Barack Obama under talen om nationens tilstand i Kongressen. I kølvandet på det nylige attentatforsøg på kongresmedlemmet Gabrielle Giffords i Tucson gjorde republikanske og demokratiske politikere op med en århundredlang tradition for at sidde opdelt i hver sin side af salen for i stedet at blande sig partimæssigt. --
- Martinez Monsivais/Reuters/Scanpix.
Sidsel Nyholm |
27. januar 2011
USA's præsident, Barack Obama, roses for at holde en stærk tale for en svækket nation. Men han undveg de sociale og moralske emner, som deler amerikanerne
Barack Obama opfordrede amerikanerne til at finde sammen om en fælles plan for at "vinde fremtiden", da han natten til i går dansk tid holdt den årlige præsidentielle "State of the Union"-(nationens tilstand) tale i Kongressen. Og den tv-transmitterede statusopdatering til folket, som sikrer præsidenten årets største publikum, var designet til at være en opløftende og beroligende motivationstale til en usikker nation ramt af fremtidsangst.
I ugemagasinet Time betegner den politiske veteran Mark Halperin den timelange tale som en tilbagevenden til den "oprindelige Barack Obama" – den betagende politiker med en uovertruffen evne til at inspirere og motivere.
"Obamas præsentation var tæt på fejlfri: optimistisk og animeret, tilbagelænet og sikker, overraskende engageret, selv når han henfaldt til den professortone, som han foretrækker frem for brandtaler," skriver han.
Som en symbolsk gestus i slipstrømmen på det nylige skuddrama i Tucson i Arizona, hvor et attentatforsøg på det demokratiske kongresmedlem Gabrielle Giffords kostede seks mennesker livet og efterfølgende førte til selvransagelse om den hadske politiske retorik i USA, gjorde republikanske og demokratiske politikere op med en århundredlang tradition for at sidde opdelt i hver sin side af salen for i stedet at blande sig partimæssigt. "De tværpolitiske duoer bevægede sig ned ad gangen som unge par på en skøjtebane, akavede, men kåde," lyder det i en reportage i avisen Washington Post.
Og det var med til at skabe en anden, mere forsonlig stemning end i de seneste års debatter og "State of the Union"-taler, skriver den politiske kommentator Howard Fineman i internetavisen Huffington Post.
"Bundlinjen er, at i en times tid var støjen og den anklagende tumult i vores debatkultur fuldstændig væk. Ingen råbte, 'du lyver!' Ingen sprang op i et aggressivt forsøg på at udstille eller udfordre andre," skriver han.
I lighed med andre kommentatorer bemærker Howard Fineman dog også, at den fællesskabsfølelse, som talen fremkaldte, skete på bekostning af visse temaer.
"Præsidenten gjorde det ved at undgå så godt som alle splittende emner: ingen bemærkninger om abort eller våbenkontrol, meget lidt om immigration eller religionsfrihed," konstaterer han.
Barack Obama holdt sin "nationens tilstand"-tale på et tidspunkt, hvor befolkningen allerede har afsagt sin dom: Nationens tilstand er ikke god. En Gallup-måling viser, at amerikanerne er utilfredse på så godt som alle fronter, og at de har mistet tillid til deres egne og deres børns muligheder for at rykke frem i livet og opfylde den amerikanske drøm. Et flertal betegner nu Kina som verdens førende økonomiske magt. I en anden måling giver tre ud af fire amerikanere nationens "moralske klima" bundkarakterer.
Præsident Obama anerkendte denne utilfredshed og uvished.
"Mange mennesker, som ser med i aften, kan huske en tid, hvor det at finde et godt job betød at dukke op på en nærliggende fabrik eller forretning nede i byen. Du behøvede ikke altid en uddannelse, og konkurrencen var i det store hele begrænset til dine naboer. Og hvis du arbejdede hårdt, var chancerne gode for, at du havde et job for livet med en anstændig løn, gode tilskud og den lejlighedsvise forfremmelse," sagde Obama, inden han konstaterede, at "verden har ændret sig".
Resultatet af næste præsidentvalg afhænger imidlertid af, om jobbene vender tilbage, og Barack Obama mindede sine landsmænd om nationens tradition for vedholdenhed og forsikrede, at amerikanerne altid har været i stand til at forme deres egen skæbne.
Blandt præsidentens planer for at hive nationen ud af det afgrundsdybe hul er ifølge talen at forbedre USA's infrastruktur, sikre flere amerikanere en uddannelse, investere i innovation og grøn energi samt at skære ned på statslige programmer og tilskud. Eksempelvis foreslår han at gøre en ende på de store statstilskud til olie- industrien.
Men talen indeholdt mere vision end substans, mener adskillige meningsdannere.
"I det store hele har jeg ingen anelse om, hvad som visionen er her. Vi drager omsorg for fremtiden! Men vi vil ikke bruge penge!", skriver eksempelvis økonom og klummeskribent Paul Krugman i avisen New York Times.
Præsident Obama gik på talerstolen med politisk medvind i ryggen. Hans popularitet er stigende, og ifølge en serie af meningsmålinger betragtes han nu i mindre grad som en venstresøgende præsident langt fra den politiske midte. Det skyldes blandt andet hans tale til mindehøjtideligheden for de døde i Tucson-tragedien, der tillod ham at agere både prædikant og landsfader, samt at han har vist vilje til at indgå politiske handler med republikanerne.
Nu er spørgsmålet, om han kan sammensmelte politik og regeringsførelse på en måde, der giver amerikanerne deres fremtidshåb tilbage. "State of the Union"-talen demonstrerede præsident Obamas "skånselsløse politiske behændighed", skriver reporteren Mike Allen i internetavisen The Politico.
"Talen var lejret med retorik designet til at lyde høflig, forenende og opløftende. Men den var fyldt med forslag, der ifølge præsidentielle rådgivere er designet til at ryge det republikanske parti ud af hullet – at tvinge republikanerne til at løfte sløret for deres egne planer," skriver han.
I det officielle republikanske svar på talen leverede kongresmedlem Paul Ryan, der fokuserede på USA's enorme statsgæld og kritiserede præsident Obamas økonomiske redningspakke, et nedslående budskab:
"Ærligt talt, fra en borger til den anden: Vi har stadig tid. Men ikke meget tid. Hvis vi fortsætter ned ad den sti, vi er på nu, så ved vi, hvad vores fremtid bliver. Bare se, hvad der sker med Grækenland, Irland, Storbritannien og andre lande i Europa. De handlede ikke i tide (?) deres regnskabets time er oprunden. Vores venter rundt om hjørnet. Derfor må vi handle nu," lød det fra Paul Ryan.
Allerede i går begyndte Obama at sælge den vision, som han opridsede i talen, da han rejste til industristaten Wisconsin for at møde vælgerne og tale om økonomi og jobskabelse.
nyholm@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad