Demokratiets største risiko er, at dets modstandere får flertal – og derefter afskaffer demokratiet. Det dilemma står helt centralt i Vestens reaktion på de folkelige oprør i Egypten og Tunesien. Herhjemme er regeringspartierne og Dansk Folkeparti dybt uenige om, hvordan man skal reagere.

Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen (billedet) siger, at han hellere "vil have en korrupt diktator, end at Det Muslimske Broderskab kommer til magten." Han mener, at Vesten skal blande sig helt uden om oprøret i Egypten.

"Jeg er hundeangst for, hvad der kommer til at ske. Så vidt jeg kan forstå, er Det Muslimske Broderskab en stærkt sammentømret gruppe med opbakning fra omkring 20 procent af befolkningen. Over for dem står en række andre grupper, som maksimalt får 2-3 procent af stemmerne hver.

Foreløbig har Det Muslimske Broderskab været snu nok til at pege på den tidligere chef for FN?s atomagentur, Mohamed ElBaradei som leder, for de ved, at ham kan de køre rundt med, som de vil," siger Søren Espersen.

"Det har været meget underligt at følge Vestens reaktioner. Det er, som om man nærmest håber på, at to meget stabile lande i Mellemøsten nu kommer i total opløsning. Hvis man tænker, at udkommet skulle være demokrati, vil jeg også gerne juble med, men det tror jeg ikke på," siger han.

Helt andre toner lyder fra De Konservatives udenrigsordfører Naser Khader (billedet). Han mener, at Vesten skal bakke helhjertet op om de folkelige protester.

"Folk bliver tortureret og forfulgt i Egypten, og så siger man, at man ikke ved, hvem man skal holde med. Det er en dybt ulækker, vestlig egoisme," siger Naser Khader.

"For mig at se er der to modeller for demokratier i Mellemøsten. Den ene er ?den tyske model?, hvor man frem til 1989 forbød Kommunistpartiet i Vesttyskland. I lande, hvor islamisterne står svagt i dag, kunne man godt forbyde dem tilsvarende.

Den anden model kan bruges i lande, hvor islamister har eksisteret i længere tid og har fået en vis forståelse for de parlamentariske spilleregler.

I Egypten har Det Muslimske Broderskab været siden 1920?erne, og jeg kan godt se for mig en slags Erdogan-lignende forhold der. (Recep Erdogan er den tyrkiske premierminister, red.) I Tyrkiet er regeringspartiet jo også en slags broderskab, hvor et stærkt militær sikrer demokratiet og stabiliteten," siger Naser Khader.

hoffmann@k.dk