Kunstneren Peter Brandes kan få stor betydning for folkekirken. Her ses hans udsmykning i Roskilde Domkirke.
- Marie Hald/Scanpix.
Carsten Bach-Nielsen Om smag kan man diskutere, men det er ikke sagen her. Hvordan skulle man kunne yde kunstværket fuld retfærdighed gennem en bog? Omend det ikke blot er én bog, men to, der følger Peter Brandes og hans mægtige kongeport i Roskilde Domki |
27. januar 2011
Yderst elegant publikation om Peter Brandes' arbejder i Roskilde Domkirke
Om smag kan man diskutere, men det er ikke sagen her. Hvordan skulle man kunne yde kunstværket fuld retfærdighed gennem en bog? Omend det ikke blot er én bog, men to, der følger Peter Brandes og hans mægtige kongeport i Roskilde Domkirke - og hans totalgestaltning af Sankt Andreas Kapel i samme kirke.
I en samtale med Jens Pedersen fremlægger Peter Brandes stille og velargumenteret sine bevæggrunde til, at han valgte at skabe det, han gjorde, på det sted, han gjorde det. Det er så vist ikke noget ligegyldigt sted, et sted, han har været før. Enhver der er steget af toget i Roskilde, har mødt Brandes i monumentalform ude på banegårdspladsen. Nu er det domkirken, der er om noget er et nationalt monument, optaget på Unescos liste over verdens kulturarv.
Vestporten, den såkaldte kongeport, bestod i en midlertidig løsning fra 1800-tallet, en dobbelt port af træ. Peter Brandes fik i opdrag at erstatte den med en vægtig bronzeport. Skabt og støbt i Italien. Vægtig i egentligste forstand, for den vejer noget mere end den gamle af træ. Udadtil i mørklødet bronze - med de 12 apostle. Indadtil mod kirkerummet som den anden pol i aksen fra den forgyldte altertavle. Her er motivet Emmaus-mødet, hvor Kristus giver sig til kende.
Ud over denne kunstneriske kraftanstrengelse, der har lagt alen til en i forvejen fornem bygning, fik Brandes opgaven at omdanne Sankt Andreas Kapel i domkirken til et meditationsrum. Men så enkelt blev det jo ikke, for Brandes er ikke spiritualist; han arbejder med kød, blod og krop. Hvor møder man det? I dåben og nadveren.
Andreaskapellet er blevet et fuldgyldigt gudstjenesterum, hvor Brandes elegant og stofligt spiller op mod fortiden, middelalderen, så ingen af de to bidragydere har noget at lade den anden høre. Tænksomt forankret og fri i forhold til ikonografien og med en materialebevidsthed, som næppe andre i dansk kunst af i dag kan præsentere, har Brandes skabt et totalkunstværk af bronze, højpoleret eller bevidst eksperimenterende legeret til nye udtryk, mosaik som de gamle mestre i Ravenna og i glas - forklarelsen på bjerget så fast i linjen og transparent, at det er en fryd.
Bogværket fremlægger overvejelserne og skitserne. Vejen over to bind fra tanke til værk. Det er statelige bind, der bærer det umiskendelige præg af, at Brandes selv har været der. Tungt, mat papir med optagelser, der glimrer. Det er her bogen, der er kunsten. Man tør næsten ikke tænke kunsten. Alt kan diskuteres, især kunst. Brandes gider sådan set at diskutere med os alle, her, gennem denne fine samtale med formanden for Roskilde Kunstforening. Jævnt og ligetil - så man næsten glemmer den klo, der dybt i materialet får det komplekse til at stå lyslevende og uafrysteligt. Det kan man kalde en kunst. En fornøjelse helt igennem.
kultur@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad