Birthe Rønn Hornbech |
21. januar 2011
Strukturerne må ændre sig med tiden, skriver kirkeminister Birthe Rønn Hornbech
NÅR JEG SER TILBAGE på mine 67 år som medlem af folkekirken, ser jeg tilbage på en udvikling i folkekirken fra en meget kirkeligt lovreguleret og ministerielt ledet folkekirke til en meget decentral folkekirke og frem til dagens samarbejdende folkekirke.
I min barndom var biskopperne meget fjerne, nærmest overjordiske personer. Menighedsrådene fik ganske vist lov til at stemme om forskellige bispekandidater, men hele valgproceduren var overladt til Kirkeministeriet.
Når stemmerne var talt sammen, kunne kirkeministeren i princippet frit vælge mellem de mandlige kandidater, medmindre en kandidat fik to tredjedele af stemmerne, og det hørte til sjældenhederne.
For blot 35 år siden bestemte menighedsrådene ikke meget. August Roesen skriver i bogen "Kirkeret" fra 1976, at menighedsrådene til gengæld havde pligt til at afgive råd og betænkning i de sager, som blev forelagt af provst, biskop eller ministerium.
Med til historien hører, at menighedsrådene allernådigst havde "ret til, også uden anledning dertil er givet fra de kirkelige myndigheders side, at tage sager og forhold, der vedrører sognemenigheden, under overvejelse og at henvende sig derom til biskoppen eller ministeriet".
Menighedsrådene havde et såkaldt rådighedsbeløb til at fremme det kirkelige liv. Beløbet udgjorde i 1949 maksimalt 500 kroner og blev løbende forhøjet til 6000 kroner – dog under særlige omstændigheder til 25.000. Voksede befolkningen meget i et sogn, kunne Kirkeministeriet tillade, at endnu større beløb henførtes under rådighedsbeløbet.
Da jeg kom i Folketingets Kirkeudvalg i 1984, var opbruddet begyndt, og årene siden har været præget af decentralisering af magten til menighedsrådene så meget, at der i nogle kredse har været en bekymring for, at folkekirken ikke mere kunne hænge sammen.
I kirkeminister Rechendorffs tid gennemførtes særlige bestemmelser om samarbejde mellem menighedsrådene, dog skulle man i høj grad have tilladelse i Kirkeministeriet. Dette krav om ministeriel tilladelse til samarbejdsaftaler med videre har jeg stort set afskaffet, så der er en friere ret til at samarbejde og sammenlægge.
PÅ GRUND AF DE store flytninger mellem by og land har biskopperne i en årrække måttet flytte rundt på præstestillingerne. Det har ofte kostet blod, sved og tårer og kreativitet hos biskopperne, for ingen ønsker jo at afgive deres præst. Der er blevet oprettet pastorater med mange sogne eventuelt med mere end en præst. Flere steder har man i årevis på nogle søndage måttet køre til nabokirken.
Biskoppernes forståelse for, at præsterne må være der, hvor menigheden er, sammen med fremsynede menighedsråd og en større frihed i lovgivningen har ført til en synlig bevægelse i retning af sammenlægninger og samarbejde.
Sognet er stadig fundamentet, men folkekirken er i dag i langt højere grad end i min barndom og i langt højere grad end nogensinde en samarbejdende folkekirke.
Hovedstaden udgør fortsat en særlig udfordring. Vi har netop fejret 50-året for Københavns Stifts største strukturelle ændring med deling af stiftet i 1961, da Helsingør Stift blev oprettet.
TEMA:
KirkelukningerMedens Helsingør Stift siden er vokset, hvilket har betydet indvielse af en del nye kirker, har Københavns Stift i hovedstaden, hvad medlemmer angår, i samme periode været udsat for et drastisk fald. Nogle melder sig ud, andre flytter, mange indvandrere tilslutter sig de kristne immigrantmenigheder, og andre bekender sig til de øvrige verdensreligioner.
Ligesom mange små sogne på landet har taget bestik af situationen, drøftes en større strukturændring i Københavns Stift. Der er mange planer, der også omfatter kirkelukninger.
Det er først og fremmest menighedsrådenes og stiftsudvalgets ansvar, at strukturen tilpasses behovet, så de ressourcer, der er til rådighed, bliver anvendt bedst muligt til kirkens liv og vækst.
Det kan gøre ondt at indse, at der ikke mere er brug for alle de mange kirker, der blev bygget omkring 1900-tallet. Det er ikke desto mindre en kendsgerning, at menigheden i flere områder i København i høj grad er skrumpet, samtidig med at der i andre dele af byen er et ønske om at bygge nye kirker på grund af befolkningstilvæksten.
Det er mit håb, at også menighedsrådene i København vil planlægge efter et ønske om at være kirke, der hvor folket er, frem for at klynge sig til gamle strukturer, som blev fastlagt i en helt anden tid med befolkningskoncentrationer helt andre steder end i dag.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad