Søren og Majbritt Andersens fire børn, Maria, 11 år, Thomas, 9 år, Christian, 8 måneder, og Camilla, 3 år, har stor glæde af, at bedsteforældrene, Gerda og Gert Andersen, bor i nærheden. --
- Lars Aarø/Fokus.
Marianne With Bindslev |
29. januar 2011
Da familien voksede ud af lejligheden i Aarhus, valgte Majbritt og Søren Andersen at flytte tilbage til hjemstavnen, hvor mormor og morfar disker op med masser af omsorg og praktisk hjælp
Gert Andersen dropper tit forbi datteren og svigersønnen, Majbritt og Søren Andersen, og deres fire børn. Senest lykkedes det ham at få to af sine børnebørn, Camilla og Maria, med ud i sneen og se på dyrespor.
"Sådan nogle små hverdagsoplevelser ville ikke finde sted, hvis vi boede længere væk fra hinanden," konstaterer Majbritt Andersen, der er særdeles glad for, at hun og manden for seks år siden valgte at flytte tilbage til Silkeborg, hvor alle fire bedsteforældre bor.
"Dengang arbejdede jeg på fuld tid, og jeg vidste, at mine forældre gerne ville hjælpe os med at få hverdagen til at hænge sammen," siger Majbritt Andersen, der er uddannet cand.merc. og i lighed med sin mand pendler tre kvarter hver vej til arbejdet i Aarhus.
Hun synes, det er pendler-prisen værd at bo tæt på bedsteforældrene.
"Før jeg fik børn, var jeg nok ikke klar over, hvor meget det betød at bo tæt på mine forældre," siger hun.
Det er langtfra kun morfar, der er på banen.
Mormor alias Gerda Andersen går til voksen-barn-gymnastik med Camilla på tre år, og så kører hun de to store til FDF, passer børnene, når de er syge, og har flere år i træk været "tante" på sommerlejre – sådan en, der laver mad og står for det praktiske.
"Med to arbejdende forældre og almindelige ferievilkår er der ikke så meget tid til rådighed til den slags, så det gør jeg," forklarer Gerda Andersen, 64 år, der gik på efterløn for fire år siden.
Tiden var inde, og det faldt ganske belejligt sammen med, at hendes eneste datter fødte sit barn nummer tre. For med tre relativt små børnebørn var der nok at hjælpe med. På spørgsmålet om, hvorfor hun gør det, er svaret:
"Jeg synes, det er skønt at være en del af børnenes hverdag og se dem begejstres over de mindste ting og give de ting, jeg kan, videre. Begejstring smitter som bekendt."
Glæden er dobbelt.
"Min mor og far har tid til at fordybe sig på en måde, som vi måske ikke altid har tid til. De gør ting så som at spille kort, lege, lave mad, bage småkager, sy ? det er helt uvurderligt," siger Majbritt Andersen, der fortæller, at også farmor passer syge børn ind i mellem.
"Men generealt har farmror og farfar sværere ved at hjælpe på grund af helbredet."
Hverken Gerda eller Majbritt Andersen oplever, at der er konflikter forbundet med det nære samarbejde om børnene.
"Jeg fornemmer, at Majbritt tænker over ikke at bruge os for meget, og i forhold til opdragelsesspørgsmål er vi meget på linje. Når det er sagt, så respekterer vi fuldt ud, at det er Majbritt og Søren, der er forældrene og dem, der har det sidste ord," siger Gerda Andersen.
Datteren tænker over spørgsmålet.
"Nogle gange kan det da godt stikke i mig, når vores datter på tre år foretrækker mormor til at børste tænder og læse historie for hende," bemærker Majbritt Andersen og stopper op.
Så siger hun:
"Men det stikker ikke så dybt, for det meste synes jeg bare, det er dejligt, at de har et godt forhold."
familieliv@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad