Statens Arkiver anonymiserer holocaust-ofre

Statens Arkiver svarede efterfølgende for sig i avisens debatsider og henviser til arkivloven, der fastsætter en 75-års tilgængelighedsfrist for arkivalier, der indeholder oplysninger om enkeltpersoners private forhold. Altså forsøger man at beskytte privatlivets fred. Rigsarkivar Asbjørn Hellum gør i indlægget ligeledes opmærksom på, at der trods alt gives dispensationer i 98,5 procent af ansøgningerne, og at arkivet har konkret erfaring med ofre eller pårørende, der har følt sig krænket ved at blive identificeret.

"Vi vurderede, at materialet er følsomt for de personer, der er afbildet, eller for deres efterkommere. Vi mener, at der er en risiko for at komme i konflikt med arkivloven, og vurderer, at usikkerheden må komme dem til gode. Alternativet er jo slet ikke at få billederne," siger Asbjørn Hellum til Kristeligt Dagblad.

Den forklaring køber Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson på ingen måde.

"Jeg kender ikke til nogen sager, hvor ofre eller efterkommere har følt sig skamfulde over nogle billeder. At henvise til præcedens holder ikke, og vi er af en eller anden grund havnet i den lille gruppe, der får afslag. I mine øjne er arkivloven inkonsekvent og arkivet indrettet på en måde, så embedsmænd individuelt tager beslutninger, der beror på forgodtbefindende snarere end regler," siger han og fortsætter:

"Man har misforstået det at være jøde i Danmark efter krigen. Der er ingenting at skamme sig over. Hvorfor denne restriktive praksis? Hvorfor skal jøderne have sorte bjælker over øjnene, som var de forbrydere? I stedet viser man bødlerne uden maskering. Man forfalsker historien. Danmark er det eneste demokratiske land med sådan en praksis. Det er på tide, at man letter restriktionerne i en forældet arkivlov," siger Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson

krasnik@k.dk