I sidste uge udkom Anders Thyrring Andersens store bog "Polspænding" om Martin A. Hansen. Den rummer et radikalt og frugtbart opgør med de fortolkere, der har forsøgt at gøre det kristne hos Martin A. Hansen til en kunstnerisk hæmsko og til et ideologisk program til forsvar for skyldfølelser, seksuelt afkald og glorificering af lidelsen. Den rummer også en beklagelse over de mange år under kulturradikale litteraters regimente, hvor forfatterskabet har været stærkt miskrediteret og sågar slet ikke læst.
Jeg hører dog selv til den forholdsvis lille flok af litterater, der sidst i 1970?erne trods alt kom til at stifte bekendtskab med forfatterskabet på en mere positiv måde, end sædvane var, om end den stadigvæk var præget af de ideologikritiske holdninger, der var gængse dengang. Men noget var i gære, og en ideologisk og æstetisk vending var på vej.
Jeg gik dengang på universitetet i København og læste dansk. En ung karismatisk lærer udbød Martin A. Hansens forfatterskab som emne, og det fulgte jeg så. Vi blev indført i forfatterskabet i hele dets længde og bredde og gennemgik kritisk nogle analyser af "Løgneren". Især kan jeg huske, hvordan vi gik til litteraten Torben Kragh Grodals voldsomme afvisning af romanen og forfatterskabet. I artiklen "Sælens lyst og sjælens ubodelige ensomhed" (1972) reducerede han Martin A. Hansen til en bevidstløs skrivemaskine, der klaprede borgerlig ideologi af sig.
Grodal drev ideologikritikken ud i det absurde og gjorde det overtydeligt, at der var noget helt galt. At der var noget så kættersk som et personligt valg og ansvar, og at der var dimensioner i tilværelsen, der lå hinsides det politiske, og som ikke bare var en refleks af de økonomiske vilkår, lå uden for hans horisont. Men døden er ikke nogen borgerlig fordom, belærte Martin A. Hansen os om. Der er vilkår, som intet politisk system vil kunne løse os fra. Det var faktisk en helt revolutionerende tanke for os dengang.
Det var imidlertid ikke bare nogle eksistentielle vilkår, der lå uden for den politiske sfære, men også det æstetiske. Den gamle venstrefløjsguru Herbert Marcuses bog "Den æstetiske dimension" nåede Danmark, netop som jeg læste Martin A. Hansen, og hvor lille og uoriginal den bog end er, så var den med til at flytte opmærksomheden hen på det kunstneriske. Den var med til at skærpe en følsomhed for, at måden, hvorpå noget bliver sagt, er en del af budskabet.
Det kan man se i "Løgneren". Her skriver Johannes om Annemari og rivalen, da isen er ved at bryde, at "De to har kun én nat måske, en eneste nat. Men en vårnat med den, man vil have, den er lang, lang, lang." Hvor meget sorg, hvor meget græmmelse, hvor meget ulykke og viden ligger der ikke i sådan en formulering, hvor gentagelserne bliver til suk og smertefuld længsel?
Det kan godt være, at Johannes for sit eget vedkommende giver afkald på det erotiske med både Annemari og Rigmor, men det betyder langtfra, at romanen entydigt siger farvel til erotikken. Over alle siderne står der jo i øvrigt også "Løgneren".
Det ironiske i mit forhold til Martin A. Hansen er, at netop hans forfatterskab, som er blevet beskyldt for at dæmonisere og give afkald på det æstetiske til fordel for traditionen, troen og det etiske, blev min adgang til netop denne dimension. Ligesom døden ikke er nogen borgerlig fordom, er det æstetiske heller ikke bare en gang lak, som man kan pudse af for at komme ned til det egentlige. Formen har sin egen ånd, det lærte jeg dengang, blandt andet af Martin A. Hansen, som dermed også blev vigtig part i min æstetiske opdragelse og vækkelse.
I denne klumme skriver Kristeligt Dagblads litteraturanmeldere Liselotte Wiemer og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt.