Det sekulære Indonesien er under pres

Denne konflikt mellem muslimer og kristne er langtfra den eneste af sin slags i Indonesien. Flere andre steder på øen Java er de blusset op, siden landets diktator, general Suharto, i 1998 måtte give slip på magten, og landets økonomi foretog et frit fald. Men mens økonomien igen er kommet på ret kurs, så er sammenstødene fortsat.

"Og i stigende grad," siger Krise Gosal, der er en af lederne i foreningen Communion of Churches in Indonesia, og som i dag er taget med til Bekasi for ved selvsyn at se, hvordan menigheden påvirkes af kirkelukningen:

"Vi hører oftere og oftere om uroligheder. Jeg står til daglig for kvinde- og børneafdelingen i kirkesammenslutningen, og uroen truer deres sikkerhed. For eksempel her, hvor de kristne nu har fået en åben græsmark lidt herfra, hvor de om søndagen kan samles til gudstjeneste. Hvis der igen bliver problemer, så har de intet hus at søge tilflugt i. Det kan være farligt for de forsamlede, for under sommerens uroligheder blev en kvindelig præst stukket ned og måtte indlægges i en uge på hospitalet," siger hun.

Netop som Krise Gosal fortæller om overfaldet, kommer præsten Luspida ind i den tidligere kirkebygning. Hun ser bleg ud og kigger sig forskrækket omkring ved synet af de fremmede ansigter, men Timbul Pakpahan beroliger hende. For ham er der ikke nogen diskussion. Kirken skal flyttes tilbage til de vante omgivelser, for en græsmark i disse urolige omgivelser og det tropiske klima er ikke nogen permanent løsning.

"Vi må ikke være bange. Vi har Gud med os. Og han vil beskytte os. Vi skal bare have vores tilladelse fra lokalstyret, så kirken igen kan fungere her i huset."

Dog erkender han, at det kan blive svært. Naboerne, der før de radikale muslimers mellemkomst var venlige, skuler nu, og byens borgmester ønsker kun at tækkes muslimerne i området. Derfor ønsker han heller ikke at give menigheden de fornødne papirer eller pille skiltet foran indgangen ned. I stedet har han tilbudt medlemmerne en grund ikke langt herfra, men igen kommer den uden de rette tilladelser. Timbul Pakpahan ved, at det kan betyde, at kirken igen må flytte, hvis de tager imod borgmesterens tilbud, og det ønsker han ikke, hvorfor menigheden har sagt nej tak.

Fra indgangen kan han over den ildelugtende kanal se ud over Bekasis mange moskéer, hvis kupler og halvmåner tegner sig mod den regngrå himmel.

Området er overvejende muslimsk, men ikke radikalt. Kirkerådsmedlemmet ved, at demonstranterne i sommer kom udefra og var medlemmer af Front Pembela Islam, men alligevel har deres slagord og adfærd smittet af. Ikke på befolkningens syn på islam eller påklædning. Meget få kvinder her bærer tørklæde, og de, der gør, har dem på i moderigtige farver og sat sammen med vestligt tøj. I stedet har råbene fra megafonerne uden for kirken stillet skarpt på, at de kristne findes mellem dem og er anderledes, og det har rokket ved solidariteten i nabolaget.

Ved gudstjenesten i Pauluskirken er det netop, hvad præstens prædiken handler om. Solidaritet og næstekærlighed. For de kristne må i disse tider stå sammen, men dermed ikke glemme at række ud mod Indonesiens andre trossamfund. Kun ved dialog, siger præsten som Krise Gosal, kan de religiøse vulkanudbrud, som Indonesien i dag i stigende grad oplever, få lov at dø ud og køle af, så det multireligiøse samfund som helhed kan komme videre.

udland@k.dk