Det kortsigtede mål er at oprette en samlingsregering uden Hosni Mubarak, hvor Broderskabets medlemmer kan få lov til at tage del i en ny atmosfære af reformer, demokratisering og frihed efter 30 års autoritært styre.

Det mere langsigtede mål for Broderskabets vedkommende er godt gemt bag parolerne om frihed og demokrati, men tilgængelige for enhver, der ønsker at lytte til Broderskabets åndelige ledelse.

Det Muslimske Broderskab har ikke ændret sin grundidé siden organisationens oprettelse i 1928. Målet er stadig oprettelsen af et samfund baseret på islamisk lov. Den eneste forskel er, at Broderskabet i dag med hjælp fra de samme reformer og den samme demokratiseringsproces, som resten af demonstranterne taler om, kan se frem til, at drømmen går i opfyldelse. Næsten af sig selv.

Selvom Det Muslimske Broderskab ikke er den eneste magtfaktor inden for oppositionen til Hosni Mubarak, så er der ingen tvivl om, at Broderskabet ville vinde en magelig sejr over alle andre, hvis der blev afholdt frit valg i morgen. Det er endnu en forklaring på Broderskabets forholdsvis lave profil de seneste dage. Opfattelsen er nemlig, at man ikke bør spilde for mange kræfter, mens de andre alligevel skubber udviklingen i den ønskede retning.

Set med Broderskabets øjne er el-Baradei og alle de andre egyptere, der i øjeblikket udfordrer Hosni Mubaraks styre, lige netop de drivkræfter, der skal til for at opnå en situation, hvor Broderskabet kan sætte sig på magten med demokratiet som løftestang. Nøjagtig ligesom Hamas, der i øvrigt er en palæstinensisk videreudvikling af Broderskabet, gjorde ved det frie og demokratiske palæstinensiske valg i 2006.

I det palæstinensiske tilfælde brugte Hamas den demokratiske udvikling til at vinde valget og lynhurtigt herefter afskaffe alle minder om demokrati med en omfattende islamisering af samfundet i Gaza. I en situation, hvor Hamas og Broderskabet henter åndelig næring fra de samme imamer, er det oplagt at forestille sig, at Broderskabet i Egypten stiler efter en lignende udvikling.

Siden Hosni Mubarak selv var vicepræsident under den afdøde Anwar Sadat, har han kendt til Broderskabets planer om islamisering af samfundet. Derfor har han holdt Broderskabet i meget kort snor, især i forbindelse med valgrunder, hvor selvstændige kandidater med svage forbindelser til Broderskabet er de eneste, der får lov til at stille op.

Men den tid, hvor præsidenten kan lade sine partifæller holde oppositionen udenfor, og hvor politiet tager sig af dem, der ikke forstår beskeden, er forbi.

I et forsøg på at dæmpe gemytterne bruger Mubarak nu den vellidte hær i stedet. I modsætning til andre lande i området er hæren i Egypten ikke et symbol på undertrykkelse af befolkningen, og den har derfor en vis chance som den sidste instans for at berolige demonstranterne.

Hvis det ikke lykkes, står Mubarak igen alene med kravene fra den 80 millioner store befolkning, der – for hver dag, der går – fremstår som en mere og mere samlet styrke.

allan@k.dk