“Jeg ved, hvad de gjorde”

"I sidste måned identificerede jeg min bror, da jeg genkendte hans tennissko. I efteråret kontaktede de mig omkring min mor. De havde fundet hende, eller hvad der var tilbage af hende, i en bæk i landsbyen Jarovlje, omkring halvanden kilometer fra Vlasenica, min hjemby. Serberne, der boede der, kastede skrald oven på hende i 14 år. Hun var ikke alene. De dræbte yderligere seks på samme sted. Brændte dem. Jeg håber, at de først blev brændt, efter de døde. De identificerede min far for fire år siden, 11 år efter hans henrettelse. De fandt kun lidt mere end halvdelen af hans knogler. Kraniet var blevet knust bagfra. Lægen kunne ikke fortælle mig, om det var sket efter hans død."

Sådan skrev Hasan Nuhanovic, en af de få overlevende, i et brev til den bosniske avis Dani sidste sommer i forbindelse med 15-året for folkemordet i Bosnien. Nuhanovic arbejdede i 1995 som tolk for de hollandske FN-styrker. Herigennem oplevede han på nærmeste hold, hvordan de ledende hollandske officerer ikke magtede at beskytte områdets befolkning, selvom der var tydelige indikationer på en forestående massakre.

Den 13. juli 1995 havde 5000-6000 bosniske muslimer søgt tilflugt i den hollandske militærlejr i Potocari i Srebrenica-enklaven. Et område, der af FN var blevet udråbt til et officielt "safearea".

Blandt flygtningene var Nuhanovic? forældre, Ibro og Nasiha, og hans yngre bror Muhamed. De havde søgt tilflugt fra den fremrykkende serbiske hær i håb om at kunne nyde godt af det internationale samfunds garanti om beskyttelse. En garanti, der viste sig at gå i opløsning, i takt med at serberne øgede deres tilstedeværelse i området, og lederne for det relativt lille hollandske FN-kontingent følte sig mere og mere pressede til at forlade militærlejren.