Jan Lindhardt |
28. januar 2011
vi går galt i byen, hvis vi i religionsdialogen nøjes med at være høflige i stedet for at holde fast ved sandheden, skriver Jan Lindhardt
OFTE HØRER MAN folk undre sig over, så tit kirkefolk er oppe at slås. De er uenige om, hvordan man forstår Gud selv. Han er nok almægtig, men hvordan bruger han denne almægtighed?
I de senere år har der været en længere diskussion om, hvad bønnen "led os ikke ind i fristelse" i fadervor betyder: Kan Gud friste og altså også gøre noget ondt, føre os i uføre i kraft af sin almægtighed?
Kristendommen hævder radikalt og helt i modstrid med næsten alle andre religioner, at Gud blev menneske, idet han lod sig føde med en jordisk mor og sig selv som far. Det er en dristig påstand, som kun accepteres af de kristne, mens andre ryster på hovedet. Andre.
Vi bryder os til gengæld ikke om Muhammed, Buddha, Shiva og alle de andre guder, der er ude i verden. Det er de "andre", som vi siger, vantro religioner, som vi egentlig ikke har noget at gøre med.
Men det har vi jo alligevel om ikke af andre grunde så ved, at vi lever i det samme samfund, som rummer mange tilhængere af disse religioner. For eksempel er der vel mellem fem og 10 procent muslimer i Danmark.
Endnu mere frapperende er antallet af østlige religioner, herunder især buddhismen, som er ved at arbejde sig ind mod hjerterødderne i dansk religiøs færden. Særligt udbredt skulle disse strømninger være blandt de ledende lag inden for økonomi, politik og humaniora.
Hvordan har kirken reageret på disse forandringer i det religiøse billede i Danmark? Vi har handlet ud fra vore historiske forudsætninger.
DANMARK ER et lille, homogent land, formet ved og af Reformationen i 1536, hvor al jord blev overført til kongen, som var landets hersker ikke blot af navn, men også af gavn.
En kendt folketingskvinde sagde engang, at skolen skulle lære børnene det, som alle andre kan. Det er et gammelt dogme i vor tradition. Indførelsen af den uniformerende undervisning begyndte kort efter Reformationen, hvor grundlaget for folkeskolen blev lagt.
Senere fik man en slags eksamen, nemlig konfirmationen, hvor den enkelte skulle bekræfte sin dåb, ikke i form af nogle særlige følelser, men ved hjælp af de kundskaber han eller hun havde tilegnet sig.
Her var ikke brug for nogen "dialog", for man kendte jo sandheden. Senere hen kom andre kirkesamfund ind, først baptisterne, og i forrige århundrede fik vi religionsfrihed, og antallet af religioner svulmede voldsomt.
Min gamle kollega ved Aarhus Universitet, nu afdøde Johannes Aagaard, stiftede på den baggrund Dialogcentret. Men Aagaard brugte ordet "dialog" i den klassiske betydning, hvor man ikke er enig, og det heller ikke er sikkert, at man bliver.
"Dialogos" betyder, at ordene og dermed tankerne løber i hver sin retning, ligesom "diskussion" (discussio) formentlig hentyder til formelle øvelser i antikken, hvor de unge kunne træne sig i at diskutere for at vinde. I græsk filosofis tidligste stadium, sofismen, gjaldt det om at vinde de debatter, man tog sig på, for "det stærkere ord vinder", det vil sige rummer sandheden.
MÅSKE SKULLE VI kigge os skråt tilbage over skulderen og minde hinanden om, at vi går galt i byen, hvis vi nøjes med at være høflige i stedet for at holde fast ved sandheden.
Aagaards dialogcenter havde dette udgangspunkt, og det gav ham af og til megen modstand og kritik. Men vi kommer til at savne såvel ham, der døde for knap fire år siden, som hans institut, der just nu lukker på grund af pengemangel.
Uden persons anseelse erklærede han sig enig eller uenig, alt efter hvad han fandt forsvarligt. Særligt var han på vagt over for religionsblanderi, hvorved alle katte bliver grå. Vi skal ikke holde os tilbage fra at samtale med Gud og hvermand, men vi behøver ikke at føle os forpligtet til at være enige med hvermand.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad