Maoister er Indiens største sikkerhedstrussel

Så sent som sidste år fik det indenrigsministeren, Palaniappan Chidambaram, til at indsætte 50.000 paramilitære styrker samt titusindvis af politibetjente, efter at maoisterne erobrede Lalgarh-distriktet kun 250 km fra millionbyen Kolkata i Vestbengalen og holdt regeringens soldater på afstand i måneder. Distriktet var det første befriede, som maoisterne kaldte det, men flere områder i den røde korridor er stort set uden for Delhis kontrol.

Et af problemerne for regeringen er delvist dårligt uddannede og udrustede soldater, men i lige så høj grad mangel på visioner for landområderne, siger Stig Toft Madsen, der er tilknyttet Nordisk Institut for Asienstudier under Københavns Universitet. For i de mange områder i det østlige Indien har udviklingen i mange år stået stille, og i forhold til byerne i den vestlige del af landet er området blevet stadig fattigere.

Mangel på arbejde er et af de store problemer, men uretfærdig fordeling og adgang til land er en anden, og det er en af maoisternes mærkesager.

"På paradoksal vis har Indiens enorme økonomiske fremgang givet maoisterne medvind. I kølvandet har landet nemlig oplevet en intensiveret jagt på mineraler og metaller, som er at finde i områderne i den røde korridor. Da den fattige befolkning ofte ikke har skøder på deres land, er de magtesløse, når et stort firma ønsker at oprette en mine under dem. Der er tale om store landområder, så mange mister deres jord, men minerne tilbyder ikke meget arbejde til de mange," forklarer Stig Toft Madsen

Mere arbejde til lokale og bedre sikkerhed for de fattige synes derfor den eneste mulighed, hvis Delhi virkelig vil maoisterne til livs. Og ikke bare lappeløsninger, understreger Stig Toft Madsen, men bæredygtige.

Flere steder i det grønne Vestbengalen er det da også præcis, hvad et jobgarantiprojekt forsøger at gøre. Iværksat for fire år siden af regeringen skal dæmningsbyggerier og brøndprojekter give arbejde til de lokale og udvikling til området. Og det er tiltrængt mange steder, for på trods af frodigheden og de smukke landlige omgivelser i Vestbengalen, er fattigdommen fremtrædende.

Kun få tjener penge nok til at forsørge familien, og små butikker bestående af et rum ofte uden lys eller pengestærke kunder er alt, hvad næringslivet kan præstere. Gamle forurenende Tata-lastbiler holder hjulene i gang, for med sort røg dampende ud af udstødningen er de ofte de eneste, der kan forcere de mange enorme huller, som vejene på landet lægger som udfordring for enhver bevægelse. Kun få af byernes politikere eller indbyggere kommer her, med mindre de skal, og derfor bliver kløften mellem land og by også blot større, som tiden går.

Indtil videre er det dog kun få landsbyer, hvor de offentlige byggerier er gået i gang, og det får flere eksperter til at frygte for yderligere opbakning til maoisterne. Blandt andre dr. Mahi Pal Singh, der er generalsekretær i People?s Union for Civil Liberties i Delhi.

"Udvikling og arbejde er vigtigt, men i lige så høj grad er de oprindelige folks rettigheder i de berørte delstater. Disse er de fattigste og mest sårbare, men lige nu inddrager staten deres land for at give det til multinationale virksomheder, så som miner. Soldaterne overtræder også borgernes rettigheder i de områder, som de arbejder i, voldtager kvinderne og brænder huse af, og så længe ingen bliver dømt for disse forbrydelser, så får maoisterne mere vind i sejlene. Soldaterne skal kontrolleres og trænes bedre, ellers ender det med åben borgerkrig i den røde korridor."

udland@k.dk