PÅ ET TIDSPUNKT i livet kan man opdage, at det ikke længere rigtig giver mening at spille ludo. Engang var der en intens og adrenalinfremkaldende spænding forbundet med den konstante fare for at blive slået hjem, men spændingen dør hen, og en skønne dag har man deltaget i spillet for sidste gang.

Ja, i de fleste spil, faktisk, når man lige ser bort fra eftermiddage, hvor de små nevøer og niecer skal have afprøvet deres spirende og sårbare vinderinstinkt. Men nogle mennesker kan ganske ufortrødent gennem hele livet blive ved med at få røde pletter i ansigtet af ren trang til at sejre i ludo.

Disse hede typer kan ligefrem finde på at kyle brikkerne ind i væggen, når det ikke går deres vej, og så er der tale om ægte konkurrencemennesker. Helt ind til marven. Den slags, der bliver sportsfolk, bjergbestigere, ludomaner eller sammenbidte it-direktører i skinnede jakkesæt, og som sidder fanget i en livslang afhængighed af sejrsrus. Ikke kun i den konkrete konkurrence fra dag til dag, men også gennem den meget synlige manifestation, der udspringer af at have mange penge.

Som man for eksempel oplever det med sportsfolk, der opnår berømmelse og pludselig tjener millioner og afslører et slående sammenfald mellem konkurrencementalitet og hang til at eje dyre ting.

Begge tendenser synes at hvile i det samme selvhævdende humane træk, og hver gang man oplever et menneske bramfrit karakterisere sig selv, skal man høre nøje efter. Hvert eneste ord er med til at afsløre, hvem man er, hvilke idealer man hylder, hvilken tidsånd man er underlagt, og ikke mindst hvor skrøbelig man måske er.