Godt 200 amerikanske kirker ramt af tvangsauktion. Det vil fortsætte, advarer eksperter
Trængte menigheder og tårnhøje udgifter har ført til lukningen af godt 200 amerikanske kirker i løbet af de seneste to år.
Det viser en opgørelse, udført af
ejendomsfirmaet CoStar Group.
Ifølge opgørelsen er de amerikanske kirker blevet ramt af de samme faktorer, der har ført til, at millioner af amerikanere i dag er økonomisk trængte.
Under den voldsomme økonomiske vækst har kirkerne udvidet og bygget til for at huse stadig større menigheder og dermed skaffe endnu flere indtægter.
Men med finanskrisen er menighederne mindsket, folk donerer færre penge til kirken og derfor står tusinder af kirker nu med alt for store udgifter til store bygninger, grunde og medarbejdere.
Siden 2007, hvor finanskrisen så småt begyndte at vise sig, er antallet af kirker, der rammes af tvangsauktion, mere end tre-doblet, skriver
den britiske avis The Guardian under overskriften "Vekselererne er tilbage i templet".
Krisen har blandt andet ramt den såkaldte mega-kirke Ebenezer AME, der har en menighed på godt 10.000 medlemmer. Nu har banken dog svært ved at tilbagebetale sine lån, hvilket har fået banken til at kræve en reduktion af kirkens udgifter.
Ifølge den amerikanske
borgerrettighedsforkæmper Jesse Jackson er kirkernes lukning ikke kun et problem for kirken, men for mange lokalsamfund.
"Det er samfund, ikke kirker, der rammes af tvangsauktion. Vi har betalt mere for mindre, kirkerne og deres medlemmer trækkes ned af gæld. Men kirken er centrum i vores samfund", siger Jesse Jackson.
Ifølge CoStar, der står bag opgørelsen, tyder intet dog på, at kirkerne er på vej ud af krisen.
"Hvad der er sket fornyligt, kan vare i al evighed, hvilket kan virke en anelse ironisk i betragtning af, at kirker netop beskæftiger sig med evigheden", siger Chris Make, analytiker ved ejendomsformaet CoStar Group.