Livsnerven blev reddet

"Beboerne var frustrerede, og de pårørende kom og spurgte, hvad der skulle ske. Godt nok ville de få tilbudt aktiviteter andetsteds i kommunen, men det er ikke alle, der ville kunne klare det transportmæssigt. De ville blive isolerede og ensomme. Livsnerven havde været væk," siger forretningsfører Vinni Olesen.

Såvel bestyrelse og personale som brugere og pårørende gjorde da også indsigelser, men på et byrådsmøde i oktober sidste år blev spareplanen vedtaget.

"Vi var 14, der var inde at overvære byrådsmødet. Tre dage efter dannede vi en støttegruppe. Jeg fik til opgave at finde sponsorer, så stedet kunne fortsætte," fortæller Inga Gudmandsen.

Og den opgave må siges at være løst. Allerede efter de første dage var der tilsagn om støtte på 225.000 kroner – et beløb, som siden voksede til 1,3 millioner kroner. Støtten kom fra såvel beboere og brugere som familie og venner samt enkelte virksomheder.

Så fulgte spændt venten på grønt lys fra kommunen og derefter på at få samlet pengene ind.

"Jeg sov ikke i de uger, der gik. Ville pengene, som vi havde fået tilsagn om, også komme ind på kontoen? Men det gjorde de. Den 7. december hejste pedellen flaget, og vi drak et glas og råbte hurra," beretter Inga Gudmandsen.

"Alle var engagerede og positive – også den del af personalet, som vi kunne genansætte. Alle ville og vil det her," supplerer Vinni Olesen.

I januar genåbnede aktivitetscentret, men dog i en beskåret udgave. Det deltidsansatte køkkenpersonale er reduceret fra fem til én, da maden nu leveres fra kommunens fælleskøkken, og den øvrige normering i dagcentret er gået fra tre til to. Endvidere er der ikke længere åbent i weekenden, ligesom den daglige åbningstid er skåret med en halv time. Så selvom brugerne er glade, er der også lidt malurt i bægeret.

"Vi er meget glade for, at det kan fortsætte. Men jeg vil gerne have søndagsaktiviteterne igen," siger en af beboerne, Annelise Christensen.

Og heri er Inga Gudmandsen enig:

"Vi ville da helst være fortsat på vanlig vis og er kede af, at vi måtte sige farvel til personale. Men samtidig er jeg meget glad og dybt taknemmelig for den fantastiske opbakning, der har været på alle fronter. Det var mere end forventet."

Uden en ihærdig indsats fra de aktive i støtteforeningen var det ikke gået, men særlige forudsætninger er ikke nødvendige, mener initiativtageren, der kan anbefale andre at kaste sig ud i det.

"Jeg har da gået syv år i skole og lært at regne og skrive," smiler Inga Gudmandsen.

Hun er også villig til at fortsætte indsatsen. For de allerede indsamlede penge rækker trods alt kun to år frem i tiden.

"Vi håber, at det kan forsætte mange år fremover. Men det skal vi arbejde videre med, blandt andet ved at forsøge at finde fondsmidler til aktiviteterne," siger Inga Gudmandsen.

"Vi må så jo vurdere om halvandet år, hvordan det ser ud," slutter Vinni Olesen.

seniorliv@k.dk