Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen En fusionskristens bekendelser til din ven.
En fusionskristens bekendelser
Ved sin død i sidste uge var Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, i færd med at skrive en bog om tro og religion sammen med Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager. Bogens første to kapitler handler om de to redaktørers livssyn. Erik Bjerager fortæller her om sin tro på Gud, og Tøger Seidenfaden svarer ved at fortælle om, hvorfor han ikke tror på Gud
For nogle år siden besøgte jeg fødselskirken i Betlehem dagen efter, at en lokal israelsk avis havde rapporteret, at Jesus var begyndt at blinke med det ene øje fra en ikon, der hang på kirkens væg. En kollega og jeg opsøgte den ledende ortodokse munk og præst ved kirken på hans kontor for at høre nærmere om sagen, og det samme gjorde CNN og andre medier fra hele kloden: Dette var en god historie. For nogle er grædende eller blinkende ikoner og Madonna-statuer et bevis på Guds magiske manifestation i tilværelsen, men selvom jeg har den tro, at Gud både griber ind og virker i menneskers liv, tror jeg ikke på den slags såkaldte beviser.
Når jeg alligevel begynder ved den blinkende ikon i Betlehem i forsøget på at redegøre for min tro, har det sine indlysende grunde: Det var nemlig her, det hele begyndte for 2000 år siden, da en lille jødisk sekt opstod og efterfølgende spredte sig til først middelhavsregionen og siden resten af verden. Hvordan det kunne gå til, er lidt af et mirakel, men der er også klare sociologiske grunde til, at kristendommen kunne blive en så afgørende bevægelse på jorden. Ikke mindst den, at kristendommen blev oplevet som relevant og positiv for den enkeltes liv.
Annonce
De fleste moderne mennesker har i dag en opfattelse af, at de selv vælger, hvad de vil tro på. Det er godt. Vi har som kultur kæmpet og stridt for religionsfriheden, der er alle friheders moder, fordi retten til at vælge troen til eller helt vælge troen fra angår menneskets inderste samvittighed og religiøst set også forholdet til Skaberen. Religionsfrihed er grundstammen for alle de andre frihedsrettigheder, som det vestlige samfund hviler på. Min egen trosforståelse er – måske påvirket af mit arbejde som samfundsengageret redaktør – i stigende grad præget af, at jeg ikke bare anser troen som et personligt anliggende. Lige så vel som vores liv i øvrigt er præget af arv og miljø ud over at være vores eget projekt, er det præget af den kultur, oprindeligt kultus, vi er en del af. Kulten er i hjertet af kulturen, og det er der ikke så mange, der har blik for i dag, hvor kristendommen og al anden religion mest af alt bliver set på som en fjende af demokratiet og det moderne samfund.
Når jeg alligevel begynder ved den blinkende ikon i Betlehem i forsøget på at redegøre for min tro, har det sine indlysende grunde: Det var nemlig her, det hele begyndte for 2000 år siden, da en lille jødisk sekt opstod og efterfølgende spredte sig til først middelhavsregionen og siden resten af verden. Hvordan det kunne gå til, er lidt af et mirakel, men der er også klare sociologiske grunde til, at kristendommen kunne blive en så afgørende bevægelse på jorden. Ikke mindst den, at kristendommen blev oplevet som relevant og positiv for den enkeltes liv.
Hvis jeg skal folde troens mangfoldige aspekter sammen i en enkelt sætning og forklare, hvorfor jeg selv tror på Gud, er svaret, at jeg ikke kan lade være. På den måde ligner troen kærligheden. Man kan i udgangspunktet ikke bestemme sig for at elske, og man kan ikke med en viljesakt beslutte sig for at tro. Troen er en slags overbevisning, som man ikke kan ryste af sig. Det betyder ikke, at troen er en tilfældighed, men der kan omvendt heller ikke skrives en manual om, hvordan man kommer til at tro. Troen vækkes i en, fordi man længes. "Mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig," skrev allerede en af oldkirkens fædre, Augustin, i sit værk, "Augustins Bekendelser". Den længsel kan man godt arbejde med.
