Det kræver mod at sige noget kritisk om Indre Mission. Før muslimerne kom, var det det farligste (bortset fra at være imod homovielser, men det ligger på et andet plan). Men jeg kan ikke lade være at sige, at Indre Mission har gjort megen skade ved, ikke at ville være medlemmer af Folkekirken på lige fod med alle os andre, og at de nu må finde ud af, hvad de vil. Og så har jeg slet ikke talt om selve kristendomsforståelsen. Den er der aldrig blevet foretaget et tilbundsgående opgør med. Måske ville det være en god idé, at i hvert fald nogle af dem trådte helt ud.

Det er utroligt, at tilladelse til at danne frimenigheder ikke har fundet sted for adskillige år siden. IM har jo holdt brandudsalg på holdninger i flere årtier. Kvindelige præster, præster som lever i homofile forhold og mange andre ting, som har budt IM stik imod. Hvis de skulle bevare troværdigheden i både ord og handling, burde de have sprængt folkekirken forlængst. Hoffmann skrev meget sigende, at grunden til at han meldte sig ud af folkekirken ikke var fordi, at at han valgte den fra. Derimod var det folkekirken som valgte ham fra ....

Det lyder næsten som om Indre Mission i samlet trop er ved at forlade Folkekirken. Men det er jo langt fra hvad sagen drejer sig om. Intet i Indre Missions vedtægter er ændret - og bliver det heller ikke. Indre Mission arbejder fortsat "på evangelisk-luthersk grund og så vidt muligt i forbindelse med folkekirkens præster", som der altid har stået i bevægelsens $1.

Det nye er, at Indre Mission har valgt en større rummelighed og indrømmet, at den danske folkekirke-ordning ikke er den eneste legitime ramme om kirkeligt indremissionsarbejde. Og det skyldes ikke så meget postmoderne individualisme hos Indre Missions unge, som det skyldes Folkekirkens kursskifte væk fra sit eget bekendelsesgrundlag.

Det er Folkekirken, der er kommet for langt ud af kurs, ikke Indre Mission.

...og så kom Guds folk tørskoet over - i friheden. Men først en lille indsigt i, hvad kristendommen anno 2011 i DK er: På Århus Universitet har man fået den ide, at de humanistiske fakulteter skal slåes sammen. Det betyder, at Teologi nu er noget, der er en del af et "kulturelt institut". Hvad har det med artiklens overskrift at gøre? Jo, at mange teologer med deres udvandede teologi har skabt forudsætningen for, at tro og kristendom i Danmark - er endt som en ufarlig museumsgenstand vi ulidenskabeligt kan betragte - kulturelt - fordi mange jo netop ikke tror på det de prædiker. Og når de ikke gør det - så er der ingen grund til at efterleve det. Der er mange steder ikke liv i foretagendet - nogen steder ren fornægtelse og flirt med det nyreligiøse. Indre Mission deler ikke vandene. Det gør den åndsfattige forkyndelse, Gudsfornægtende og syndstilladende indstilling som mange præster har. Når biskopperne nu piver fordi de ser, at IM og flere andre har fået nok - så er det ikke som en almindelig magtkamp. Den ville IM alligevel også tabe. Man siger farvel efter en mangeårig tålmodighed med en kirkeledelse kun få i vores såkaldt politisk korrekte tidsalder tør kalde - vranglærere. De har ikke haft mod til at stå på kirkens grund - men har vejret efter, hvad folket og politikerne ønsker. Spørgsmålet om vielse af homofile - IKKE den homofile! - burde kategorisk fra starten være blevet afvist. Nu har biskopperne fået det som de ville - for at tro, at de er kede af, at IM giver mulighed for adskillelse - står i modsætning til andre udsagn de i tidens løb er kommet med. Gad vide om de respektive kan huske det - eller det er måske også bare ord - som alt andet, inklusive deres syn på Guds ord?

Flemming Bruun skrev:

Flemming Bruun: Inden det bliver alt for negativt, hvad Århus Universitet vil gøre, ville det vel være rimeligt at finde ud af, hvad et teologisk studium skal/kan føre til.

Hvad universitetet skriver i deres formål med faget, ved jeg ikke, så jeg vil holde mig til mit eget ønske.

Det må vel også være rigtigt at konstatere, at et teologisk studium ikke nødvendigvis bør baseres på eller skal føre til kristentro. Jeg kan da sagtens forestille mig en interesseret student, som ikke er kristen. Det kunne f. eks. også være en muslim.

For mig skal universitetet beskæftige sig med læren om Gud (guder). Jeg ønsker mig de skrappeste hoveder til at læse, oversætte og bekendtgøre alt, hvad man kan udlede at de religiøse skrifter og også gerne om kristendommens historie og om andre religioner.

Al den viden kan jeg så søge ind i, efter behov og ønske, for det vil være det mest korrekte grundlag for min viden, da jeg altså ikke er teolog. Jeg må kunne stole på teksterne.

Troen er en helt anden sag, som overhovedet ikke kræver særlig teologiske forudsætninger. Den er Guds gave til mennesker. Så lad være med at skælde teologerne ud for udvanding at kristendommen, som jo i øvrigt udfolder sig på utallige meget forskellige måder.

F.eks. Hvorfor finder nogle på at lave voksendåb? Hvorfor må et spædbarn ikke få Guds gave fra livets begyndelse?

Søren Hansen

Hej Søren
Jeg vil begynde med en indrømmelse. Tonen kan tolkes negativt, selvom jeg har forsøgt at skrive "nogle/mange" teologer netop med nuancering for øje. Jeg er klar over, der er flere facetter af denne debat. Dernæst. Når jeg påpeger, at ÅU har valgt at indordne teologi under kultur - så ligger der givetvis en holdning bag, nemlig, at teologien er blevet (reduceret til) et - kulturfag, altså sidestillet med andre kulturfag, eksempelvis historie, sociologi eller antroplogi. Det synes jeg er problematisk - også for teologernes selvforståelse og i det hele taget en relativisering af begreberne og kristendommens betydning. Hvorfor skal man tage noget alvorligt, som ikke har anden status end "kultur"?. Det er jeg ikke enig i, og undrer mig over, at der ikke har været en langt større debat omkring dette. Er det fordi teologerne (undskyld:-D - som faggruppe) er enige i det? At teologi blot ER kultur, ikke andet?
Mit ærinde er ikke, at "angribe" teologer - det ville jeg også i den grad nok fortryde - fordi mange af dem netop er - kloge(re) end mig. Men klogskab alene er i mit univers ikke nok. Langtfra - og det er i sig selv også en teologisk diskussion værd, herunder bl.a. drøftelse af, hvad Helligånden kan gøre i den enkeltes liv, f.eks. udruste til opgaver. Men ham skal man selvfølgelig også tro på.
Og teologis opgave er ikke at føre til tro. Nej - men skal den så føre bort fra troen? Skal teologis fornemmeste opgave være, at slå tvivl omkring skriften og om Gud overhovedet findes, og at han ligesåmeget kan findes alle andre steder? Jeg synes, at kirken i dag (og ja, det er generelt sagt) bærer præg af det sidste. Og her deler vandene sig sikkert i oplevelsen af det.