Høflighed må ikke spærre for sandhed

OFTE HØRER MAN folk undre sig over, så tit kirkefolk er oppe at slås. De er uenige om, hvordan man forstår Gud selv. Han er nok almægtig, men hvordan bruger han denne almægtighed?

I de senere år har der været en længere diskussion om, hvad bønnen "led os ikke ind i fristelse" i fadervor betyder: Kan Gud friste og altså også gøre noget ondt, føre os i uføre i kraft af sin almægtighed?

Kristendommen hævder radikalt og helt i modstrid med næsten alle andre religioner, at Gud blev menneske, idet han lod sig føde med en jordisk mor og sig selv som far. Det er en dristig påstand, som kun accepteres af de kristne, mens andre ryster på hovedet. Andre.

Vi bryder os til gengæld ikke om Muhammed, Buddha, Shiva og alle de andre guder, der er ude i verden. Det er de "andre", som vi siger, vantro religioner, som vi egentlig ikke har noget at gøre med.

Men det har vi jo alligevel om ikke af andre grunde så ved, at vi lever i det samme samfund, som rummer mange tilhængere af disse religioner. For eksempel er der vel mellem fem og 10 procent muslimer i Danmark.
Endnu mere frapperende er antallet af østlige religioner, herunder især buddhismen, som er ved at arbejde sig ind mod hjerterødderne i dansk religiøs færden. Særligt udbredt skulle disse strømninger være blandt de ledende lag inden for økonomi, politik og humaniora.

Hvordan har kirken reageret på disse forandringer i det religiøse billede i Danmark? Vi har handlet ud fra vore historiske forudsætninger.