En snert af lethed

Stemningen i Bodil Jørgensens hjem er uformel. Der bliver ikke gjort noget for at skjule, at her bor en familie, der prioriterer nuet og hinanden.

"Lille Rigmor holder så meget af det her," siger Bodil Jørgensen og flytter en plastikkylling, et skærebræt og en plastikkniv fra spisebordet.

"Hun elsker den lyd, det giver, når hun skærer et kyllingelår af," forklarer hun og lader den lille kniv glide gennem velcroen, der forbinder kyllingelår med kyllingekrop.

Lille Rigmor, som hun konsekvent bliver omtalt af den stolte mor, kom til verden, da Bodil Jørgensen var 47 år. Hendes porcelænsagtige stemme bliver en anelse kraftigere, når hun fortæller, at hele verden fremstod som en lyserød og uvirkelig drøm, da datteren gjorde sit indtog i en familie, der indtil da havde været præget af drengefarver og drengelege. Med lille Rigmor fulgte også plastikkyllinger og prinsessefarver.

"Selvfølgelig talte vi om, at vi blev gamle forældre. Det er altid på forhånd, at vi som mennesker tvivler. Tvivlen er med til at pirre vores virkelighed. Men i forhold til om jeg skulle have endnu et barn eller ej, tvivlede jeg slet ikke. Det lille liv kunne jeg ikke få mig selv til at afvise. Og overraskende nok, var der ingen, der var skeptiske. Alle sagde, det skal du, og det kan du klare."

Datteren er opkaldt efter Bodil Jørgensens egen mor, der er dement og bor på et plejehjem i den sydjyske by Vejen, hvor skuespilleren voksede op. Forældrene var lærere på den lokale folkeskole, og de gav Bodil Jørgensen og hendes to søskende en barndom, der bød på kirke om søndagen, campingture og en mor, der holdt af at bage og sylte med børnene ved sin side i villaen i weekenderne.

"Nu hvor den gamle Rigmor er på vej væk, så er det godt, at vi har fået en ny lille Rigmor," siger hun og holder en lang pause, mens blikket bliver fjernt:

"Og så har de mere end navnet til fælles. De bruger begge to ble, og det synes lille Rigmor er meget betydningsfuldt," siger Bodil Jørgensen, mens hun kniber øjnene sammen og sender en afdæmpet latter ud i rummet.

En soveplads, der er kilet ind mellem et stort skab og køkkenbordet, vidner om, at familien absolut ikke har noget imod at færdes tæt på hinanden. Blot få meter fra køkkenets komfur havde familiens to voksne "soveværelse", inden lille Rigmor flyttede ind på Nørrebro.

Så måtte den toværelses lejlighed forstørres. Og da nabolejligheden blev tom, forvandlede den lille lejlighed sig til et helt palads med endnu et køkken, en stue til at lege i og et rigtigt soveværelse med dør, hvor Rigmor kan sove trygt i en lille seng ved siden af sine forældres.

Og hvorfor bruge tid og penge på en stor ombygning, når en lille interimistisk gang mellem to lejligheder – der godt nok kræver, at man dukker nakken og ikke har en alt for rund figur – er nok?

"Børnene og deres venner elsker det her. De løber mellem de to lejligheder og synes, at den lille gang er fantastisk og næsten eventyragtig."

I det hele taget kræver Bodil Jørgensen ikke så meget. Hun lader sig beredvilligt kaste rundt på livets uransagelige veje og fokuserer på det gode frem for det onde. Hun forventer ikke, at andre forstår hende og hendes valg fuldt ud. Det er nok, at Gud gør det.

"Jeg hviler mit hoved på min tro. Gud kan jeg sige alt til og dele mit inderste med. Det at være til er ikke altid det nemmeste i verden. Derfor beder jeg aftenbøn og takker for alt det gode. Der er så meget at takke for. Jeg gransker mig selv via ham," fortæller hun og lader igen blikket tage på rejse ud i intetheden og hvisker:

"Livet er så fint."