Hvis man skræller alle lagene af og kommer ind til sin inderste eksistens, er man mere åben over for troen, end hvis man har alle hverdagens parader oppe.
Men dybest set er troen et mysterium, og Guds eksistens kan ikke bevises. Som Karen Blixen engang sagde i et interview: "Jeg kan ikke forklare det, men jeg tror på Gud." At hun ved andre lejligheder afviste troen på de kristne dogmer, siger noget om kompleksiteten i sagen.
Tro og viden er to forskellige måder at forholde sig til verden på, og de kan leve i skøn samdrægtighed, hvis den enkelte bare giver dem lov.
Jeg er vokset op med fadervor og kirkegang, men selvom jeg faldt i gryden som barn og på sin vis har overtaget den tro, som mine forældre og bedsteforældre har haft, kunne jeg lige så godt være endt med at tage afstand fra kristendommen. Jeg kender mange, der enten som led i en løsrivelsesproces fra deres forældre har taget afstand fra den opfattelse af kristendommen, som de er vokset op med, eller ganske enkelt bare aldrig selv har ment, at det gav mening for dem at tro på Gud.
Jeg vil derfor ikke sige, at jeg har arvet min tro, selvom der nok er mindre sandsynlighed for, at man kommer til at tro, hvis der slet ikke går noget i arv, end hvis det ligger der forud for en selv. Som årene er gået, er jeg blevet mere og mere taknemmelig for, at jeg blev påvirket som barn og ung og fik indpodet en sans for det mystiske, det hellige og det uforklarlige. Det har føjet en dimension til mit liv.
Jeg forstår i dag ikke forældre, der anser deres barn for at være født tabula rasa – som en renvasket tavle – og derfor ikke bør påvirkes for eksempel ved at blive døbt. Man kan som menneske vanskeligt overleve uden den overleverede påvirkning fra sine forældre, og jeg glæder mig over, at de har villet mig noget og ikke lod mig i fred.
Søren Kierkegaard er ofte citeret for at sige, at han er kristen, fordi hans far var det. Men det har han, så vidt jeg har kunnet afdække, aldrig sagt. Han mente, at det betød noget, at han var vokset op i en kristen kontekst, men han gjorde sig den klare iagttagelse, at en jøde bliver jøde af at have jødiske forældre – eller i hvert fald en jødisk mor – fordi jødedommen er en naturbestemmelse, som han kalder det, mens kristendommen er en åndsbestemmelse, som kræver individuel stillingtagen.
Som kristen er man bestandigt på vej. Man kan leve sit liv og prøve at være et anstændigt menneske, men at troen på den treenige Gud er en tilegnelse, der aldrig afsluttes, ligger i kristendommens natur. Troen er ikke et endegyldigt og færdigt projekt. Jesus sagde da også om sig selv, at han er vejen (og sandheden og livet), og den første kristne menighed gik netop under navnet Vejen.
Det er indlysende, at man ikke kan måle tro. Derfor bør man selvsagt afholde sig fra at vurdere dybden eller styrken af andres tro. Jeg har fuld forståelse for dem, der siger, at man er kristen, når man er døbt, uanset hvor meget man herefter har tænkt over sagerne. Man er, som det siges i kirken, blevet indpodet i Kristus ved dåben. Men dåben er kun en begyndelse. Derefter er det nødvendigt at lære om kristendommen og søge længere ind i den, for troen er også en tilegnelse.
Min konfirmationsundervisning husker jeg som en næsten pinefuld vandring mod den dag, hvor jeg skulle bekræfte en tro, som på det tidspunkt mere var en indre kaotisk og spændingsfuld længsel. Pubertetens kamp for frigørelse involverede for mig også et opgør med den pænhed, jeg mødte i kirken. Jeg husker derfor som noget af det eneste fra min konfirmation en på samme tid dyb forargelse og herlig fryd, da min sidekammerat i kirken kom til at sætte sig på sin salmebog med ordene: "Kors i røven".
