Marianne With Bindslev |
29. januar 2011
Når voksne børn flyver fra reden, er retningen sat mod byerne, hvor de uddanner sig. Men når de får familie og børn, trækker naturen, den friske luft og bedsteforældrenes hjælpende hænder den anden vej igen
Da sociolog Hans Kristensens store børn var flyvefærdige, fløj de fra reden i forstaden Virum ind til København for at uddanne sig. Der blev de boende i en halv snes år, fik kærester og job og brugte byens kulturtilbud. Deres ønsker for bopæl ændrede sig imidlertid, da de fik børn. Gården i karréen syntes lige pludselig grå, mørk og lille, og forstædernes lys, luft og sikre cykelstier trak i dem. Men lys og luft var én ting, noget andet var muligheden for at få bedsteforældrene helt tæt på, så store og små kunne få glæde af hinanden, også i hverdagen. Nu bor begge voksne børn inden for kort afstand af deres forældre.
"Vi ser de fire børnebørn flere gange om ugen, for så skal den ene og den anden hentes tidligt, og så bliver den tredje syg, og så giver vi en hånd med," siger Hans Kristensen, 66 år, der ud over rollen som bedstefar også er ansat ved Center for Boligforskning og har forsket i blandt andet boligvalg gennem 40 år.
Derfor ved han, at hans egne børns flyttemønster er meget normalt. I et livsforløb er der nemlig to tidspunkter, hvor ens boligpræferencer ændrer sig:
"Det ene er, når man er 19-20-21 år og parat til at flytte hjemmefra. Så ønsker de fleste at være tæt på en større by og de tilbud, som findes der. Når man får børn, ændrer præferencen sig, og man tiltrækkes af at bo et sted med en have, lys og luft," forklarer Hans Kristensen.
Ingen forskere, som Kristeligt Dagblad har talt med, kender til undersøgelser, der viser, hvor mange voksne børn der vælger at bosætte sig i nærheden af deres forældre. Men fra undersøgelser ved vi dog, at det at være tæt på familie og venner er en vigtig faktor, når vi vælger at skifte bolig.
"Vi har ikke undersøgt systematisk, hvorvidt bedsteforældre kan være en afgørende faktor for skift af bopæl. Men det forekommer mig, at mange rykker tættere sammen, når børnebørnene kommer til," siger Hans Kristensen.
Hans kollega sociolog og ph.d. Mai Heide Ottesen, der er seniorforsker ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, er enig:
"Jeg er ikke i tvivl om, at det er af stor positiv betydning, når generationer bor i det samme lokalområde. Det handler om at være sammen og yde praktisk omsorg, hvad enten det er til de gamle eller helt unge."
Danske familier trives i det store hele i hinandens selskab og ser det som en værdi at kunne hjælpe hinanden. Det viser flere undersøgelser, blandt andre nogle, som Ældre Sagen har foretaget.
"Vi har lavet en stor rundspørge om tidsånden og fremtiden blandt 1600 mennesker mellem 40 og 80 år i 2002 og igen i 2010. Begge undersøgelser peger klart på, at familien gennem de seneste 10-15 år har fået større betydning. Det er, som om folk er blevet klar over, at det er hamrende vigtigt at have et ståsted i form af familien," siger seniorkonsulent i Ældre Sagen Margrethe Kähler, der rådgiver og holder foredrag rundt omkring i landet om bolig- og familiepolitik.
"Mit hovedindtryk er, at bedsteforældre er glade for at passe børn. Det er de, fordi de ved, de er med til at tage presset af deres børns familie. Vi ved jo, at både mænd og kvinder i de fleste småbørnsfamilier har fuldtidsjob, og vi ved også, at der er mange skilsmisser, og det vil bedsteforældrene gerne forhindre," siger Margrethe Kähler.
"Desuden er der en social kontrakt, der går ud på, at bedsteforældrene håber at få hjælp den anden vej, når de selv bliver svækkede."
Margrethe Kähler har selv sine voksne børn og børnebørn tæt på, hvilket hun og de sætter stor pris på. Hendes mands afdøde mor derimod boede i den anden ende af landet – nemlig i Lemvig, hvilket vanskeliggjorde praktisk hjælp til hinanden i hverdagen.
"Hun havde ikke en kinamands chance for at hjælpe sin søn, da han først flyttede til Aarhus for at uddanne sig og senere flyttede til København. Heldigvis bor hans bror i lokalområdet, og hun hjalp ham meget med at passe hans børn, og senere, da hun blev svækket, hjalp han hende rigtig meget," fortæller Margrethe Kähler og berører dermed den store andel af befolkningen, hvor generationerne bor i hver sin del af landet.
Det er nemlig langtfra alle mennesker, der bor dør om dør i flere generationer, specielt hvis familiens hjemstavn ligger i provinsen.
"Noget af det, der plager Udkantdanmark, er, at de unge tager til byen og uddanner sig og ikke vender tilbage. Der er ikke nogen job at få, så tilbageflytningen er meget lille – også selvom familien bor der," forklarer Hans Kristensen.
Afstandsproblemet løses ved, at generationerne er sammen i længere tid ad gangen, når de er sammen. Margrethe Kähler og hendes mand besøgte eksempelvis hans mor fast seks gange om året på hendes ældre dage, hvor de så tilbragte en hel weekend sammen.
"Der er også nogle, der rejser langt for at komme til deres voksne børn og hjælpe med hovedrengøring og pasning af syge børn," siger Margrethe Kähler, der også kender til eksempler, hvor forældrene vælger at flytte tæt på børnene.
"Det typiske scenarium er, at man vælger at flytte over kommunegrænser, når man skal på plejehjem og har brug for sine børn. Men jeg kender også til folk, der stadig er friske, som vælger at flytte i nærheden af børn og børnebørn for at se dem mere og kunne hjælpe dem," siger Margrethe Kähler.
For det meste foregår samværet og hjælpen på tværs af generationerne uproblematisk. Men ikke altid. Margrethe Kähler har af og til bedsteforældre i røret, der oplever, at deres udstrakte hånd bliver misbrugt.
"Hvis de siger ?nej?, bliver det ikke respekteret, og de voksne børn udnytter deres magtposition til at holde dem fra børnebørnene," siger Margrethe Kähler, der taler med de ældre om, hvordan forholdet til de voksne børn bliver ligeværdigt.
"Det gør ondt på dem, når forholdet er gået i hårdknude," siger Margrethe Kähler og tilføjer:
"Men det er ikke et udbredt problem, heldigvis."
familieliv@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad