Flemming Vang |
27. januar 2011
Jeg bryder mig på ingen måde om Grønkjærs højtflyvende tankespind, skriver Flemming Vang
I TO KOMMENTARER i Kristeligt Dagblad den 13. januar og 15. januar forsvarer henholdsvis Gudmund Rask Pedersen og Thorkild Schousboe Laursen Niels Grønkjærs filosofiske smuler, og i kronikken den 18. januar søger Lars Sandbeck at ridse fronterne op.
LÆS OGSÅ: En overnaturlig Gud er en død GudOm noget synes det tydeligt, at netop dette med at markere og tydeliggøre fløjene på en måde, der for mig at se er tæt på at umuliggøre sameksistens i kristelig sammenhæng mellem disse fløje, er, hvad Grønkjærs tankespind i virkeligheden bidrager med.
Jeg bryder mig på ingen måde om Grønkjærs højtflyvende tankespind, som han egentlig selv indleder med at omtale som mysteriets eller paradoksets umulighed.
Jeg har svært ved at se, hvad Schousboe Laursen egentlig bidrager med, for det forekommer mig, at han anvender betegnelsen "kirkelig højrefløj", som om det var et argument i sig selv. Han spørger retorisk: "Hvornår lader den kirkelige højrefløj sig inspirere til bare en smule nytænkning?".
Når Schousboe Laursen ligner højrefløjen ved "pavlovske hunde", er spørgsmålet tåbeligt, for hvis dette skulle ske, ville der ikke længere eksistere en højrefløj, som Schousboe Laursen kunne harcelere over.
Nytænkning fordrer ikke alene et objekt for tænkningen, men også et grundlag for at tænke nyt.
Jeg bryder mig ikke om Grønkjærs projekt, fordi det netop gør Gud til objekt for mennesket. Ydermere fremstår mennesket som grundlaget for denne umulige nytænkning om Gud – kan man tillade sig det? Jeg synes, det vender sagen på hovedet, for nok er jeg enig i, at teologi kan forstås som antropologi, men netop kun i denne rækkefølge. Teologi er ikke en viden om Gud og hans væsen. Den er tale om Gud, sådan som han er – uomgængelig for mennesket i dets eksistentielle ansvar og for dets frelse.
Her er noget, som ateisten bogstaveligt talt kan slå sig fordærvet på, og sådan må det nødvendigvis være. For er forkyndelsen af evangeliet ikke Ordets sværd, som fordrer en personlig stillingtagen for eller imod "Guds virkelighed"?
Lige netop her er Grønkjærs drivkraft for mig at se suspekt i ekstrem grad, for han ønsker et endeligt opgør med ateismen ved at bekæmpe teismen, som Schousboe Laursen formulerer det.
Altså en direkte krigserklæring mod en del af det kirkelige landskab for at lukke munden på ateisterne. Tillad mig et naivt spørgsmål: Vil ateisten ikke kun tie stille, når der ikke længere eksisterer noget at tale imod? Hvis jo – hvis ærinde er Grønkjær så ude i, og hvad bliver der af den personlige stillingtagen?
I bibelsk sammenhæng er Gud aldrig ny i den forstand, at han er foranderlig. Han er "ny" i den forstand, at han bestandigt på ny kommer mennesket i møde til alle tider, men det er der netop ikke noget nyt i.
HELLER IKKE selvom Gudmund Rask Pedersen skræver længere end de sproglige bukser egentlig kan bære med at omtale Grønkjærs bog som "en rigtig god julebog om den gode gamle Gud, som bestandigt er i bevægelse og kommer os i møde som den nye Gud".
Gud kan være ny i forhold til menneskets forventning. Men et møde med "Gud, ved Kristus Jesus, vor Herre", som leder til tro på samme, vil uvægerligt lade mennesket træde i eksistentiel relation til den, som han/hun så at sige genkender som netop: den gode gamle Gud.
Det er den tidløse og uendelige – og dermed metafysiske – Guds handling ind i tiden og endeligheden gennem ordets inkarnation, som giver mennesket muligheden for at forny sig og lade sig forlige med Gud.
Det er i forkyndelsen af Guds historiske handling gennem sønnen, at Gud bestandigt på ny kommer mennesket i møde til alle tider og i alle kulturer, men hvis Gud reduceres til noget, som egentlig først opstår mellem mennesker og dermed er afhængigt af mennesker, hvordan skulle han så kunne handle på trods af mennesket og dets forventninger?
Er det ikke netop denne relation mellem Gud og verden eller mennesket, som er omdrejningspunktet i den bibelske formidling af Guds åbenbaringer i historien?
Flemming Vang,
Søndersøvej 108,
Vissenbjerg
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad