Kunne politikerne ikke koncentrere sig mere om den administrative del af deres arbejde, fremfor konstant at fremføre værdibaserede lovforslag? Jeg underviser på en folkeskole, hvor det at have et verdenskort i klasseværelset, er en sjældenhed. Mon ikke der skulle fokuseres mere på at løse sådanne problemer, og dermed give eleverne bedre forudsætninger, for at forstå den verden de lever i (og dermed landet de vokser op i)?

Begrebet danskhed er ikke objektivt, og bruges af DF som et politisk redskab til at sløre konkrete problemer i samfundet. Dertil er begrebet så lokalt funderet, at hvis man tænkte det sig brugt på andre nationaliteter, kan man næsten ikke undlade at trække på smilebåndet: Fx tyskhed, engelskhed, norskhed eller polskhed. Hvad betyder det? Intet, det er tomme begreber. For DF er danskhed dog ikke et tomt begreb, for dem betegner det alt, der står i modsætning til muslimskhed.

Selv er jeg bestemt ikke den store fan af multikulti-flippet hos de Radikale og den yderste venstrefløj, men det lader til at udanskheden er kommet for at blive, så lad os tage den derfra; gennem skarp kritik af rabiate kræfter og en generel accept af folk, der tilhører en bestemt religion, de færreste af dem, selv har valgt.

Man må ikke være blind for, at folkeskolen i forvejen på en indoktrineringsanstalt, hvor eleverne hjernevaskes i den "rette" lære, dvs. de statsordinerede sandheder og udlægninger. Udover at statsskolen stadig docerer statsreligionenen, som denne opfattes i statskirken, lurer og truer ensidigheden på andre områder også. Samfundsfag og historiefag handler ikke om at oplyse og informere, men om at forme børnene til at opfatte virkeligheden på en bestemt måde. Politikernes dagsorden står alt for ofte over faglighedens.

Desværre er tendens, at politikernes indflydelse og magtfuldkommenhed er støt stigende, i nogenlunde samme takt som deres uforstand.

Ingen kan definere "danskhed". Men hvis man skal pege på noget positivt, der har præget områdets beboere gennem mange år, er tingskulturen noget af de bedste. Ikke et unikt dansk fænomen, men vikingetidens tradition for at mødes til fælles rådslag og forhandling på tinge, har været videreført i mange forskellige former til alle tiden. Når de fleste tænker på "demokrati" (der ligeledes heller ikke lader sig entydigt definere eller afgrænse), tænker de fleste på disse breddegrader i tingskultur. At man mødes, for at samtale og dernæst forsøge at træffe pragmatiske og forstandige løsninger, som alle synes er gode eller i det mindste ikke dårlige.

Der er næppe noget, der er mere dansk end tingskulturen. En tradition og en kultur, med mere end 1000 år på bagen. En kultur, der siden 2001 er blevet trådt under fode, idet landets fineste ting ikke længere følger den kulturelle tradition for fredelig og forstandig samtale, men har overtaget en kulturfremmed praksis om, at ethvert flertal kan opføre sig despotisk. Fælles samtale, rådslagning og forstandighed er erstattet med dulgte forhandlinger, hvor flertal samler sig for at besluttet hvad de vil gennemføre hen over hovedet på de øvrige.

Politikerne kunne trænge til et grundkursus i danskhed.

At politikere mener det er vigtigt, at folkeskolen skal være en ramme for at forme elevers holdninger, er forståeligt.

Forstandige politikere, der tror på oplysning og en oplyst befolkning, ville fremme kritisk og selvstændig tænkning og gøre en indsats for at bekæmpe åndelige uvæsener som landsbymentalitet a la Janteloven, konfliktskyhed, autoritetstro og lignende, i håbet om at det kunne medvirke til at eleverne blev kapable, kritiske og selvhjulpne.

De politikere, vi har, mener generelt det modsatte. Målet er docile og lydige samfundsborgere, der er villige til at sværge staten og nationen (læs: politikerne) troskab.

Heinrich R. skrev:

"ngen kan definere "danskhed". Men hvis man skal pege på noget positivt, der har præget områdets beboere gennem mange år, er tingskulturen noget af de bedste. Ikke et unikt dansk fænomen, men vikingetidens tradition for at mødes til fælles rådslag og forhandling på tinge, har været videreført i mange forskellige former til alle tiden. Når de fleste tænker på "demokrati" (der ligeledes heller ikke lader sig entydigt definere eller afgrænse), tænker de fleste på disse breddegrader i tingskultur. At man mødes, for at samtale og dernæst forsøge at træffe pragmatiske og forstandige løsninger, som alle synes er gode eller i det mindste ikke dårlige.

Der er næppe noget, der er mere dansk end tingskulturen. En tradition og en kultur, med mere end 1000 år på bagen. En kultur, der siden 2001 er blevet trådt under fode, idet landets fineste ting ikke længere følger den kulturelle tradition for fredelig og forstandig samtale, men har overtaget en kulturfremmed praksis om, at ethvert flertal kan opføre sig despotisk. Fælles samtale, rådslagning og forstandighed er erstattet med dulgte forhandlinger, hvor flertal samler sig for at besluttet hvad de vil gennemføre hen over hovedet på de øvrige."

Jamen det er jo en førbureaukratisk kultur, som f.eks. i Afghanistan (i det mindste nogle steder der). Men for at styre store befolkninger, så anvender man bureaukrati med fælles regler for enhver "borger" i hele riget. Som nu er enorme f.eks. i EU. Så her er fremgangsmåden jo ganske rigtigt, at man bliver enige iblandt nogle ledere, og så "sælger" man løsningen til tosserne, der netop forvandler sig til sådanne i den kultur.

Det værste er, at evt. problemer med bureaukratisk styring, som ellers klart for enhver synes plaget af sine problemer med fremmedgørelse og kynisme især i vor tid (bemærk f.eks. hvor valent Ægypten diskuteres af lederne) slet ikke kommer på dagsordenen, idet man hænger fast i en stædig tro på, at stor gør bedre og rigere, og det gælder om at bevare de fordele, i jo højere grad, jo ringere virkeligheden udvikler sig.

Det bedste må være et deleprincip, som man egentlig var inde på med EU - at kun nogle generelle principper skulle være ens i landene, og så måtte man ellers selv indrette sig. Men alligevel bliver det til alting - med måske 100.000 siders traktattekster, nye lande blankt skal godkende, når de optages i EU. (Ligesom når man skal anvende et "gratis" pc-program.)

En bagtanke med disse standardiseringer var formodentlig at kunne effektivisere økonomien, der dermed skulle storme frem allevegne, men i stedet gik i stilstand, men ikke mere stille end at en stigende ulighed stadig er aktiv, takket være globale "aftaler" om begunstigede - bestemt ikke frie - økonomiske rettigheder. Her fik man så også bureaukratiseret, og lammet den side af livet.

Så nu står man stiv af skræk og ser uro, negativ økonomisk udvikling, handlingslammelse, legitimitetskrise. Hvor øget spinderi og manipulation nu er den kortsigtede løsning. og forværrer svaghederne i regimerne henimod ultimative sammenbrud. Det var Titanic, der blev søsat med den moderne globalisme, og måske er vi allerede stødt på isbjerget, hvilket så først og fremmest rammer dem nede i maskinrummet og hos de fattige..

Jørgen Christensen skrev:

Tingskultur handler ikke om administration eller forvaltning. Tingskultur handler om beslutningsprocessen. At mødes på tinge, for at træffe beslutninger. At tinge er at aftale, eller at forhandle.

Traditionen med at mødes til fællesrådslagning - på tinge - er et grundsyn om menneskeligt ligeværd, der gør at enhver der vil, kan møde op, med samme muligheder som andre for at lytte og tale, og deltage i en proces hvor synspunkter og betragtninger udtales offentligt så alle kan høre dem, og kan blive genstand for en velordnet offentlig samtale, hvor taletid gives til én ad gangen, mens de øvrige lytter. En proces, der giver mulighed for at alle har mulighed for at ytre sig, og samtidigt være sikker på at der bliver lyttet til hvad man har at sige. En proces, der har som udgangspunkt, at deltagerne er villige til at lære og ændre synspunkter undervejs. En proces, der handler om at træffe den bedst mulige beslutning, på basis af det bedst mulige grundlag.

At mødes på tinge som politisk beslutningsproces, kendes fra vikingetiden. Bl.a. fra Island. Også i Danmark havde man tidligere forskellige ting, som fora hvor beslutninger blev truffet. Herredsting, landsting, byting, birketing.

Noget af vikingekulturen præger åbenbart stadigt. Tillid til andre http://videnskab.dk/composite-411.htm, og hvad kulturen burde være berømt for http://www.information.dk/43565.

Det danske bureaukrati, er et levn fra enevældens tid, hvor embedsmænd loyalt skulle sikre, at den politiske magthavers (Kongens) vilje blev gennemført. Denne konstruktion er desværre videreført, også efter den kongelige enevælde ophør. Siden er nye enevældige politiske herrer kommet til, der bruger bureaukratiet på samme måde som tidligere Kongen.

"Det danske bureaukrati, er et levn fra enevældens tid, hvor embedsmænd loyalt skulle sikre, at den politiske magthavers (Kongens) vilje blev gennemført. Denne konstruktion er desværre videreført, også efter den kongelige enevælde ophør. Siden er nye enevældige politiske herrer kommet til, der bruger bureaukratiet på samme måde som tidligere Kongen."

Ja, beslutningerne blev anderledes. Og til skade for befolkning og legitimitet. Hvem kender navnet f.eks. på den schwiziske præsident? Men USA's præsident introduceres til alle offentlige møder som Gud på jorden, hvilket jo ret beset er en afgud og burde appellere til kvalmen mere end til respekten.

Og dog har Schweiz klaret både at modernisere sin administration og at bevare fokets indflydelse. Så hvem fortjener den største respekt i en civiliseret forsamling? Og hvem ligger vore magthavere på maven for? Jeg savner i det mindste bare en forståelse af denne defekt i moderne tid hos andre.

Errata.

Det omtalte fænomen burde måske snarere betegnes "tingsteds-kultur"? Ikke i ordets nutidige betydning, hvor et tingsted er hvor en domstol holder til, men i en ældre betydning.

Det islandske ting hed i øvrigt Altinget, hvor folket mødtes årligt til fælles rådslagning gennem 850 år. I Danmark havde man tidligere Landstinget for parlamentarisk forsamling, og siden blev Rigsdagen omdøbt til den mere passende Folketinget. Det norske parlament hedder Stortinget, og det moderne islandske parlament igen Altinget.

Heinrich R. skrev:

Kære Heinrich R.
Jeg vil med henvisning til dit tidligere indlæg sige, at her må du have fået nogle oplevelser, som jeg slet ikke kan få til at passe med min næsten 50 årige virksomhed i "indoktrineringsanstalten". Jeg ved ikke, hvor sådanne tilstande findes.
Det er der flere grunde til. Først tror jeg slet ikke de findes. For det andet, er de lærere, som jeg kender slet ikke til at ensrette. Men lad det nu ligge.

Der er grelle eksempler på, at stater vil nationalisere deres befolkning. Det blev kendt i Sydslesvig efter tabet af landet. Jeg kan anbefale dig at se to film. Den ene fra Nord Sverige: Elina - som om jeg ikke fandtes og en fra Australien: The Rabbit Proof Fence. Der vises uhyggelige overgreb.

Vi har, hvad jeg har hørt, også selv haft et fordanskningsprojekt med grønlændere.

Men det er jo svært at fastslå, hvornår en skik er dansk. Der var måske ikke så megen danskhed på Gorm den Gamles tid. Luciafest og juletræ bruger vi gerne. Fastelavn er også kommet udefra. Sproget er fyldt med fremmedord og låneord.

Man kan også undre sig over, hvordan vi danske har optaget kunst, musik, arkitektur, jura og meget andet, og hvordan det ville være muligt helt at undgå denne påvirkning.

Slut bare op om den danske folkeskole, den er allerede danskhedens stærkeste kort.
Søren Hansen

shansen4 skrev:

Kære Søren,

min kritik går ikke på lærerne og deres indsats for at bibringe eleverne nyttige kundskaber. Slet ikke.

Min kritik går på politisk styring af pensum, hvor politikere tiltager sig retten til at styre, frem for at lade faglighed og de fagligt kompetente råde.

Jeg havde selv mange udmærkede og engagerede lærere, i grundskolen. Men gennem årene, har jeg gang på gang måtte konstatere, at meget af hvad jeg lærte i dannelses og orienteringsfag ikke holder vand. Jeg er sikker på, at ingen af de lærere jeg havde ønskede at indpode nogen vrangopfattelser, bedrage deres elever eller var under pres for at lire officielle sandheder af - tværtimod.

Belært af erfaringer, har jeg været opmærksom på mine børns skolegang. Familien har flyttet teltpælene flere gange i den periode, og har høstet erfaringer fra fire hhv. fem udmærkede skoler, i tre forskellige lande. Hvert land har sine egne vedtagne sandheder om bl.a. historien, er jeg blevet opmærksom på. Det er en bizar oplevelse, at høre ens børn med begejstring fortælle om historiske "kendsgerninger" og udlægge verdens gang på måder man aldrig har hørt før. Udlægninger, der er stærkt farvet af hvad der opportunt i det pågældende land. En god portion national selvros, fordrejninger af begivenheder og samfundsforhold og behændige måde at omgå nationale traumer, var tydeligt at få øje på udenlandsk. Det ledte til reflektioner om min egen prægning fra Danmark, herunder dansk skolegang, og ledte til den erkendelse, at præcis det samme forhold galdt dansk skolegang.

Erfaringer, der gør at jeg har vanskeligt ved at godtage letkøbte synspunkter og udsagn om de fleste emner, men ofte føler behov for at forsøge at undersøge emnerne. Alment vedtagne sandheder om mangt og meget, som folk sjældent kunne finde på at sætte spørgsmålstegn ved eller bestride, kan vise sig at være alt andet end sandt.

Heinrich R. skrev:

Jeg nåede at have næsten 25 i folkeskolen, inden jeg flyttede til Grønland. Som lærer lagde jeg stor vægt på faglighed, men også på social trivsel og ikke mindst på, at eleverne lærte at forholde sig kritisk til stoffet, stille spørgsmålstegn ved det og selv gå mere i dybden med det. Det handlede jo om, at eleverne skulle ud i samfundslivet i et demokratisk samfund, i erhvervslivet, i fritidslivet, i ægteskabet og det skulle de være bedst muligt rustede til. Om det lykkedes? Spørg mine gamle elever. Jeg møder jævnligt nogle af dem - og er ganske godt tilfreds med resultatet.

Bjarne Nederby Jessen