Tigermoderen brøler. Kinesisk disciplin skaber amerikansk debat

Centralt i "tigermordebatten" er spørgsmålet om, hvordan forældre giver deres børn de bedste forudsætninger for at opnå succes og lykke. Amy Chua postulerer, at bløde vestlige opdragelsesmetoder hæmmer børn i at præstere deres ypperste og derigennem blive lykkelige.

Hendes kritikere dadler hende imidlertid for at være for optaget af målbare præstationer og for at promovere teknikker, der skaber fantasiløse, uselvstændige og ofte ulykkelige robotter.

"Det, som virkelig er trist, er, at Chua opretholder nogle meget farlige ideer," skriver eksempelvis den kinesisk-amerikanske blogger Betty Ming Liu i et indlæg med overskriften "Forældre som Amy Chua er årsagen til, at asiatisk-amerikanere som mig er i psykologbehandling".

Vestlige forældres problem er ikke manglende autoritet, men snarere, at de forsøger at forme deres børn til perfektion, hvadenten de gør det med tvungne klaverlektioner eller med økologisk babymad og perfekte iscenesatte børneværelser, mener forfatteren Hanna Rosin.

"Chua har diagnosticeret den amerikanske barndom fuldstændig forkert. Det, som priviligerede amerikanske børn har brug for, er ikke flere færdigheder og regler og matematikøvelser. De har brug for at slappe af og strejfe frit omkring, at udtrykke sig selv på måder ikke dikteret af deres overanspændte, overgeskæftige forældre," skriver hun i en kommentar i Wall Street Journal.

Tigermoderens slagsang rammer lige ned i Amerikas angst for nationens tilbagegang og for Kinas overlegenhed, påpeger den konservative kommentator David Brooks i avisen New York Times. Men at begå sig i skolecafeteriet er i virkeligheden mere kognitivt krævende end at sidde på biblioteket, og forældre som Chua overbeskytter – og undergraver – deres børn ved at nægte dem at deltage i sociale aktiviteter, skriver han.

"Hvor lærer de at håndtere andre mennesker? Hvor lærer de at konstruere og manipulere metaforer? Hvor lærer de at fornemme detaljerne i et miljø på samme måde, som en jæger aflæser et landskab? Hvor lærer de at opdage deres egne ufuldkommenheder? Hvor lærer de at sætte sig i andres sted og forudse andres reaktioner," spørger han.

Blandt de mest omdiskuterede ideer i Amy Chuas bog er hendes overbevisning om, at vestlige forældres "dit bedste er godt nok"-holdning og deres fokus på at undgå at skade deres børns selvværd hindrer afkommet i at indse, hvad de – med tilstrækkelig disciplin og viljestyrke – er i stand til at opnå i livet.

"De bekymrer sig over, hvad deres børn vil føle, hvis de fejler i noget, og de forsøger konstant at forsikre deres børn om, hvor gode de er, uagtet en middelmådig præstation i en prøve eller musikpræsentation. Med andre ord er vestlige forældre bekymrede over deres børns psyke. Det er kinesiske forældre ikke. De tager styrke, ikke skrøbelighed, for givet," skriver hun.

Kinesiske forældre kræver perfekte karakterer, fordi de tror på, at deres barn er i stand til at opnå dem, tilføjer Amy Chua. Hvis det ikke sker, "så går forældrene ud fra, at det er, fordi barnet ikke arbejdede hårdt nok for sagen," forklarer hun.

Og hun har en pointe, mener mange debattører. "Chua insinuerer, at vores modstand mod at kæmpe os frem mod vores mål ganske enkelt kan lægges til side. Det er for mig et befriende perspektiv og et, som er værd at forsøge at opretholde," skriver eksempelvis forfatteren Amy Gutman i et indlæg i internetavisen Huffington Post.

Meget kan læres fra Amy Chua og hendes faste hånd, mener også redaktør Caroline Howard, der blogger på erhvervsmagasinet Forbes? hjemmeside.

"Usikkerhed er som en hvid støj i børneopdragelse. Det er forfriskende at se en voksen på den nationale scene, der taler om værdien i regler og principper – især en uden politiske eller popkulturelle ambitioner eller motivationer," skriver hun.

Sandheden om det ideelle forældreskab gemmer sig imidlertid et sted i det lumske grænseland mellem på den ene side disciplin og pres og på den anden side frihed og bekræftelse, skriver kommentatoren Ruth Marcus i avisen Washington Post.

"Nøglen til god børneopdragelse ligger et sted mellem disse to tilgange, mellem at kræve for meget og at acceptere for lidt. Det vanskelige i god børneopdragelse ligger i den kendsgerning, at denne 'søde plet' er flygtig, individuel og konstant i forandring. Du kan være den heldige forælder, der rammer den, men du vil ikke vide det før mange år senere," konstaterer hun.

nyholm@k.dk