M
in lyst til at gå i kirke voksede markant, da jeg i gymnasieårene fandt ud af, at jeg kunne tjene penge på at synge i den lokale kirkes kor. Nu forenede jeg det sure med det søde og blev – især senere – meget taknemmelig for, at jeg tidligt havde fået en fortrolighed med kirkerummet, salmerne og ritualernes sprog og univers.
At synge i kirkekor i 1970'erne fik ikke pigerne i gymnasiet til at dåne. Mine mange overvejelser for og imod Guds eksistens var heller ikke noget, der gav genklang hos mine jævnaldrende klassekammerater. Kirke og kristendom stod i det hele taget i så lav kurs, at man skulle være udstyret med et særligt kamikazegen, hvis man talte for højt om den slags. Dengang var synet på religion præget af marxismens forståelse af tro som borgerskabets opfindelse, en slags dulmende opium til folket, der ellers ville gøre opstand mod deres usle kår. At tro på Gud måtte være udtryk for en decideret indskrænkning af ens intellektuelle formåen.
Religionsmodstanden dengang var ikke ulig i dag udpræget intolerant. I mit stille sind opfattede jeg mig selv som en minoritet, endnu før begrebet for alvor var slået an i den brede debat og i øvrigt ikke kom til at omfatte kristne. Den minoritetsfølelse har aldrig fortaget sig. Det er de færreste, der kan forstå, at man kan tro på Gud som mere end en fatalisme, der lukker de huller, videnskaben endnu ikke har evnet at fylde ud.
Kristendommens kursværdi gik op i 1980'erne og især 1990'erne, men i det seneste årti er pendulet begyndt at svinge tilbage. Eller måske jeg snarere skulle sige, at vi oplever modsatrettede tendenser. På den ene side er længslen efter en dybere mening og måske også efter at høre til voksende, men samtidig opfattes den religiøse position med voksende skepsis. Om man er muslim eller kristen, er ikke så afgørende, for i den brede opinion er det suspekte, at man overhovedet kan operere med en åndelig dimension, der rækker ud over alt det, der kan bevises og forklares.
I mine ungdomsår opsøgte jeg forskellige kristne kirkesamfund, kirkelige retninger og menigheder, men fandt ikke noget sted, hvor jeg følte, at jeg hørte til. Jeg havde dengang som nu svært ved at forbinde troen på Gud med en særlig kirkelig kultur, hvor der i øvrigt altid findes et element af social kontrol. Det har betydet, at jeg i flere år er gået i kirke i forskellige sogne. Også på grund af mit arbejde er jeg blevet ansporet til at søge en vis kirkelig bredde, hvilket jeg personligt har været glad for.
Med årene er jeg er i stigende grad blevet optaget af den kristendom, der går på tværs af kirkeskellene. Da jeg efter min journalistuddannelse i Aarhus rejste til USA for at læse videre, blev det i en anglikansk kirke, at jeg gik til gudstjeneste og fandt venner. Nogle år senere rejste jeg til Frankrig, hvor jeg i to år kom i katolske kirker, vekslende med afhop til den lokale danske kirke i Paris og flere besøg i klosterfællesskabet i Taizé.
Jeg tog siden på en række rejser til den ortodokse verden, der ligesom den katolske har som sin selvforståelse, at den er den direkte arvtager af oldkirken. At vandre på den græske munkeø Athos, overnatte i skiftende klostre og tale med munke og eneboere ude i bjergene giver en særlig indgang til den del af den kristne kirke og en helt særlig lejlighed til selv at søge fordybelse. Det var her, jeg mødte en eneboer, der havde fået taget et foto af sig selv liggende i en grav, der var blevet gravet til en død munk. Man han ville gerne selv have et foto af sig på bunden af graven som en påmindelse om, at også han skulle ligge der en dag. Memento mori, husk at du skal dø, sagde de gamle. Vi har glemt det i den vestlige kultur, hvor vi alene er optaget af carpe diem, grib dagen. Måske fordi vi er holdt op med tro på, at der venter noget efter døden.