Som hun sidder der, er det næsten ikke til at tro, at det er den samme kvinde, der blandt andet spiller den opmærksomhedskrævende, dominerende og umulige mor i satireprogrammet "Rytteriet". Hun benægter ikke, at hun ser sig selv i mange af de figurer, hun har spillet. Figurer, som ofte er pacifistiske, lidende og undertrykte. Hun har en svaghed og særlig evne til at spille "kvinder, der halter", som hun beskriver det. Med rollen som Karen i "Idioterne" som det mest ekstreme tilfælde. Men også i tv-serien "Krøniken" spillede hun en kuet kvinde som Idas mor.

"Det er roller, der er på kanten. De løber med det ene ben og slæber det andet efter sig. Det er tragiske kvindefigurer, der også har en snert af komik og lethed over sig. Og det er sådan, det skal være. Selv der hvor livet er allermest tragisk, skal vi kunne finde ind til letheden," siger hun og forsætter:

"Jeg er én af dem, for hvem livet gør, hvad det vil med én. Jeg tackler livet med de midler, jeg har. Men jeg er lige så sprællende i Vor Herres net som alle andre."

Da hun under indspilningerne til "Fruen på Hamre" mødte filmfotografen Morten Søborgs skarpe blik, udfordrede livet hende. Hun var forelsket og kunne ikke andet end at forlade sin daværende mand, Henrik Sartou.

I tiden efter skilsmissen kunne hun ikke få sig selv til at bede aftenbøn. Hun følte, at hun havde svigtet Gud, og derfor vil hun heller ikke kirkeligt vies igen.

Aftenbønnen blev senere genoptaget, og det er et fast ritual, som hun også har videregivet til sine børn. Den daglige kontakt med Gud er en mulighed for at takke for livet, bede om beskyttelse og finde roen.

Særligt den yngste søn, Østen, er stor tilhænger af det, man i familien kalder en gumbas, og som også praktiseres i satireprogrammet "Rytteriet". En slags tranceagtig tilstand, der fremkaldes gennem en monoton stemmeføring.

Bodil Jørgensens stemme mister igen noget af sin styrke, og hun lukker øjnene:

"Du ligger i en hængekøje. Du vugger frem og tilbage. Og du kigger op. Så ser du Guds milde ansigt. Du ser, at det er ham, der står og vugger dig. Du er Østen, og du bor på Nørrebro sammen med din dejlige familie. Og lige om lidt sover du."

Hun hæver stemmen en anelse og siger: "Og så sover han, den er sikker hver gang. Det er fast ritual de aftener, hvor jeg ikke er på teatret."

Også Bodil Jørgensens ældste søn, Johannes på 13 år, er optaget af Gud og livet efter døden. Særligt efter at Johannes' far i 2005 døde af kræft – 40 år gammel. Trods dødsfaldet tvivler ingen af dem på, at Gud eksisterer.

"I stedet forestiller vi os, at Henrik er fløjet videre op til Gud, og at vi alle skal mødes der, når vores liv her på jorden er forbi. Det nytter ikke at være bange for det sørglige. Hvis man ikke tør dvæle ved det svære i livet, så bliver vi ikke i stand til at mærke det gode."

Derfor tager Bodil Jørgensen heller ikke kun familien med i kirke juleaften for at fejre glæden og Jesu fødsel. Også når påsken kommer med dens sørgmodige budskab, er familien på plads på kirkebænken.

Bodil Jørgensen går endnu en gang ind på Østens værelse: "Skal jeg ikke lave dig en kop te? Havde du en dejlig gåtur hjem fra skole? Havde du? Det var dejligt at høre."

Hendes lille krop – helt klædt i sort – bevæger sig lydløst tilbage til køkkenet. Det er ved at være tid til at hente lille Rigmor i børnehaven.

"Jeg elsker at cykle med hende. Så sidder hun der foran og fortæller om, hvad hun ser på vejen. Og så vender hun sig om og siger: ?Mor, du er så blød. Og varm?."

Blikket forsvinder igen, men denne gang har det selskab af et drømmende smil. Hun sidder allerede på cyklen med lille Rigmor.

Så vender hun tilbage til køkkenet:

"Men de udfordrer mig også. Især lille Rigmor. Hun går sine egne veje. Men så er det fint at opleve, at jeg sagtens kan løse konflikter uden at bruge magt. Og hvis der er noget, der går i hårdknude, så kan humor være det greb, der løsner knuden. Med Johannes, der snart nærmer sig teenagetiden, er det vigtigere, at jeg bare lytter. Og så gør jeg det."

skovhoej@k.dk