At male et dommedagsscenarie op, hvor der kun er to aktører tilbage på den danske dialogscene, er himmelråbende forkert, skriver Lars Buch Viftrup
SÅ HØRER VI om det igen, at dialogarbejdet i Danmark er trængt, ja, nærmest gået i eksil, men denne gang (Kristeligt Dagblad den 20. jan) får vi så en lille solstrålehistorie fra en lokal kirke at trøste os med.
Baggrunden for dette er en artikel fra den 13. januar, der hed ”Religiøst dialogarbejde nærmer sig afgrunden.”
Det virker, som om man går rundt med en forestilling om, at der var en gang, hvor kirkens dialogarbejde stortrivedes. Måske det er lukningen af Dialogcentret, der fremkalder denne nostalgiske reaktion. For dengang var der en mand, der fik dialogen på alles læber, og for en gangs skyld var det kirken, der satte dagsordenen.
Men der var jo kun tale om én organisation med én stærk frontfigur. Ud over det var der så godt som intet kirkeligt dialogarbejde.
Siden da er der kommet en lang række initiativer til, såsom IKON, IKS og F&R, foruden missionsselskaberne, der har taget religionsdialogen op, og så ikke mindst alle de forskellige initiativer på sogneplan.
Også de tværkulturelle initiativer løser opgaver, der har med religionsdialog at gøre. Dialogarbejdet har gennemgået en kæmpe transformation fra at være et outsiderfænomen, som enkelte organisationer tog sig af, til at være dagligdag for mange.
Dialogarbejdet er i dag en langt mere integreret del af kirkens arbejde. Det gør dog ikke lukningen af Dialogcentret mindre beklageligt, da de har løst en specialopgave, som vi andre nu må tage op.
SOM REDAKTØR for magasinet IKON har jeg naturligvis en stor interesse i, at dialogarbejdet prioriteres højt, for det er et utrolig vigtigt arbejde, ikke bare udadtil mod de andre religioner, men også indadtil i forhold til vores egen kirke.