I
kraft af mit arbejde på Kristeligt Dagblad har jeg haft den glæde at møde nogle af verdens mest markante kristne profiler og har interview-et så forskellige personer som den sydafrikanske, anglikanske ærkebiskop, Desmond Tutu, og den ortodokse patriark af Konstantinopel, Bartholomæus. Det har været uhyre berigende og været med til at forme min egen tro.
Det samme kan jeg sige om besøg på de koptiske klostre i Egyptens ørken og Assisi i Italien, hvor munken Frans levede i 1200-tallet. Og jeg glemmer sent dengang, jeg sammen med en god ven, som jeg havde vandret med på en del af pilgrimsruten, Caminoen, til Santiago de Compostela i Nordspanien, traf en ung fransk nonne, der havde gået 1500 kilometer i små sandaler og med meget få ejendele i en lille sæk på ryggen. Vi traf hende uden for et kloster, der husede den måske mest lukkede nonneorden i verden, Clarissa-søstrene, hvor nonner frivilligt går bag tremmer for aldrig siden at komme ud. Nu ville hun også derind. Den forsagende kristendom forstår jeg ikke, men jeg har dyb respekt for den tradition for det kontemplative, der også ligger i kristendommen og giver lejlighed til, at man bringer sig selv til tavshed, så Gud kan tale, som det siges om den kristne meditation.
For mig er det væsentligt at fastholde, at kernen i min kristendomsforståelse er luthersk-evangelisk. Jeg kan godt lide stringensen og intellektet i den evangelisk-lutherske kirke. Den vægt, der her lægges på både prædikenen og salmerne, som med the fabulous four – Kingo, Brorson, Ingemann og Grundtvig – er i særklasse også målt på verdensplan. En gudstjeneste her er ikke anmassende, men kan tages på sin overflade eller som indgang til en dybere, meditativ og i øvrigt stor poetisk oplevelse.
Men hvis det hele skal koges ned, erkender jeg gerne, at jeg er fusionskristen. Jeg har på ægte individualistisk vis taget lidt her og lidt der fra det religiøse tagselvbord. Men jeg har holdt mig til kristendommen, fordi jeg anser den for at være det bedste bud på en fuldtonet verdensreligion, der tåler at blive gået efter i sømmene.
K
ristendommen er uhyre ædruelig. Den gør sig ingen illusion om, hvad mennesket er, selvom vi jo selv mener, at vi er nogle herlige størrelser. Mennesket er syndigt og trænger til at blive udfriet eller frelst. Men som kristen skal man ikke bede fem gange om dagen, spise særlig mad eller klæde sig på en bestemt måde for at få del i Guds kærlighed. Den kan man ikke gøre sig fortjent til. Det element træder stærkest frem i den protestantiske kirke.
Den ortodokse kirke rummer en anden vigtig tilgang til kristendommen, for dens kristendomsforståelse er dybt forankret i den guddommelige åbenbaring i Kristus som et mysterium, man ikke kan nærme sig med sin forstand. Den ortodokse vej til fordybelse i troen går gennem bøn, ikoner, der ifølge ortodoksien taler til mennesker med et særligt hjertesprog, de levende lys og de timelange gudstjenesters recitationer og sang.
Uden perspektivet fra den katolske kirkes stærke opfattelse af Gud som en konkret og indgribende virkelighed ville min kristendomsforståelse dog være reduceret. I den katolske kirke indgår man desuden i et universelt, verdensomspændende fællesskab, som efter min opfattelse er kirkens sande natur og står i kontrast til alle de lutherske og ortodokse kirkers nationale forankring, der herhjemme betyder, at folkekirkens horisont ofte standser ved Kruså.
