Kierkegaard og den kristne antisemitisme

Hvis man bortforklarer Kierkegaards antisemitisme, tilslører man også antisemitismens kristne væsen og evangelisk-teologiske forudsætninger, mener dagens kronikør
Hvis man bortforklarer Kierkegaards antisemitisme, tilslører man også antisemitismens kristne væsen og evangelisk-teologiske forudsætninger, mener dagens kronikør. Foto: colourbox.com.

LÆNGE FØR Peter Tudvads bog "Stadier på antisemitismens vej. Søren Kierkegaard og jøderne" forelå, stod de teologiske bortforklaringer i kø. Ingen havde læst bogen, men alle mente noget om den. Da bogen så udkom på Krystalnattens symbolske dato, tilsluttede anmelderne sig uden nærmere diskussion. Kierkegaard antisemit? Ikke tale om!

Tudvad har flere gange taget til genmæle. Han fastholdt i Kristeligt Dagblad den 4. november, at antisemitisme findes som "en disposition" ikke kun hos Kierkegaard, men i kristendommen i det hele taget.

Der er da heller ikke tvivl om, at Kierkegaard med sine jødefjendtlige udtalelser var et produkt af sin tid. Det gør jo imidlertid ikke hadefulde udtalelser mere acceptable, at de er tidstypiske, og langtfra alle i samtiden delte den jødefjendtlige holdning. Umagen for at bortforklare Kierkegaards hadefulde udfald synes at bekræfte Tudvads påstand om et ubehageligt problem, som man nødigt vil se i øjnene.

Teologerne har et forklaringsproblem, hævdede Tudvad i dagbladet Information den 6.-7. november, hvis de ikke vil indse den antisemitiske konsekvens af den radikalisering, der præger den sene Kierkegaards syn på forholdet mellem kristendom og jødedom.

Det har han ret i. Ligesom han har ret i, at der i kristendommen findes "en disposition" for antisemitisme – på dette punkt endda mere ret, end det fremgår af hans bog.

Det er en vigtig pointe i Tudvads karakteristik, at Kierkegaard ikke er, men bliver antisemit. Han opgiver tanken om Abraham som Troens Fader for i stedet at se jødedommen som Kristus-troens absolutte modsigelse og jøden som en personifikation af sammenhængen mellem forargelse og fordømmelse.

I den forbindelse er det nyttigt at skelne mellem teologisk antijudaisme og den etnisk-racistiske antisemitisme, som hos Kierkegaard kommer til udtryk efter 1846. Men det hører med til forståelsen, at antijudaisme såvel som antisemitisme har rod i Det Nye Testamente og har været Kierkegaard bekendt som en integreret del af evangeliernes fortælle- og fortolkningsverden.

TUDVAD GENNEMGÅR, hvad han kalder Kierkegaards læseverden, og påviser hans tilslutning til den udbredte tanke om jødedom og kristendom som den absolutte modsigelse mellem lov og nåde, selvretfærdighed og syndsbevidsthed. I fortolkningen af begrebet forargelse og i synet på jødedom og jøder har Kierkegaard været afhængig af de bøger, som stod i hans bibliotek.

Men ved så nøje at fokusere på fortolkningstraditionen og den faglitterære afhængighed overser Tudvad, at Kierkegaard var bibellæser. Tudvad kan nøjes med at kalde antisemitismen for "en disposition" i kristen tradition, fordi han ikke søger forudsætningerne for antisemitismen i den nytestamentlige antijudaisme.

Han ser ikke, at antijudaisme som teologisk motiv har betydning for fortolkningen af Jesu død i evangelietraditionen, og er derfor ikke opmærksom på, i hvilket omfang Kierkegaard i sine udtryk for antisemitisme genbruger de stereotype karikaturer og antijudaistiske fjendebilleder af for eksempel farisæere og skriftkloge, som kendetegner evangeliernes fremstilling af jøderne som Jesu modstandere og egentlige mordere.

Siden slutningen af 1970?erne har en kritisk besindelse på betydning og omfang af antijudaisme i tidlig kristendom været et hovedemne inden for nytestamentlig eksegese. Antijudaisme er den betegnelse, der bruges, ikke antisemitisme, da det drejer sig om en slags intern religionskritik og om teologisk fordømmelse, men ikke racistisk begrundet fjendtlighed.

