Den indsigt kunne naturligt nok gøre Bodil ked af det. Ikke mindst fordi hun så gerne ville have oplevet at få børnebørn. Men langt hovedparten af tiden var hun mere livsbekræftende og mere interesseret i livet omkring sig end mange raske mennesker.

Hvordan viser man omsorg i den situation? Jeg stiller spørgsmålet ikke bare som veninde, men som teolog og klar til at blive ordineret og yde sjælesorg på et kristent grundlag til hvem, der måtte efterspørge det.

Men jeg var ikke ordineret og Bodil efterspurgte ikke sjælesorg, men venindeskab. Vi talte naturligvis sammen om baggrunden for mit studium og vores fælles barndomsoplevelser med kristendomsundervisning i skolen. Og jeg følte mig et kort øjeblik fristet til at skifte ham fra veninde til teolog og fortælle Bodil om det kristne opstandelseshåb eller endog at tilbyde at bede fadervor.

Men jeg gjorde det ikke. I stedet lyttede jeg til Bodils interesse for familie og venner og deres gøremål. Og altså også hendes interesse for mit liv med teologi og bibelhistorie. "Jeg kunne ellers godt tænke mig at læse Bibelen," sagde hun, og jeg prøvede lidt kejtet at indkredse, hvad det var for en bibel hun gerne ville læse. Om det var Bibelen med de gode historier eller Bibelen med det glade budskab. Da jeg forsøgte at forklare, at Bibelen måske ikke var så let at læse, at man bare kunne starte på side et og køre derudaf, gled samtalen umærkeligt videre ...

Næste gang vi mødtes, var jeg bedre forberedt og viste Bodil Anne Sophie Seidelins gendigtning af Bibelen. "Den har alle de gode historier," sagde jeg og troede, jeg havde fundet måden at vise kristen omsorg på. "Nå," sagde Bodil, "det er ikke den slags nedtrykkende læsning, jeg har brug for lige nu." Og skønt jeg forsøgte at forklare, hvor spændende og opløftende i hvert fald nogle af historierne var, kunne jeg godt mærke, at tidspunktet var forpasset. Det var ikke den slags opbyggelig tale, hun ønskede. Bodil havde brug for at leve uden tanke på den død, som hun i øvrigt ikke var bange for.

Et halvt års tid efter besøger jeg Bodil en sidste gang. Hun er stadig oppegående, men hviler sig en stor del af tiden på sengen. Ingen af os ved naturligvis, at det vil blive den sidste gang, men vi ved, at afslutningen er rykket nærmere .

Jeg ser på Bodils magre ansigt, håret, der er vokset helt ud efter kemokuren, knuderne på halsen og de tynde arme. Og jeg ser alligevel kun den kønne unge pige, som jeg kendte engang, og som jeg elskede så meget, at jeg ikke kunne sige det til hende.

Heller ikke nu kan jeg sige det til hende, for hvad skal det nytte? Det vil jo bare gøre hende ked af det igen, på samme måde som når døtrene i deres sms?er fortæller, hvor meget de elsker hende.

I stedet taler vi om gamle dage, om skolekærester, der for længst er glemt, og om tøj og mode, som Bodil altid har kunnet huske i mindste detaljer.

Pludselig siger hun: "Ja, jeg kunne jo ellers godt have tænkt mig at læse Bibelen, men det når jeg jo nok aldrig!". Og jeg fortryder, at jeg ikke tog hverken salmebog eller Seidelin med i tasken, for så kunne jeg have tilbudt at læse højt. I stedet svarer jeg henholdende, at det er der jo heller ikke mange andre, der når. Kort tid efter tager jeg afsked, og som jeg plejer, afslutter jeg med at sige "Vi ses!".

Eller gør jeg? Nogle dage senere fortæller en bekendt mig, at han er alvorligt syg. Så syg, at han uden daglig behandling ville dø meget hurtigt. Og da han aldrig har forestillet sig at skulle leve evigt, siger han, at det måske også er meget rimeligt. Der er da i hvert fald grænser for, hvad han vil gøre for at holde sig i live – uagtet at han er far til to voksne drenge.

Jeg spørger overrasket ind til, hvordan han har det med at være i behandling, og han fortæller, at det sådan set er o.k., hvis bare han ikke blev så træt. Og hvis bare ikke helbredet, samfundsudviklingen og alting i almindelighed blev værre og værre!

Jeg går fra mødet med min bekendte i chokeret tilstand. Jeg kan slet ikke forstå, at han er syg, træt og uden livsappetit. Tilmed kan jeg selv have trættet ham yderligere ved at forvente hans hjælp med et praktisk problem.

Min bekendtes prognose er ikke nær så dårlig som Bodils, men alligevel er det, som om hans situation er langt værre. Han virker hverken særlig taknemmelig for, hvad der har været, eller særlig opmærksom på at nyde, hvad der endnu måtte komme.

Vel hjemme igen kan jeg mærke, at jeg er blevet emotionelt berørt, at jeg på en eller anden måde pludselig ser min bekendte som min næste, der har behov for lige netop min omsorg og næstekærlighed.

Derfor gør jeg det samme som den lille Rødhætte: pakker en kurv med en masse gode ting og går ud i skoven for at besøge min syge bedstemor alias min bekendte. Men ligesom besøget i eventyret går galt, fordi ulven i mellemtiden har spist Rødhættes bedstemor og derfor ligger i sengen i stedet for hende, går mit forsøg på at vise varme og omsorg også rent galt, fordi jeg forveksler min bekendte med Bodil. "Jeg ønsker ikke, at du blander dig i mit liv," siger min bekendte, og jeg må gå hjem igen med kager, varm te – og et uforløst ønske om at vise grænseløs omsorg.

Bodil blev bisat fra den lokale landsbykirke i et hav af blomster og sørgende efterladte. Jeg fik aldrig fortalt hende, hvor meget hun betød for mig, eller hvor ondt det gjorde mig, at netop hun skulle dø så tidligt.

Jeg fik aldrig vist hende, at det kristne opstandelseshåb kan gøre døden til at bære, at omsorg kan have mange ansigter, og at ét af dem måske netop ligger i at respektere den andens grænser. Den grænse, som jeg overså, da det drejede sig om min bekendte, som jo på ingen måde havde bedt mig om at komme med varm te og kager. Eller gjorde jeg?

Ulla Charlotte Hansen er cand.rer.soc. og cand.theol.