Da jeg gik i 2. klasse, bad jeg min højtelskede dansklærer om at skrive i min poesibog; den var i blåt velour med flotte, blanke ark, og endnu stod der kun et citat af Paludan-Müller, som min drilske matematiklærer åbenbart havde følt anledning til at finde frem:
"Fromme danske kvinder! Det er Danmarks mål".
Min dansklærer tog bogen med sig hjem, og da hun kom tilbage med den, havde hun skrevet et vers af ham, der senere viste sige at være hendes gode ven og nabo ovre i Hjortekær, Benny Andersen: "Verden er stor. Kaldes 'Moder Jord'. Der findes børn, der må flygte, men du har intet at frygte. Ingen skal mishandle dig – håber jeg."
Jeg blev glad, husker jeg, men samtidig også en smule forurettet, for hvad lignede det egentlig at komme der og skrive alverdens utryghed ind i min nye poesibog?
Det samme spørgsmål kan man for så vidt stille Oskar K. og Dorte Karrebæk, der med "Lejren" endnu en gang sprænger grænserne for, hvad en billedbog for børn kan være: Hvad ligner det at nedfælde utrygheden, mishandlingen, uretfærdigheden på barndommens blanke ark?
Og vel at mærke gøre det så suverænt, at man som læser ikke slipper bogen, selvom man væmmes og anfægtes inderligt af ord og billeder.
Den store bog består af en række dobbeltopslag, hvoraf det første forestiller røde blomster på en blå baggrund. Ser man kun det røde og blå, er billedet smukt og fredfyldt.
Men op imellem de røde blomster trænger en anden slags vækster; de er mørke og står som svajende skikkelser med tungen ud af halsen, som om de græder, skriger eller kaster op.
Og den røde farve viser sig snart at gå igen i de voksnes uniformsjakker. Øverst til højre står ordene: "Barndommen overgår alle?", som en modsætning til forestillingen om, at barndommen overgår alt andet, og en markering af bogens grundsynspunkt: at man ikke kan slippe for barndommen, men er tvunget til at stå den igennem, indtil man slippes ud på den anden side – som voksen.
Lejren er et billede på barndommen selv. En grum og gennemført allegori med associationer til kz- og flygtningelejre, asylcentre og – i den forbindelse ikke mindre ubehageligt – de institutioner et almindeligt barn i dag tilbringer alle barndomsårene inden for.
Man ser børnene ankomme og få numre i stedet for navne, de får håret barberet af og frataget tøj og ejendele. Barakkerne har blomsternavne, og de voksne er klædt ud som klovne, for det er naturligvis kærligt ment. Over porten står der i velkendte, smedede versaler: Kærligheden besejrer alle. Barndommen er indespærring, behovsudskydelse, normalisering, underholdning på de voksnes præmisser – alt sammen for børnenes egen skyld.
Oskar K. skriver med få ord børnenes karakterer og historier frem, så man som læser spontant sørger over, at man til sidst har glemt, hvad de hedder. Og netop navnet er vigtigt, for det er deri, håbet om alligevel at overleve som et helt menneske ligger gemt.
"Kun en nidding tager livsmodet fra et barn", skrev K.E. Løgstrup for godt 30 år siden i debatten om Bent Hallers "Katamaranen". Men det er heller ikke det, bogen vil. Den vil snarere vise, hvordan barndommens land også kan se ud.
"Lejren" vandt i 2010 førstepræmie i Statens Kunstråds konkurrence for bedste illustrerede bog til aldersgruppen 8 til 12 år. Man kan bestemt diskutere, om bogen overhovedet er for børn. Men det står ikke til diskussion, at den politiske billedbog med "Lejren" er genopstået i en ny, æstetisk formfuldendt udgave.
Oskar K. og Dorte Karrebæk: Lejren. 80 sider. 299,95 kroner. Høst & Søn.