Markante udtryk for antijudaisme findes i skrifter som Matthæusevangeliet og Johannesevangeliet, begge efter alt at dømme skrevet af jødisk kristne forfattere i slutningen af det 1. århundrede. Frænde er som bekendt frænde værst, og begge evangelier illustrerer behovet for at bekræfte en kristen selvforståelse i modsætning til jødedommen.

Ved i jødedommens profet- og salmetekster at finde beviserne for Kristus-troens sandhed tilegner de tidlige kristne sig de messianske forventninger og overtager jødedommens traditionelle forestilling om at være Guds udvalgte folk.

Derfor rummer Kristustro i nytestamentlig fortolkning både jødedommens opfyldelse og lovtro jøders fordømmelse; de tidlige kristne har etableret sig i skriftafhængig konkurrence med lokale jødiske synagogesamfund.

At det giver mening at tale om antisemitismens forudsætninger i denne sammenhæng, skyldes især to forhold: For det første, at alle fire evangelier er skrevet efter år 70 – året, hvor Jerusalem og templet blev ødelagt af romerne. Og for det andet, at denne katastrofe af de kristne blev set som Guds straf over jøderne for at have afvist og dræbt deres egen Messias.

Vidnesbyrd om denne fortolkning af katastrofen i år 70 findes eksempelvis i "Lignelsen om de betroede pund", hvor en fornem mand rejser væk for at blive konge, men hades og afvises af sine landsmænd og derfor befaler, da han som konge er vendt hjem, at hans fjender skal hugges ned (Luk. 19, 11-27).

HERMED ER grunden lagt til i evangelierne at skildre jøderne som de egentligt skyldige i Jesu død: Det var jøderne, som krævede Jesus korsfæstet, mens Pilatus ville skåne ham. Da formålet med evangeliernes narrativisering af Jesus er at anskueliggøre ham på jorden som Kristus, må de jøder, som ikke tror på ham, anskueliggøres modsat som hans fordømte og strafværdige fjender og mordere.

Således placerer Matthæus-forfatteren hele det jødiske folk foran Pilatus og lader alle jøderne som med én mund påtage sig skylden for korsfæstelsen og nedkalde Guds straf over sig selv og deres børn (Matt. 27, 25). Denne forestilling om jøderne som Gudsmordere har legitimeret den kristne tradition for at forhåne, forfølge og udrydde jøder som sataniske u- eller undermennesker.

I Johannesevangeliet, det relativt mest antijudaistiske af de fire, karakteriseres jøderne som jordisk begrænsede og uforstandige syndere uden frelsesmulighed; deres far er ikke Abraham, men Djævelen, og de er morderiske og løgnagtige som deres far (Joh. 8, 21-47).

Narrativiseringen af Kristus som Jesus-figur har bestemt behovet for også at narrativisere det antijudaistiske fortolkningsmotiv. Det forklarer, hvorfor jøderne fremstår i evangelierne som hadefigurer af hyklerisk upålidelighed og pengeglad griskhed, karikaturer, som den etnisk-racistiske antisemitisme har taget til sig.

I den forstand kan antisemitismen siges at være foregrebet og narrativt iscenesat af evangeliernes antijudaisme. Typificeringen af Judas-figuren som den fordømte jøde er symptomatisk. I Matthæusevangeliet knyttes et pengemotiv til hans rolle som overgiver (Matt. 26, 14-16), og i Johannesevangeliet er han den upålidelige discipel, der stjæler af den fælles kasse; som satanisk figur lister han ud i natten for at udføre mørkets gerning (Joh. 13, 26-30). At han på græsk hedder Ioudas, inviterer til at se ham som Ioudaios: jøden.

Evangelierne er interne brugstekster, skrevet af og for de tidlige kristne til egen opbyggelse og kollektive selvbekræftelse. Derfor rummer de antijudaisme i den form for os-og-dem-fortolkning, som er støbeformen for al diskrimination, også for den etnisk-racistiske antisemitisme, som er og bliver en pestbyld i kristen tradition og historie.

Bortforklares Kierkegaards antisemitisme, tilsløres også antisemitismens kristne væsen og evangelisk-teologiske forudsætninger, og man overser den altid aktuelle sammenhæng mellem hadefuld retorik og hadefulde gerninger.

Lone Fatum er teolog og forhenværende universitetslektor på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet