Hver anden søndag inviterer Peter M. Madsen og Berith Falch fra Byens Valgmenighed til gåmeditation i Smørmosen i Herlev. --
- Mikal Schlosser.
Nanna Schelde |
22. januar 2011
Hver anden søndag vil en gruppe fra Byens Valgmenighed meditere, mens de går i naturen med Kristuskransen i hånden. De søger nærvær med Gud
Stilhed med Gud hænger ikke på træerne. Eller måske gør den lige netop det.
En gruppe under Byens Valgmenighed i København er som noget nyt hver anden søndag begyndt at gåmeditere i naturen ved Smørmosen i Herlev. Gennem vandring i naturen og skiftevis stilhed og samtale forsøger de at finde ind i et nærvær med både Gud og medvandrerne. Et nærvær og en stilhed, som til daglig let bliver overdøvet af indkøbssedler, mobiltelefoner og madpakker.
"Vi vil tage udgangspunkt i en kristen tekst eller bøn og vil gennem stilhed og samtale søge Gud. Vi ønsker gennem vandringen at fokusere og filtrere forstyrrende tanker bort og at finde roen i bevægelsernes rytme og naturens lyde, dufte og skønhed," fortæller Peter M. Madsen, der sammen med sin kone, Berith Falch, er leder af gåmeditationen.
Gåmeditationen varer ligesom en klassisk søndagsgudstjeneste halvanden time og er inspireret af pilgrimsvandringen uden dog at være en pilgrimsvandring.
"Vi tilstræber den tilstand af tavshed og nærvær, som jeg forestiller mig, der er i en pilgrimsvandring. Vi skemalægger stilheden, for det kan være svært at tage sig sammen til at være stille. Det larmer inden i hovedet med tanker om hakket kalv og flæsk, som man skal huske at købe i supermarkedet," siger han.
Under den åndelige gåtur skal mobiltelefonen være slukket, så den ikke griber forstyrrende ind i stilheden. På turene vil udgangspunktet være Kristuskransen – et armbånd med 12 perler, der står for noget centralt i den kristne tro.
Berith Falch læser et kort stykke, som har sammenhæng med en af perlerne. Det kan for eksempel være stilhedsperlen eller Gudsperlen.
"Vi lever os ind i det, perlerne står for. Det gode ved meditative ting er, at det er kort. Det gør det lettere at holde fokus på meditationen."
Derudover er naturen i sig selv en inspirationskilde for de gående, hvilket kan komme til udtryk på forskellig vis. Det at kigge ud over vand oplever Peter M. Madsen som meget inspirerende.
Gåmeditationen udspringer af Byens Valgmenighed, men Peter M. Madsen håber, at den åndelige søndagsvandring også kan tiltrække søgende.
"Uanset om man tror på Gud eller noget guddommeligt, er man utrolig velkommen, men vi går selvfølgelig med et kristent centrum, og vi anser troen på Kristus som sandheden," siger han og fortsætter:
"Kirken har ry for at være støvet og gammel, men kristendom er også lig med spiritualitet. Vi vil gerne vise, at det ikke behøver at være østlig filosofi eller koste flere hundrede kroner at få en åndelig oplevelse."
Han kan ikke love, at man mærker Gud på sin første gåmeditation.
"Det er ikke en oplevelsestur. Det handler om din relation til Gud, og den kan vokse med tiden. Der skal investeres tid i relationer," mener Peter M. Madsen
schelde@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad