Egyptens skrøbelige forår

Civilisationens vugge stod blandt andet i Egypten, og man kan ikke fortænke egypterne i at ønske sig civiliserede forhold. Den folkelige opstand, vi i disse dage bevidner i Kairo, er en opmuntrende påmindelse om, at diktaturer står for fald. Det er grundmenneskeligt at ønske et liv i frihed uden frygt for forfølgelse på grund af tro eller holdninger, og det er lige så grundlæggende at ønske sig underlagt retsstatens normer.

Overalt i verden har folk igennem den nyere historie demonstreret og protesteret imod regeringer, der behandler dem vilkårligt og nægter at lytte til dem. Derfor giver de store demonstrationer i Egypten god mening. Præsident Mubarak har hersket enevældigt og til egen fordel i 30 år. Nu må han vige for et styre, der henter sin legitimitet i det egyptiske folk.

De store folkelige demonstrationer i Kairo og militærets kloge forsøg på forhindre blodsudgydelser ved at forholde sig neutralt indvarsler et politisk forår. Men det kan blive kort uden Vestens opbakning, og som det er set i mange andre lande, truer et diktatur ofte med at afløse et andet.

Det Muslimske Broderskab er den eneste velorganiserede bevægelse i det egyptiske civilsamfund. Præsident Mubarak har haft al tænkelig magt og myndighed til at opbygge en politisk bevægelse, der kunne have udfyldt det enorme gab, der har været imellem hans autoritære styre og islamisterne i Det Muslimske Broderskab. Det gjorde han imidlertid ikke, fordi det derved kom til at stå klart for Vesten, at alternativet til hans diktatur ville være et islamistisk diktatur.