Trykkefrihedsselskabet får ikke lov at leje lokaler hos Indre Mission

Indre Mission har sagt nej til at udleje et lokale til Trykkefrihedsselskabet, fordi vi ikke ønsker at blive sat i forbindelse med Trykkefrihedsselskabets ofte respektløse kamp for ytringsfrihed. Det er Katrine Winkel Holm fra Trykkefrihedsselskabet fortørnet over, og hun anklager i dagens P1-debat Indre Mission for at falde på knæ for muslimerne, når vi ikke vil lægge lokaler til deres konference om injurieturisme.

Indre Mission driver et velfungerende diakonalt arbejde blandt nydanskere ud fra Internationalt Kristent Center i København. Flere af de 900 enkeltpersoner, som modtog danskundervisning sidste år, er muslimer. De vælger at komme til os og modtage danskundervisning på trods af deres eget ståsted, og de møder altid os med respekt og taknemmelighed. Derfor ser jeg heller ingen mening med, at de skal udsættes for at blive konfronteret med Trykkefrihedsselskabets respektløse kamp for ytringsfrihed.

Katrine Winkel Holm betegner afslaget som et forkølet knæfald for islam fra nogle af de eneste kristne, som hun troede havde rygrad. Jeg er helt enig i, at det er nødvendigt at stå op imod presset fra islamister, som vil begrænse vores ytringsfrihed, men vel at mærke således, at vi skelner mellem at konfrontere med selve det kristne budskab og så de generaliseringer, som Trykkefrihedsselskabet med Lars Hedegaard i spidsen står for. Hvordan man med Kathrines generaliserende syn på muslimer kan forestille sig, at nogen form for mission blandt muslimer kan bære frugt, er mig en gåde.

Ifølge Trykkefrihedsselskabet indebærer “ytringsfriheden retten til at håne, spotte og latterliggøre levende og døde, guder og mennesker, religiøse og politiske dogmer, også selv om det krænker borgere i dette land”. Den fortolkning af ytringsfriheden kan jeg ikke forbinde med det kristne menneskesyn. Vi har naturligvis ret til at kritisere andre, hvilket også indebærer risikoen for at komme til at krænke eller fornærme. Men at gå så langt, som til at sige, at vi har ret til at håne, er decideret farligt. Det eneste hånen bærer med sig er nemlig foragt. Hånen afbryder enhver form for dialog.

Hvis ikke vores ytringer begynder med, at vi bringer os i øjenhøjde med dem, vi taler til, så han eller hun føler sig set og hørt, så er der ingen chancer for dialog og dermed heller ingen chancer for, at vi vinder den anden parts forståelse for vores synspunkt. I virkeligheden kan man vel spørge sig selv, hvad der kræver mest rygrad: At kritisere ved at skyde kugler over i fjendens lejr, eller at stille sig direkte i øjenhøjde med ham og aflevere kritikken fra denne sårbare position?

Efter debatten skrev en af radiolytterne til mig:

”Ytringsfrihed er ikke en ytringspligt til at træde på det som er betydningsfuldt for andre mennesker; men en ret til at ytre sig – med omtanke.”