Biskop støtter pavens opsang til arabiske lande om at sætte ind over for forfølgelser af kristne. Han tilslutter sig dermed kritikken fra kristne indvandrere i Danmark
Paven er i sin gode ret til at kræve handling fra muslimske lande, hvor kristne den seneste tid har været forfulgt og udsat for terrorangreb – eksempelvis i Egypten, hvor et bombeangreb mod en kirke nytårsnat dræbte over 20 personer.
Sådan lyder det fra flere fremtrædende kristne med mellemøstlig baggrund, som nu bor i Danmark.
DOKUMENTATION: Læs pavens tale"Det er grotesk, at paven ikke kan få lov at støtte vores kristne søskende, på trods af at hans budskab intet fjendtligt har i sig. Det er en venlig opfordring, som alle bør stå inde for. Godt nok bygger kristendommen på forsoning, men ikke på passivitet," siger Massoud Fouroozandeh, flygtning fra Iran og nu leder af den kristne menighed Church of Love.
LÆS OGSÅ: Muslimsk vrede over vestlig bekymring for kristneReaktionen fra de kristne indvandrere i Danmark kommer på baggrund af, at pave Benedikt har mødt voldsom kritik for at støtte forfulgte kristne i sin nytårstale. I talen sagde han, at "forfølgelse af ikke-muslimer i en række muslimske lande kræver opmærksomhed." Den besked faldt ikke i god jord hos Den Arabiske Liga og sunni-islams vigtigste organisation, al-Azhar, som tidligere på ugen gav udtryk for, at paven ikke bør blande sig i "interne arabiske anliggender".
"Arabiske konger og præsidenter udtrykker deres absolutte afvisning af visse stater og fremmede partiers forsøg på at blande sig i arabiske affærer ved at værne om religiøse mindretal," udtalte Den Arabiske Liga.
Pavens nytårstale har fået Egypten til at tilbagekalde sin ambassadør i Vatikanet, og det reagerer den danske biskop Steen Skovsgaard nu på. I et støttebrev til den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, udtrykker Skovsgaard fuld opbakning til pavens udtalelse.
Paven har ret til at blande sig, mener også Adnan Dahan, kristen flygtning fra Irak og bestyrelsesformand for Tværkulturelt Center.
"Alle kristne er i samme familie, så hvis en af os bliver forfulgt, bliver alle forfulgt. Og hvis ikke de kristnes overhoved, paven, siger noget, hvem skal så? Han giver sin støtte til de kristne, fordi det nu er dem, der bliver forfulgt, ikke muslimerne."
Tilsvarende støtte kommer fra egyptiskfødte Julia Thordal, sygeplejerske og medlem af menighedsrådet i Den Koptiske Kirke i Danmark.
"Kristne chikaneres og slås ihjel rundt omkring i verden, også i Egypten. Det er på tide, at verdenssamfundet aktivt involverer sig i et land, som ikke behandler sine borgere lige," siger hun.
Men paven burde have inkluderet alle forfulgte religiøse minoriteter i sin tale, mener kristne Stephan Shaba, som oprindeligt stammer fra Irak og er medstifter af Kaldæisk Forening.
"Det er ikke kun kristne, der bliver forfulgt. Moskéer eksploderer også, og muslimer dør. Paven skal tale generelt, for Jesus kom ikke kun for de kristne, han kom for alle mennesker."
gehlert@k.dk