Hver af disse organisationer sætter sig ned og udarbejder deres principper: Hvad er vores mål, hvor vil vi hen, hvilke midler skal tages i brug? Hvordan passer islam ind her, og hvordan kommer sharia ind i billedet?

Når den knast er på plads, skal muslimerne bevæge sig videre til tredje fase, altså til de lokale myndigheder. De skal slå på, at de har mange muslimske børn i skolen, om skolen ikke skulle sørge for at tage hensyn til børnene i forhold til mad, påklædning, ramadanen og i selve undervisningen.

De skal altså henvende sig til de lokale myndigheder og institutioner, som gøres ansvarlige for kravene og problemerne. På denne måde bliver islam ganske langsomt accepteret som et offentligt anliggende af central betydning.

I DANMARK arbejder myndighederne efterhånden i døgndrift med islam, som nu er et legitimt og selvfølgeligt emne i byrådets eller skoleledelsens daglige arbejde og i forvaltningsproceduren. Alle har nu vænnet sig til, at de problemer, der skabes af islamiske særkrav, skal løses af demokratiets institutioner. Sygeplejersker, socialrådgivere, politifolk, lærere og andet skolepersonale, fængselsbetjente og alle mulige andre knokler på livet løs, mens elendigheden vokser.

Kvindelikvideringer, bandekriminalitet, hærværk, spisevaner, belastning af hospitalerne, manglende erhvervsduelighed er alt sammen problemer, de lokale skal løse og græmme sig over, for kravstillerne fremstiller ofte sig selv som ofre, der ikke selv har skyld i deres vanskeligheder med at begå sig i moderniteten.

Hizb ut-Tahrir er en af de vigtige aktører i islamiseringsprocessen. Først når politikere, diverse beslutningstagere, opinionsdannere med flere forstår køreplanen, vil vi kunne sætte foden ned over for islamisterne. Gerne, hvor det er muligt, i form af en enkeltbillet til et islamisk land, hvor de kan dyrke den sharia, vi andre vil gøre alt for at blive fri for.

Lone Nørgaard,

lektor, cand.mag,

Normasvej 39, Frederiksberg