USA og Kina på vej ud i vanskelig balancegang

Hertil kommer, at styrkeforholdet hele tiden flytter sig i USA?s disfavør. Kina, der netop har overhalet Japan i økonomisk styrke, er i færd med at indhente USA, og hvorvidt det sker i 2020, som nogle økonomer forudser, eller i 2050, som andre mener, er for så vidt ikke det afgørende for deres forhold lige nu. Men retningen er klar.

Finanskrisen har i denne sammenhæng været et vendepunkt. Inden kurserne brasede sammen på alverdens børser, betragtede man i USA den stærke kinesiske vækst som et positivt led i globaliseringen og en fordel for USA?s egen økonomi.

Efterfølgende er man blevet klar over, at der er sket noget grundlæggende. De tabte arbejdspladser kommer ikke tilbage, og Kina er i fuld gang med at tage skridtet fra at være "verdens samlefabrik" til at blive en økonomisk kæmpe, som vil sætte sine egne standarder i den globale økonomi.

Allerede nu er velstandstabet meget føleligt i USA. Pessimismen breder sig i det ellers så optimistiske land, efterhånden som det tydeliggøres, at en stigende andel af den amerikanske befolknings overforbrug finansieres af kinesiske midler.

Også for kineserne var finanskrisen skelsættende. Kina spillede en helt central rolle i bekæmpelsen af den økonomiske krise, og man er kommet langt hurtigere ud af krisen end USA og Europa. De kinesiske vækstrater er vendt tilbage, hvilket har øget Beijing-regimets optimisme og forventninger om international politisk slagkraft.

Politisk er erkendelsen af denne grundlæggende ændring mest tydelig fra amerikansk side. I modsætning til forgængeren præsident Bush, der betragtede Kina som en strategisk rival, der skulle holdes i skak, er Obama langt mere åben over for et samarbejde med kineserne om globale spørgsmål.

Det er han også nødt til. USA kan stadig svinge taktstokken på den internationale scene, men man er ikke længere i stand til at løse problemerne alene eller sammen med sine traditionelle allierede, hvad enten det handler om klimaspørgsmålet eller truslen fra Nordkoreas atomvåben.

Forleden kunne den internationale finansavis Financial Times bringe nyheden om, at kinesernes udlåning af penge til udviklingslandene nu overstiger tilsvarende lån fra Verdensbanken – en stærk indikation af kinesernes økonomiske styrke og regimets ønske om at sikre sig global indflydelse med adgang til råstoffer.

I internationale forhandlinger kommer Kina mere frem på banen. Hvem husker ikke kinesernes ydmygelse af USA og Europa under det forkætrede klimatopmøde i København? Et tilsvarende mønster ses i internationale organisationer, hvor Kina ikke længere er til at komme udenom.

SELV OM DER er bred enighed om, at et stabilt forhold mellem USA og Kina er til gavn for verden som helhed, er der også omkostninger. Mindre lande, som af den ene eller anden grund befinder sig i en udsat position, kan få sværere ved at påkalde sig deres respektive supermagts omsorg og beskyttelse, hvis prisen bliver for høj på det store skakbræt.

Værst kan det blive for kinesiske systemkritikere og etniske og religiøse mindretal, der undertrykkes fra centralregeringen. Spørgsmålet om menneskerettigheder vil aldrig blive glemt fra amerikansk side, men man vil være opmærksom på ikke at tirre kineserne, hvis det får for store omkostninger. Andre vestlige lande vil anlægge samme linje.

Opbygningen af et forhold mellem USA og Kina, hvor man samarbejder, vil blive en balancegang for begge parter. At være på talefod er som bekendt langt fra det samme som at være enige, men foreløbig er alternativet værre, og det er parternes vigtigste drivkraft til at gå videre.

ehrenreich@k.dk