En del af frikirkernes mere karismatiske tilgang til troen har aldrig for alvor tiltalt mig. Den enkeltes tro er givet også et resultat af både psyke og temperament, og en alt for jublende halleluja-kristendom ligger for mig at se for langt fra den alvor og fordybelse, som efter min opfattelse bør være et kendetegn ved gudstjenesten. Men jeg er helt opmærksom på min egen begrænsning i den henseende.
Alle kirkesamfund i verden har styrker og svagheder, men man kan, som jeg prøver at gøre, sagtens hente det bedste ud af dem til berigelse for sin tro, også uden at man af den grund forhåbentlig fremstår som et åndsforvirret, postmoderne menneske.
Essensen af min tro er, at der i kristendommen åbenbares os en uendelig glæde og sandhed, som er forbundet med livets inderste mening og aldrig forsvinder, uanset hvordan verden arter sig. Gud er skaber og opretholder af livet, som jeg forstår som givet af Gud. I takt med at jeg er blevet ældre, er netop taknemmeligheden blevet stadig mere betydningsfuld for mig. Det er blevet en afgørende del af mit tros- og bønsliv at sige tak.Jeg opfatter kristendommen som et værn mod indbildskhed og selvovervurdering. Den fastholder mennesket i en nøgtern position, og den er samtidig et værn mod håbløsheden.
Digteren Søren Ulrik Thomsen, der igen er inspireret af den fransk-amerikanske filosof og kulturkritiker René Girard, har i et essay fremhævet, at kristendommen påbyder mennesker at tro på Gud, så det hverken skal gøre sig selv til Gud eller dyrke andre, som om de var Gud. Kristendommen tilsiger at tro på Kristus, så man ikke skal gøre sig selv til offer eller andre til syndebukke. Netop fordi Kristus ved sin død har tilgivet menneskets synd, kan man frimodigt tage sin egen synd på sig frem for at skubbe den fra sig og udpege andre som syndebukke, siger han, og den forståelse af kristendommen er jeg helt enig i.
Kristendommen tilsiger den enkelte ydmyghed, men det er ikke det samme som at være ydmyget. Tværtimod bliver vi alle større af at opdage, at vores tilværelse ikke bare drejer sig om os selv.
I gudstjenesten er det efterhånden kun ritualerne, der minder menigheden om, at mennesket er en synder. Den forkyndelse er også blevet misbrugt, ikke mindst i middelalderens kirke, der først forkyndte syndighed for derefter at udnytte sin magt til at tilgive mennesket og frelse det fra evig død og pinsel. Men kirkens præster tager meget fejl, hvis de af frygt for kirkens egen skygge ikke prædiker menneskets syndighed. Det er en humanistisk tradition at frikende mennesket fra synd, men vi kan lige så godt se hinanden og virkeligheden i øjnene. Mennesket bliver ikke mindre syndigt af, at vi ikke vil bruge begrebet. Hvis mennesket grundlæggende var godt, havde alle fremgangsideologierne, herunder kommunismen og nazismen, ret i, at vi ville kunne udvikle det perfekte samfund med de perfekte mennesker. Men det er ikke muligt.
Det står helt centralt i min opfattelse af kristendommen, hvor nødvendigt det er for os alle at knæle ved nadverbordet. Ser man ikke synden hos sig selv, har man så meget desto større tilbøjelighed til at se den hos andre. I nadveren modtager mennesket tilgivelsen, og derfor er nadveren kilde til ny livsglæde. Samtidig har nadveren den mentalhygiejniske virkning, at den er en indre kur mod hovmod.
Bliver man et bedre menneske af at tro på Gud? Nej, men man bliver sin egen hårdeste dommer. Søren Kierkegaard taler om, at vi skal gøre som Jesus og følge hans eksempel. Det er umuligt, men det er samtidig udgangsbønnen ved alle gudstjenester. Vi skal forbedre os i et helligt liv og levned, lyder det. Vi er bestandigt på vej. Troen betyder, at man har et ansvar, der rækker ud over en selv. Der er en opgave forbundet med at tro på Gud, for Gud vil noget med os.
