Kulturarv i bevægelse

Bente Bramming er teolog og arbejder som formidlingsinspektør på Ribe Kunstmuseum. Desuden bestyrer hun, sammen med ægtefællen Torben Bramming, "Danmarks mindste kulturinstitution", salmedigteren Hans Adolph Brorsons bispebolig, Taarnborg, i Ribe.

Vores optagethed af steder, frem for tid, kan tolkes som en modreaktion til en stressende nutid, hvor alt forandres og forventes omstillingsparat.

"Tiden splitter og gør alt fragmentarisk, og jo mere tiden splitter, jo stærkere bliver behovet for et centrum, som vi netop finder i vores optagethed af stedet," påpeger Bente Bramming.

Det kan være steder som "byens rum" – torve og pladser, der fungerer som krydsfelter for mennesker, der mødes – eller de nye steder, som Danmark de seneste år har fået i naturen i form af naturparker. Og, altså, ikke mindst de historiske steder, der giver nutidsmennesker mulighed for at træde ind i myten og få del i det, der er gået forud.

I sin afhandling opererer Bente Bramming med to hovedbegreber, begge hentet fra den græske filosofi: kronotopen og kairos. Kronotopen er den græske sammensætning af ordene tid og sted og udtrykker de historiske steders dobbelthed.

"På den ene side rummer stedet noget varigt, som for eksempel Koldinghus gør det. Det er slottet med alle et slots varige træk og lever derfor op til vores generelle forståelse af, hvad et slot er – at det er noget med tårne, forsvarsværker og heraldik," siger hun.

"På den anden side besidder Koldinghus en række specifikke træk, som giver stedet dets særlige historie, og det er i dette spændingsfelt, mellem det generelle og specifikke, tingene bliver in-teressante og kommer til at leve."

Det særlige ved historiske steder, som for eksempel Koldinghus – eller i mindre format Taarnborg – er, at man så at sige kan tage en "tidselevator" op og ned i historien og vælge at standse ved en bestemt epoke. På Koldinghus standsede elevatoren om natten mellem den 29. og 30. marts 1808, da frysende spanske soldater fyrede for kraftigt i kakkelovnene, og en brand lagde slottet i ruiner – så ruinen siden er blevet Koldinghus? kendemærke.

På Taarnborg har man valgt at standse elevatoren ved Brorsons tid og koncentrere sig om den periode fra 1743 og frem til hans død i 1764, hvor Brorson boede i huset og her skrev nogle af sine største salmer, blandt andet "Her vil ties" og "Den store hvide flok". En fortid, som man på stedet har valgt at bygge videre på med lanceringen af Taarnborg som "Salmernes hus".

"Med den tilknytning, Brorson havde til Taarnborg, er det selvfølgelig oplagt at koncentrere sig om denne tid, men man kunne for eksempel også have valgt tiden før Brorson, som også er meget spændende, fordi den periode er så turbulent i Ribe og ikke særlig belyst," anfører Bente Bramming.

Taarnborg blev bygget som en lille byherregård af Kong Hans eller hans dronning i begyndelsen af 1500-tallet og var blandt andet også bopæl for byens sidste katolske biskop, Oluf Munk, der dog ikke nåede at blive udpeget af paven, inden Reformationen brød løs og vendte op og ned på de kirkelige forhold i Danmark.

Bente Bramming understreger med eksemplerne, hvordan der via denne tænkning kan skabes bevægelighed i formidlingen af kulturavsstederne.

"Ved at udnytte dialektikken mellem stilstanden, det varige, og foranderligheden har man mulighed for hele tiden at forny sig. Det har man for eksempel forstået i forbindelse med projekt "Wonderful Copenhagen", hvor man oprindelig har sat fokus på København i den danske guldalder, men siden brugt byen og dens steder til belysning af andre tider og epoker. Det vil sige, at man bruger stederne som nye indgange til fortiden og historien. Det er for mig et vellykket eksempel på, hvordan vi holder formidlingen af vore kulturavssteder levende."

Det andet begreb, Bente Bramming anvender, kairos, kan ligeledes kan føres tilbage til antikken.

"Kairos – det gode eller gunstige øjeblik – er for de gamle retorikere det øjeblik, hvor en taler oplever at have den forsamling, han taler til, i sin hule hånd og bruger dette øjeblik til en overraskende pointe i sin fortælling for derved at skabe nye erkendelser hos tilhørerne," forklarer Bente Bramming.

"Kairos kunne indeholde erfaringer af en ny orden – eller af den store uorden. Hos Platon bliver det til øjeblikke, hvor ?verden falder på plads?."

Netop de særlige øjeblikke er der øget fokus på i disse år. Bente Bramming har i forbindelse med sin afhandling foretaget en lille undersøgelse af, hvilke særlige øjeblikke besøgende på kulturavsstederne har haft.

"Undersøgelsen viser, at det betyder meget for de fleste, at de får lov til at gå rundt på egen hånd på de historiske steder, men det mest overraskende er faktisk, hvor stor en rolle stilhed spiller. Det er blandt andet stilheden, man opsøger, når man uden for gudstjenestetiden besøger vores kirker, men det kan også være et særligt lysindfald eller musik, for eksempel hvis organisten øver sig i kirken, der skaber et særligt øjeblik."

Kendetegnende for de særlige og gode øjeblikke er det, at de åbner for orden og uorden og kan skabe indsigter. De lader sig ikke arrangere, men i formidlingsarbejdet kan man forsøge at berede vejen for dem, mener Bente Bramming, og det er et emne, hun nu vil arbejde videre med. Hvordan stilhed, musik, salmer, lys kan hjælpe nutidens fortravlede til øjeblikke i kulturarven, hvor "verden falder på plads".

steens@k.dk