britt skrev: Har det måske ikke været chokerende, at et begreb som "æresdrab" pludselig er blevet en del af vores hverdag i vesten?
Hverdag? Der har været 10 tilfælde af æresdrab i Norden de seneste 25 år. I fire tilfælde er det biologisk familie-medlem, der er blevet dræbt. I de øvrige 6 tilfælde, er det den tilgiftede familie det er gået ud over.
4 var tyrkere, 1 tyrkisk kurder, 3 pakistanere, 1 iraker og 1 iraner. I fire tilfælde var de dræbte mænd.
Hvor mange af disse drab handler reelt om ære? Og hvor mange om regulær hævn? Hævnmotivet er så vidt jeg kan vurdere i overtal.
Overvej hvor mange af de drab der begås i Danmark og Norden, der skyldes familiære kontroverser? Kald det ære, had eller tredje, substansen er det samme. Der var 50 drab i Danmark i 2010.
Straffelovens § 266 b forbyder ikke at sige offentligt, at æresdrab forekommer, og er et problem. Det kan enhver sige, hvis man vil.
Straffelovens § 266 b.:
Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.
Paragraffen handler ikke om, at man ikke må fornærme andre. Paragraffen handler at lægge andre for had. Alt man ikke har lov til at fremsætte udsagn, der direkte har til hensigt at skabe grobund for had eller stærk modvilje til bestemte grupper, alene pga. religion, etnicitet osv. Og som skærpende omstændigheder gælder det, når der er tale om propagandavirksomhed, hvilket Lars Hedegaard til fulde lever op til.
Personligt ser jeg ingen formildende omstændigheder hvad angår Lars Hedegaards udtalelse. Udsagnet er uhørt groft, og der er tale om velorganiseret propagandavirksomhed. Hvis det ikke var fordi der er præcedens var milde staffe, vil jeg mene at der var al mulig grund til at idømme maksimumstraffen. Hvilket ikke sker.