I takt med at jeg er blevet ældre, er det at gå til gudstjeneste blevet afgørende meningsfuldt for mig. Jeg skulker ofte for i stedet at følge mine børn på fodbold- eller håndboldbanerne søndag formiddag, men dybest set mener jeg, at det mest meningsfulde, man kan gøre på netop det tidspunkt af ugen, er at gå i kirke.
Alt er til diskussion alle andre steder end i kirken, hvor kernen i det kristne budskab er noget absolut. Kirken er derfor et af de få steder i samfundet, hvor der stadig tales alvor.
Enhver gudstjeneste er for mig blevet en opmuntring og trøst. I kirken hører jeg, at jeg er forpligtet over for min næste og over for mine omgivelser. Her forkyndes det, at tilværelsens tyngdepunkt ligger uden for mig selv. At Gud er evigt og bestandigt skabende og som sådan livets opretholder.
Jeg har som menneske min frihed og er alene bundet i samvittighed til Gud, men jeg er ikke suveræn herre i mit eget liv. Det opfatter jeg ikke som en begrænsning, men derimod som en frisættelse. Mennesket kan ikke tåle at bære ansvaret for alt, hvad der sker med en i livet. Bagsiden af den meget fremherskende ikke-kristne og nyreligiøst inspirerede forståelse af mennesket som et udviklingsprojekt, hvor man med åndelige øvelser, reguleret mad og drikke og selvdisciplinering arbejder på sin egen mentale opstigen, er, at alt ulykkeligt, der måtte ramme en, uvilkårligt kan forklares som en følge af ens egne ukloge handlinger.
Sygdom, for eksempel, bliver let til et spørgsmål om, at man ikke har levet sundt nok, og døden bliver således ens egen skyld frem for at være det grundlæggende livsvilkår, som kristendommen fortæller os, at den er.
Uanset hvad præsten prædiker i gudstjenesten, hører man altid i salmerne og ritualerne, at man ikke skal give op. Der er megen trøst og dermed også glæde gemt i gudstjenesten. Det er også i gudstjenesten, at man bliver holdt fast med et kritisk lys på sig selv, men samtidig får indgydt tilliden til at være sig selv og vide sig i gode hænder.
Jeg betragter Gud som en medvandrer igennem livet. Ligesom han fulgte Paulus på vejen til Damaskus, følger han også os i dag. Måske blinker Jesus ikke til os fra ikonen på væggen, men han er der.
bjeragerk.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Seneste Liv&Sjæl
- 26. maj Den videnskabelige teolog og den teologiske videnskabskvinde
- 26. maj Brunkulsbørster er historiens oversete helte
- 25. maj Kommentar: Sundhedisme er blevet den nye religion
- 25. maj Indtil sygdom skiller os ad
- 25. maj Jeg bevæger mig til smertegrænsen
- 25. maj Billedserie: Lykken er at komme sidst
- 25. maj Nys bare – pollen-sæsonen er over os
- 25. maj Helligånden er blevet sat i skammekrogen
- 25. maj Han kimer pinsen ind
- 25. maj Kronisk depression og søvnproblemer
Stillinger
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Leder til opstart og drift af børnehaven SmåLand i Silkeborg
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
Debat
Seneste debatindlæg
| 5 | Sv. Tænk... |
Nederby...
58 min. siden |
| 2 |
Sv. Kan man have omsorg for et... |
Jørgen...
5 timer siden |
| 72 |
Sv. Præst står til kraftig... |
Heinrich R.
6 timer siden |
| 2 | NATO- |
Jørgen...
11 timer siden |
| 12 |
Ny skatteplan vil beskatte... |
Heinrich R.
11 timer siden |
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
Læs også
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
