderens muligheder og udnytte det potentiale, der ligger i, at vi bliver bedre til nogle ting som for eksempel indsigt i livet. Det er noget, der kan komme vores børnebørn og andre til gode, hvis vi kan være mentorer og fortælle om, hvad der er vigtigt i tilværelsen."

"Der er også noget, vi bliver dårligere til. Vi taber for eksempel til vores børnebørn i huskespil, fordi vores indlæringsmulighed er afhængig af erfaring. Har vi ikke det til at støtte det, vi lærer, hænger det ikke fast. Og ved huskespil hjælper erfaring ikke en dyt."

"Men hvis vi ved, hvad der sker i hjernen, og hvad der er faktiske problemer og muligheder, kan vi også nedsætte risikoen for at udvikle demens. Det, og hvordan vi bliver bedre til at huske, er noget, som folk interesserer sig for. Det ved jeg fra, når jeg holder foredrag. Alle kender nogen, der har demens, og det virker meget voldsomt, blandt andet på grund af magtesløsheden over ikke at kunne gøre så meget. Men man kan faktisk godt hjælpe demente ved at stimulere deres sanser, følelser og bevægelser."

Ifølge Henning Kirk er to tredjedele af de 50.000 danskere, der p.t. har demens, ramt af alzheimer. Demens som følge af blodprop er på retur, fordi danskernes kredsløb er blevet sundere.

"Demens er ikke den almindelige måde at være gammel på, heller ikke for de 100-årige. Jeg har en grandtante på 106 år, og hun er ikke dement."

En måde at holde hjernen i gang på er at beskæftige sig med erindringsstof. Henning Kirk er selv medlem af Forfatterforeningens Seniorgruppe, der blandt andet arbejder med bøger om erindringer. Han har bidraget til antologien "En dag i mit liv", hvor han fortæller om den dag, han som ung læge af sin far blev bedt om at undersøge hans mave. Her diagnosticerede han en kræftsvulst, som faderen døde af et år efter som 62-årig.

"Det var voldsomt, fordi jeg i det øjeblik, jeg trykkede ham på maven, vidste, at det ville han dø af, og så den blanding af privat og professionelt."

Et andet projekt er blevet et kapitel i antologien "Store øjeblikke". Det handler om hans farfar og dennes første kone, der døde ung.

"Hendes død var en forudsætning for, at jeg lever. En del af det at blive ældre er at interessere sig for sammenhænge i ens liv. Det er meget spændende og en naturlig trang, især for folk, der læser og interesserer sig for historie. Fra vi er 40 år og bevidste om, at livet er endeligt, får vi behov for at skabe sammenhænge, der har betydning for vores liv. Man vil helst se en mening med det, der er sket, så det bliver sådan et slags ordensprojekt."

Henning Kirk, der er født i 1947, tilhører minus et år selv den store årgang af 78.000 snart 65-årige. Af dem vil 53.000 ifølge Danmarks Statistiks prognoser opnå at fylde 80 år i 2026.

"Det er helt vildt! Ud af den oprindelige årgang fra 1946 på i alt 96.000 danskere er overraskende få døde. Den gode historie er, at de ikke dør af de samme sygdomme, som deres forældre er døde af. Og de nye årgange har generelt ikke som deres bedsteforældre haft så mange indgribende infektioner som tuberkulose, difteritis og streptokokker – infektioner, der tidligere havde store konsekvenser for immunsystemet. Derfor har den gråhårede generation i dag et stærkere immunsystem end for 60 år siden."

"De nye 65-årige har også bedre uddannelser og arbejdsmiljø, når vi ser bort fra visse stressende arbejdsforhold. Så hvad betyder det for de 78.000 i deres sind, at de har en statsautoriseret aldersgrænse for deres pensionering? I 2026 vil mange af dem være fit for fight, så de skal da være undervisere, mentorer og opslagsværker," siger Henning Kirk.

Han erkender, at nogle ældre bliver nedslidte og har behov for at holde op med at arbejde. For den gruppe kunne man måske udskifte aldersgrænsen med en anciennitetsgrænse, hvor det er antallet af år på arbejdsmarkedet, der bestemmer, hvornår man stopper, foreslår han. Han mener desuden, at der bør blive iværksat tiltag for at ændre på kulturer og strukturer i brancher med hårdt arbejde for at forebygge nedslidning af medarbejdere.

Henning Kirk har ikke selv planer om at gå på pension, når han fylder 65 år.

"Jeg har tænkt mig at blive ved med at arbejde. Jeg har stadig lyst til at skrive og holde foredrag. Jeg cykler, går eller løber en tur hver dag. Jeg går til fransk og er begyndt at spille lidt klaver. Jeg læser også meget – historie, religionskritik og biografier."

"Og så kan det være, at jeg genoptager kinesisk, som jeg lærte, da jeg var ung, fordi jeg skulle til Kina og på kursus i akupunktur. Det ærgrer mig, når jeg ser et kinesisk tegn, som jeg kunne engang, men som jeg har glemt på grund af manglende brug," siger Henning Kirk og tilføjer:

"Det handler om at prøve noget nyt."

remar@k.dk