Normalt er det alt det, som skiller belgierne ad, der plejer at skabe nyheder i Belgien. Men i disse dage samler befolkningen i det todelte land sig om én ting. De vil have en regering.
Skammen over at have erhvervet sig europarekorden i langsom regeringsdannelse er blevet for meget for en stor del af belgierne, som derfor gik på gaden i søndags for at forklare deres folkevalgte, at – på det tidspunkt – 224 dage uden så meget som skyggen af en regering er for lang tid, selv for Belgien. Og det var netop under overskriften "Shame", at fem unge studerende fik lokket over 30.000 belgiere fra både det hollandsktalende Flandern, det fransktalende Vallonien og det tosprogede Bruxelles til at gå i optog i hovedstaden for at fortælle deres politikere, at de burde skamme sig over at bruge over syv måneder på deres tovtrækkerier, uden at det har ført til noget.
"Jeres job er at finde løsninger og lave kompromiser. I er ikke popsangere eller filmstjerner, og det er på tide, at I forstår det. Så hold for en enkelt gangs skyld op med at jagte vælgere, drop jeres barnelege, der er en børnehaveklasse værdig og gør det arbejde, som I er blevet valgt til," lød det fra arrangørerne, der særligt har brugt Facebook til at engagere folk i deres kampagne.
Men indtil nu har det været umuligt at finde frem til et kompromis, der kan forene valgets sejrherrer, som heller ikke kunne være mere forskellige. Det rigere flamske nord har valgt en liberal politiker med et klart ønske om mere decentralisering af magten og et selvstændigt Flandern som langsigtet endemål. Mens vallonerne i syd og de fransktalende i Bruxelles har valgt en socialdemokrat, der vil bevare status quo. Den komplicerede belgiske valgmatematik betyder, at der skal dannes en regering over sproggrænserne. Men de flamske vindere kræver en statsreform, der vil give endnu mere selvstyre til regionerne, før de vil gå med i en regering, og interesserne på de to sider af bordet er simpelthen for forskellige til, at man har kunnet finde frem til en løsning.
Og selvom belgierne er vant til det politisk kaos og de uskønne forlig, der hører med til at få et land bestående af to nationer til at hænge sammen, så har det politiske dødvande midt i en finans-krisetid, hvor der er brug for en fast hånd på roret, nu fået frustrationerne til at brede sig. En myriade af folkelige protester er dukket op på internettet, i gadebilledet og i medierne af folk, der kræver at få en regering.
Nogle er traditionelle som den udsolgte støttekoncert, der i fredags samlede kunstnere på tværs af sproggrænserne i Bruxelles, eller søndagens march i hovedstadens gader. Mens andre er mere nymodens og skæve med en humor, som ikke fornægter, at en af surrealismens bannerførere, maleren René Magritte, også var belgier. Som for eksempel skuespilleren Benoît Poelvoordes opfordring til alle mænd om ikke at barbere sig, før der er fundet en regering. Der florerer også en opfordring til at boykotte rosenkål, der på disse breddegrader går under navnet Bruxelles-kål. Og dem, der ikke har tid til at deltage i rigtige demonstrationer, kan slå et virtuelt telt op foran indgangen til landets politiske magtcentrum på Rue de la Loi 16, hvor 142.000 internetcampister i skrivende stund befinder sig. Andre har gjort en dyd ud af nødvendigheden og har oprettet en hjemmeside, hvor man sekund for sekund kan heppe på Belgien i kapløbet med verdensrekordindehaveren Iraks 289 dage uden regering.
Men netop den lette og lidt spøjse natur af de folkelige ytringer, der af en komiker er blevet døbt "moules-frites-revolutionen" opkaldt efter nationalretten muslinger med pomfritter, betyder, at frustrationerne ikke stikker særlig dybt, mener Sarah Botterman, der forsker i vælgeradfærd ved Det Katolske Universitet i Leuven.
"Folk er meget ironiske omkring det, der foregår i politikken, og her får de et sted at ventilere deres mistillid ved, hvor dårligt det fungerer. Så det er mere symbolsk," siger Botterman, der understreger, at belgierne "generelt ikke er noget særligt vredt folk".
"Men almindelige mennesker er virkelig trætte af det her," siger hun.
Hun mener dog, at det er interessant, at folk i så høj grad går online for at mobilisere andre, og at det faktisk virker.
"Gennem de seneste par år er internettet blevet en kæmpe katalysator," siger hun.
Kritikere har været efter de folkelige "dan en regering"-protester, fordi det netop kun er selve regeringsdannelsen, der er missionen. Og at de derfor ikke tager sig af de underliggende uenigheder om, hvilken vej Belgien skal bevæge sig som land.
Men ifølge journalisten Johanne Montay fra det fransktalende Belgiens svar på DR, RTBF, er det fair nok, at man i et land, hvor man får bøder, hvis man ikke går i stemmeboksen på valgdagen, også kræver af politikerne, at de finder ud af at afspejle vælgernes vilje.