Kristendom og kætteri. Tankeløs tale om nytænkning

NYTÆNKNING! Dette buzzword, ingen tør stille spørgsmålstegn ved, fordi det er en del af den nuværende kulturs nysprog. Var det nytænkning, når jeg reagerede på kollektens ord?

Tja, det kommer godt nok an på, hvordan man definerer begreberne. Selvfølgelig skyldtes min reaktion til en vis grad min placering i tiden og på stedet. Det er i hvert fald overdreven selvbevidsthed at tro, at det skyldes, at jeg er klogere end Veit Dietrich og generationer af kristne.

Min reaktion har rødder i den bibelske åbenbaring. Tre uger efter denne helligtrekongers søndag – den 22. januar – kunne vi nemlig i kirkerne høre, at "Herren (?) elsker den fremmede og giver ham føde og klæder" (5. Mos. 10, 18).

Så min reaktion var vel en blanding af noget tidløst, der er bundet i åbenbaringen og noget tidstypisk. Eller mere beskedent: Det var måske mere en genopdagelse, situationen fremprovokerede, end det var noget nyt, jeg producerede. Hvis det ikke havde været den blanding af gammelt og nyt, så havde den vel ikke været værd at beskæftige sig med i den kristne kirke.

MED ANDRE ORD: Torsten Ringgaards nøgleord "nytænkning" er komplet tomt. Man er nødt til at spørge, hvilken nytænkning der er tale om. Der findes nemlig aldeles dræbende nytænkning i kirken: den nytænkning, der ikke er bundet i de bibelske skrifter. De mest lammende kætterier er blevet introduceret som nytænkning, nye måder at tale om Gud på, noget, det moderne menneske kan forstå, og så videre.

Med den slags nytænkning opgav både gnostikere og Bultmann-disciple tanken om den fysiske opstandelse. Med den tanke opgives den klassisk kristne seksualetik i disse år, og med nytænkningens modeord læres der nu nogle steder mange veje til Gud.

Men der findes også fornyet tænkning, som har rødder tilbage i det uforanderlige evangelium. For at begynde i det ydre: Det var nytænkning cirka år 1900 at installere orgler i mange danske landsbykirker. Det gavnede salmesangen. Det kan være nytænkning at supplere dem med elguitar i dag.

Derfor kan mere vægt på bibelske fortællinger og mindre vægt på dogmatiske sætninger være god pædagogik i dag.

Eller mere indholdsmæssigt: Der er tonsvis af nye problemer – eller nye forklædninger af gamle – i menneskelivet, som vi prædikanter trænger til at få øje på for at kunne forkynde tilgivelsens ord og Guds ords vejledning adresseret til dem.

HVAD BETYDER DET for eksempel at bede "giv os i dag vort daglige brød", når man er en velstående europæer i en verden, hvor en milliard mennesker sulter? Især, hvis man vil gøre alvor af flertalsordet "os"? Det var vist det spørgsmål, der strejfede mig den morgen i Cambodja. Læseren kan selv fortsætte rækken af eksempler.

Der er nemlig nok at tage fat på, så længe vi flugter med et besindigt ord fra en katolsk kristen:

"Jeg længes efter den gamle kirke på klippen, som aldrig har sagt, at en ting er god, fordi den er ny, eller god, fordi den er gammel; men tværtimod som sakramente har vinen, som er bedst, når den er gammel, og brødet, som er bedst, når det er nyt." (Sigrid Undset).

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen